Læsetid: 3 min.

Kejseren Kurosawa

Cinemateket præsenterer en prægtig Akira Kurosawa-serie på 25 film – samt en stort anlagt portrætfilm om den legendariske japanske instruktør
2. maj 2003

(2. sektion)

Kavalkade
»Vær til gavn for hele menneskeheden,« lød den formaning, Akira Kurosawa fik fra en abbed, der havde stillet sit kloster til rådighed for optagelserne til instruktørens internationale gennembrudsfilm Rashomon (1950). »De ord fik mig til at tabe mælet,« skriver Kurosawa i sin selvbiografi, og som en slags kompensation udløste abbedens ord mange af de værker, der har givet Kurosawa ry som en af filmkunstens store ’humanister’: Idioten (1951), Ikuru – at leve (1952), I Live in Fear – Record of a Living Being (1955 – om frygten for atombomben), Natherberget (1957) og Rødskæg (1965).
Men Kurosawa var meget andet og mere end den til tider lidt banalt velmenende moralist, der gerne ville forbedre verden. Det kan man opleve ved at følge Cinematekets imponerende maj-serie på 25 Kurosawa-film fra hele instruktørkarrieren, der strakte sig over et halvt århundrede – fra 1943-93.
Her er selvfølgelig de store berømte titler, fra De syv samuraier til Ran, fra Rashomon til Yojimbo - Livvagten. Men syv mere ukendte film stammer fra instruktørens karrierestart som Toho-studiernes unge håb op gennem 1940’erne. Dengang var Kurosawa ikke hævet over at lave propagandafilm – først for det feudale japanske styre under Anden Verdenskrig, siden for det nye demokratis opbygning. Men også bestillingsarbejderne viste hans artistiske mesterskab.

Flot portræt
Serien indledes med en ambitiøst anlagt, næsten to timer lang portrætfilm om instruktøren, Kurosawa, lavet i 2001 af englænderen Adam Low.
Her når vi hele vejen rundt på interview-fronten. De er der alle sammen: Clint Eastwood, James Coburn, Rashomon-stjernen Machito Kyo, eksperten Donald Richie, talrige gamle, centrale medarbejdere, Kurosawas to sympatiske børn og minsandten også mesteren selv, afslappet og kortfattet. Speaker er Sam Shepard, og Paul Scofield læser op fra Kurosawas selvbiografi.
Ærbødigt er det, og man holdes for det meste på mere end to skridts afstand af hovedpersonen, som det sømmer sig, når det drejer sig om en aristokrat – eller slet og ret en kejser, som Kurosawa blev kaldt i sit hjemland. Og Adam Low fremmer ikke forståelsen med sine mange kunstfærdige billeder fra det moderne Japan.
Alligevel rummer Kurosawa en masse interessant materiale, præsenteret med en veneration, der ofte er helt berettiget. Kurosawas baggrund var præget af højdramatiske modsætninger: en disciplindyrkende far af samurai-slægt (!); en storebror, der lokkede Akira ud i en marxistisk, antijapansk boheme-ungdom og begik selvmord som 28-årig; og en traumatisk barndomsoplevelse af ofrene for et uhyggeligt jordskælv i 1923.

Film hele livet
Kurosawa begyndte som kunstmaler, men fik først styr på sit liv, da han i 1936 begyndte som instruktør-assistent og manuskriptforfatter på Toho-studierne.
Fra da af var hans liv – hele hans liv – helliget film, og der var derfor en grum logik i, at han forsøgte selvmord, da han i starten af 1970’erne for første gang oplevede fiasko og arbejdsløshed. Den russisk storproduktion Derzu Uzala (1975), der tog tre år at lave, blev det comeback, som bragte Kurosawa tilbage i varmen, med økonomisk og moralsk støtte fra de nye Hollywood-instruktører, der betragtede ham som deres mester:
Francis Ford Coppola, Ste-ven Spielberg og George Lucas.
Men 1980’erne bragte kun to Kurosawa-film: de spektakulære Kagemusha og Ran. Og i pauserne måtte Kurosawa for at eksistere optræde i reklamefilm for whisky – på samme måde, som en anden filmgigant, Orson Welles, var tvunget til at reklamere for vin i USA.

Den vestvendte japaner
Det endte dog godt, med tre meditative, stilfærdige film i 1990’erne. Altså en intenst beskæftiget alderdom for en kejser, der nødigt abdicerede.
Kurosawa var den mest Vest-vendte af de store japanske instruktører og den, der opnåede det største navn uden for det Japan, hvor han ofte betragtedes med mistro. Alligevel tror man gerne Kurosawa, når han understreger, at han ikke lavede film for at opnå vestlig succes, men først og fremmest henvendte sig til sine landsmænd.
Heldigvis manglede han nok den ydmyghed, japanerne forventede. Man så ikke med milde øjne på hans stædighed, når han brugte et helt år på at optage De syv samuraier og gjorde den til den dyreste film, der til dags dato var optaget i Japan.
Godt, at han tog sig tiden og brugte løs af pengene! Der skal som bekendt mod til at have talent, og Kurosawa havde begge dele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu