Læsetid: 2 min.

Kamicastro?

Cubas leder gambler bevidst med landets og sin egen goodwill, når han henretter færgekaprere og fængsler oppositionsfolk
6. maj 2003

Portræt
BUENOS AIRES – »Cuba er isoleret og en anakronisme, der vil blive indhentet af historien,« sagde USA’s udenrigsminister Colin Powell lørdag.
»Historien vil frikende mig,« profeterede en ung Fidel Castro seks år før hans socialistiske revolution nytårsdag 1959.
44 år med Fidel Castro viser, at historien måske gentager sig. Aktuelt er den cubanske præsident i udlandets gabestok for at have fængslet 75 oppositionsfolk og henrettet tre færgekaprere. Det har yderligere polariseret hans forhold til USA, FN, cubanere, eksilcubanere og alverdens intellektuelle.

Hånd i handske
Sidstnævnte spørger med rette, hvorfor Castro forgriber sig på den cubanske opposition, når det passer som hånd i handske i Bush-regeringens ønske om mere konfrontation.
Powell forsikrer, at USA – på nuværende tidspunkt – ikke overvejer at befri cubanerne med militær magt. Stramningerne over for Cubas spirende demokratiske røster har været vand på Cuba-kritikernes mølle og har fået mangen en tilhænger til at tvivle. For foregriber Castro som enhver anden despot ikke tingene ved at slå hårdt ned på hjemmefronten af frygt for et amerikansk komplot på udefronten? Rygter om flygtningestrømme opildnet af det amerikanske interessekontor i Habana og en bestilt kugle for hans pande, er Castros argumenter. Bush-regeringen har ikke alene fået en aktuel undskyldning for at skærpe 1961-embargoen og fryse Clintons optøning med familiebesøg, pengeoverførsler og direkte fly.
Castro gambler også med sin og Cubas goodwill som landet, der 160 kilometer syd for verdens kapitalistiske supermagt holder liv i et omend presset socialistisk eksperiment. Med andre ord tvinger Castros skærpede linje hans trofaste støtter i udlandet til at melde ud. Er fængslingerne og henrettelserne forsvarlige ud fra det synspunkt, at de er Castros selvforsvar over for USA’s påståede intentioner om at knuse dette eksperiment ved at vælte ham.

Brutal og hadet
Som i 1968-sagen om den fængslede cubanske journalist Heberto Padilla, der fik forfattere som franske Jean-Paul Sartre og peruanske Mario Vargas Llosa til at bryde forbindelsen med Castro, er nutidens udenlandske intellektuelle delt i to lejre. Den portugisiske forfatter José Saramago har fået nok af at tale Castro-socialismens sag i takt med den øgede undertrykkelse af cubanerne.
Overgrebene ender med at gøre Castro så brutal og hadet som den amerikanske marionet Fulgencio Batista, han styrtede nytårsdag 1959, lyder kritikken fra et voksende antal traditionelle Castro-støtter.
Specielt i Latinamerika vokser kritikken af den i disse tider stiltiende støtte til Castro, som blandt andre den colombianske forfatter og Castros personlige ven Gabriel García Márquez udøver.
Efter netop at have vundet anerkendelse for at vise sine mere menneskelige sider i Oliver Stone-dokumentarfilmen Comandante er Fidel Castro ude på tynd is. For hans udenlandske støtte – den såkaldte ’Fidelidad’, der på spansk betyder trofasthed – er på retur og vil isolere ham i hans kamp mod USA – og verdensopinionen.

Fidel Castro
76 år, Cubas præsident siden 1959. Kritiseres aktuelt for henrettelsen af tre færgekaprere og fængslingen af 75 dissidenter i hans påståede selvforsvar
af Cuba socialistiske revolution

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her