Læsetid: 5 min.

Italiensk dødbold

Med genoplivelsen af de værste italienske fodboldtraditioner spillede Juventus og Milan 0-0 i en forglemmelig Champions League-finales ordinære spilletid, hvorefter Milan vandt den afgørende straffesparkskonkurrence
30. maj 2003

Fodbold
Silvio Berlusconi sad der i sin sædvanlige dobbeltradede blå habit og i sin dobbelte egenskab af Italiens statsminister og ejer af fodboldklubben AC Milan, og VIP-tribunen på Old Trafford i Manchester var tæt befolket med ministre, parlamentsmedlemmer, skuespillere, tv-værter og værtinder og andre italienske notabiliteter. Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, sad der også med uudgrundeligt minespil, og gad vide hvad han tænkte ved at se to italienske hold spille om Europas fornemste fodboldtrofæ på sin egen hjemmebane i en finale, hvor hans hold burde have været den ene deltager, og gad vide, hvad han tænkte ved at se den gang dræbende kedelig destruktive bold, de to italienske hold præsterede.
Allerede af startformationerne kunne man få bange anelser: Juventus-træneren Marcello Lippi havde rykket den normale centerforsvarer Montero ud på uvant plads som venstre back for at stække Milan-angriberen Shevchenko, der har det med at trække derud. Og dermed afskar Lippi sig selv fra muligheden af en bageste kantspiller, der også kan bygge op og angribe. Det kan Montero ikke. Og da det kort inde i kampen viste sig, at venstrebacken Thuram, der er meget farlig, når han støder med frem, nærmest havde forbud mod at gøre det, var den taktiske tegning forstemmende klar: Der skulle først og fremmest lukkes af bagude, på trods af at det ikke er Lippis eller Juventus’ foretrukne måde at spille på.
På forhånd var Juventus handicappet af at skulle undvære sæsonens store nøglespiller Pavel Nedved på den centrale midtbane, og Lippis træk med at anbringe Camoranesi der var ikke lykkeligt. Den unge argentiner, der fornyligt har fået italiensk statsborgerskab og landsholdsdebut, overlevede ikke flytningen fra midtbanens højreside til den centrale rolle og desuden har han længe af den italienske sportspresse været erklæret langt fra sin bedste fysiske form. Camoranesi var en katastrofe.

Ekstrem påpasselighed
Milan-træneren Carlo Ancelotti havde bagude foretaget et tilsvarende defensivt træk fra start med anbringelsen af veteranen Costacurta som højre back. Costacurta er normalt centerforsvarer, men dels har han i denne sæson spillet backpladsen mange gange tidligere, dels har han visse offensive kvaliteter, som dog ikke kommer på højde med dem, der må kræves af en moderne yderforsvarer.
Der var af begge trænere dømt ekstrem påpasselighed, og hvad der prægede kampen var viljen til ikke at tabe, ikke viljen til at vinde. Først og fremmest viljen til ikke at tabe til et andet italiensk hold.
Kampens mangel på kvalitet kan delvist forklares med, at de to holds trænere og spillere kender hinanden ud og ind. Ingen løbemønstre, finter, driblinger, pasninger kommer bag på nogen. Men også kun delvist.
Forklaringen er snarere, at italiensk fodbold i de seneste år er vendt tilbage til at sætte taktik og forsvarsspil i højsædet, og hvad hele verden så i går, kan man søndag efter søndag se i den italienske Serie A. »Verdens smukkeste liga«, kalder italienerne fortsat deres bedste række, men uden at have det mest solide sammenligningsgrundlag vil jeg så nødigt følge dem, der er grimmere.
For tre år siden var der tre spanske hold – Real Madrid, Barcelona og Valencia – blandt de fire i semifinalerne, og spanske medier har i år været rasende over, at det var italienere, der har været lige så massivt repræsenteret i semifinalerne. En succes, som selvfølgelig hverken skyldes held eller tilfælde, men som, ifølge de spanske kritikere, beror på den kedsommelige genoplivning af den klassiske italienske forsvarsdyd. Eller last. Et mord på boldspillet.
Da Inter spillede sig i semifinalen mod Valencia ved at grave sig ned i forsvaret, var lederskribenten i den store sportsavis Gazzetta dello Sport fuld af lovord: »Selv om vi lever i det 21. århundrede, er det dejligt at se, at vi ikke har glemt kunstarten catenaccio.«
Catenaccio, som betyder lås, er også i det internationale fodboldsprog ordet for den særlige italienske ultra-defensiv, der i 1960’erne blev perfektioneret af Inters legendariske argentinske træner Helenio Herrera, som med Milano-holdet vandt to Europa-cup’er for mesterhold i træk – 1964 og 1965 – ved at slå boldspillerne fra Real Madrid og Benfica, og tre gange på fem år gjorde Herrera – El Mago, troldmanden – Inter til italiensk mester.
Da først hollænderne med Feyenoords og Ajax Europa-cup triumfer op gennem 70’erne satte nye standarder for måden at spille fodbold på, blev Herrera sat i miskredit og catenaccio både fordømt og dømt gammeldags og ineffektiv, men levede længe i de italienske provinsklubber og historisk forklarligt i storklubben Inter, som i årevis har søgt at komme ud af arven fra Herrera, men med ansættelsen af dennes landsmand Hector Cuper er søgt tilbage til rødderne fra 1960’erne.Uden at troldmandens lærling har haft samme succes trods kostbare spillerindkøb.
Da den spanske galde over catenaccio og Italiens drab på fodboldspillet nåede Marcello Lippis ører, sagde Juventus-træneren kort: »Vi er stolte af vores historie.« På trods af, at det hverken er Juventus’ eller Lippis fodboldfilosofi at spille defensivt. Men den historie, Lippi forsvarer, er, at italienske fodboldhold spiller med hovedet, og at det italienske publikum fra eksperter til folk på stadionkurverne påskønner taktisk kløgt mindst lige så højt som teknisk brillans.

Fortjent vinder
Men kedeligt er det. Og Milan var, sagt med alle disse forbehold, den fortjente vinder af denne euro-italiensk finale, fordi Milano-holdet i første halvleg spillede det fremadrettede spil, som har været holdets erklærede varemærke i hele sæsonen, men som ikke har været tilstrækkeligt i den hjemlige turnering vundet klart af Juventus. Det var Milan, der satte Juventus under pres med Shevchenko som billedet på viljen til at vinde ved at gøre det uventede. Søgte ud på højrekanten, hvor han løb fra oppasseren Montero efter behag og scorede det forløsende mål – inden det blev korrekt dømt for off side på Rui Costa, der var inaktiv ved ukrainerens skud, men spærrede for målmandens udsyn.
Milan var den fortjente vinder på sin første halvleg – med et hovedstød fra Inzaghi reddet helt nede ved stolpen af Juventus’ Buffon – men efter en kort opblussen af Juventus-vilje i begyndelsen af anden halvleg gik der italiensk fedtspil i det. Angsten for at tabe var for stor, og en beregning sagde, at en fejl fra modstanderen eller en straffesparkskonkurrence nok ville være den bedste måde at vinde eller tabe på.
Grotesk i omspillet efter ordinær spilletid, hvor ingen af holdene ville frem eller blotte sig, og hvor alle spillere bandede, når de fik bolden. Hvorfor mig? Jeg vil ikke ha’ den. Efter devisen bagud og muligvis videre.
Og så blev den brasilianske målmand Dida folkehelt i Milano ved at nuppe tre af Juventus’ straffespark i den afsluttende mand-til-mand duel, mens Buffon kun nappede to.
Men man skal være Berlusconi, milaneser eller i hvert fald fra Italien for at glæde sig over en finale, som kan sætte sig skræmmende spor for måden at spille og vinde på overalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu