INTERMETZO
Venstrefolk kan ikke fordrage Konservative. Konservative kan ikke døje venstrefolk. Det er en gammel nyhed, og sådan har det været, siden Piper stiftede Det Konservative Folkeparti i 1915, og dog forbliver nyheden evig ny.
I forgangne weekend drog konservative ledere på stemmefiskeri ude i bøh-landet for bl.a. at råde bod på den pinagtige filmatiserede nedtur for Per Stig Møller i tv. Mere end noget andet spekulativt i den henseende demonstrerede Fogh Rasmussens behandling af den filosofiske doktor med piben stukket ind, at De Konservative ikke har en skid at skulle have sagt i deres egen regering. End ikke på sit ugentlige strømlinede pressemøde, hvor intet fnug på jakken forstyrrer billedet af kontrol, kunne statsministeren få sig selv til at åbne for generøsiteten, udøve lidt kreativ bogføring og vildlede offentligheden om sit sande jeg. Ikke et ord om at kammerat Møller også har sin del af æren for EU-udvidelsen. Det vil sige: statsministeren mener jo nok inderst inde at det forholder sig sådan, da han dårligt kan undgå at have indsigt i de reelle forhold, ligesom han også er klar over at hans forgænger i embedet og dennes udenrigsminister gjorde en væsentlig del af arbejdet og burde have del i bifaldet. Statsministeren siger imidlertid ikke sådan noget, nixen-bixen, det kunne ikke falde ham ind, thi det er ikke hans natur. Det svarer til at bede en sulten leopard æde sine egne pletter.
Så langt så galt.
På den anden side af skellet mellem V og K flintrede Bendt Bendtsen rundt og fik af den regeringsvenlige del af pressen gjort det til et succeskriterium at bankkunderne nu skal til at betale for at bruge dankortet og ophjælpe pengeinstitutternes modeste fortjenester. Og så var det, at den konservative leder også markerede sig under partiets charmekampagne og meddelte journalisterne på Fyens Stiftstidende at spurgte de ham direkte, Bendt Bendtsen, hvad de ikke gjorde, så måtte han, Bendt Bendtsen jo nok mene, at Venstre, hvad angår de borgerlige synspunkter, er svag i koderne. »Venstre er i øjeblikket blevet Socialdemokratiet plus-minus 10. Det er os, der garanterer for regeringens borgerlige spor,« sagde Bendt Bendtsen.
Hvem der nu i Venstre ifølge Bendtsen er plus borgerlige synspunkter og hvem minus i forhold til Socialdemokratiet, bør nok overlades til vicestatsministeren selv at udrede. Men det er ligegodt svært at lade være at spørge: er det Tove Fergo, der er minus eller plus socialdemokrat, og som i øvrigt ikke kan finde ud af at styre det klejne ministerium, hendes forgængere opfattede som en halv kvartdagsbeskæftigelse? Eller er det Helge Sander? Det er ham Niels Hausgaard har beklaget i fuldt alvor er landets forskningsminister, idet den kendsgerning gør det umuligt at være satiriker i Danmark. Eller er det Jens Rohde, den politiske ordfører, der sammen med åndsfællen Brian Mikkelsen bombede medieloven tilbage til før ytringsfrihedens indførelse?
Jens Rohde blev i hvert fald sur, da han fik refereret Bendtsens udfald og svarede på en studs igen: »Man skal hele tiden høre på, at Venstre er det ene og Venstre er det andet. Vi er hovne og arrogante, og vi er socialdemokrater. Jamen kære venner, så find da på noget andet at lave, hvis I har det så dårligt.« Ymtede ordfører Jens Rohde. Sådan set dementerede Rohde ikke at venstrefolkene er arrogante og hovne. Men han ville ikke finde sig i det med at de også er socialdemokrater. Den skulle vicestatsminister Bendtsen ikke fyre af bare for at afstive sin egen lille forhutlede flok. Jens Rohde fortsatte derfor: »Jeg vil fandeme ikke finde mig i at blive kaldt socialdemokrat. Jeg kan ikke finde noget værre, end at skulle blive kaldt socialdemokrat.«
Se, dette er jo en interessant udtalelse fra en politikers mund, som grundet flertalsforholdene i dansk politik ikke bliver vasket med sæbe, men som ikke desto mindre kræver lidt fordybelse. Såfremt Jens Rohde ikke kan finde noget værre, end at blive kaldt socialdemokrat, er der jo unægteligt mange ting som de konservative fremover ville kunne kalde ham uden at udløse ordførerens vrede og bagefter blive henvist til at finde på noget andet at lave. Derfor dette gratis råd til Bendt Bendtsen, næste gang han har behov for at markere sig over for de arrogante og hovne venstrefolk: Kald roligt ordførende Rohde alt andet end socialdemokrat, som er det værste man kan kalde ham, og som han fandme ikke vil finde sig i. Der er ellers nok at vælge imellem.
Opremsningen nedenfor er samtidig en konkurrence. Langt den overvejende del af navnene er i en kategori, som ikke er så slemme som socialdemokrater, men med vilje er indsat navne som ikke passer helt i sammenhængen. Men pas på, det er svært. Løsninger sendes portofrit som bidrag til de Konservatives vælgerkampagne. Her kommer listen over de navne, Jens Rohde hellere vil kaldes end socialdemokrat, som er det værste man kan kalde ham: Josef Stalin, L. Beria, Christian den Anden, Joseph Goebbels, Hermann Göring, Pol Pot, Adolf Hitler, Saddam Hussein, som i mellemtiden er blevet væk, Salazar, F. Franco, A. Pinochet, Alfred Stroessner, Nebukadnezar, Xerxes, Heinrich Himmler, Streicher, Spøgelset i Operaen, Peeping Tom, Richard III, Milosevic, Mao, Chiang Kai-shek, Benito Mussolini, som fik togene til at køre præcis, og derfor ikke er halvt så slem at blive kaldt som socialdemokrat, Maos enke, general Ludendorff, Tove Fergo, Sukarno, Imelda Marcos, hende med skoene, Belfegor, dr. Frankensteins monster, Lene Espersen, Ivan Den Grusomme, Bendt Bendtsen, grev Dracula, Katarina af Medici, som virkelig var en harpe, Caligula, Sankerib, som de færreste og Jens Rohde kender, fordi det er så længe siden, men som var et værre røvhul, Nero, Tokugawa Iyemitsu, Oliver Cromwell, Jago, Robespierre, Napoleon, Lenin, Rasputin, Per Stig Møller, en smagsdommer, Idi Amin, folk der taler i mobiltelefon i stillekupéer, Cortez, Tiberius, slaget ved Verdun, Jack the Ripper, gaderenoveringen i København, general Somoza, popcornspisere i biografen, Filistrene, uldne underbukser, Djengis Khan, Jodle Birge, Attila, lady Macbeth, Henrik IIIX, en fis i en hornlygte.
Dette var altså forslag med fælder til Bendt Bendtsen, hvad han næste gang uden risiko kan kalde Jens Rohde.
De forsonede sig i øvrigt hurtigt mellem Venstre og de Konservative, hvilket man jo må tro, når de siger det. Radioen opsøgte dem hver for sig. Statsministeren sagde, at sådan er det jo i et parforhold, der »ryger en finke af panden« i ny og næ, men han og Bendt Bendtsen havde også grinet af det hele: Ha, ha, ha, ha, ha, havde de. Så gik radioen til Jens Rohde. Jamen sådan er det jo i parforhold, sagde Jens Rohde. Der kunne nok af og til »ryge en finke af panden«, men det betød ikke noget, for sådan er det jo. Så gik radioen til Bendt Bendtsen. Jamen, sådan er det jo, sagde Bendtsen: der kunne nok nu og da i et parforhold »ryge en finke af panden«, men sådan er det jo.
Bendt Bendtsen sagde ikke noget om at han og statsministeren havde siddet og grinet af det hele, hvilket betyder at Bendtsen må have ønsket at dementere statsministerens: Ha, ha, ha, ha, ha, hvilket hermed er gjort på vicestatsministerens vegne. Der var ikke noget at grine af, skulle han hilse og sige.
Men den med »finken af panden« var de rørende enige om, og dét er da pudsigt at de hver for sig og uden at tale sammen om det finder på selvsamme spinudtryk. Dette bevidner jo i sig selv enigheden, og at der ikke er nogen grund til at kalde dem socialdemokrater plus minus. De er, hvad de er.
