Kritikeren
Jens-Peter Bondes skjorte er lyserød. Og det kan man godt lægge noget i, hvis man vil. Den 55-årige folkeoplyser og forfatter betegnelser, han foretrækker frem for politiker er gået fra at være redaktør på det EF-kritiske græsrodsblad Notat og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti til at være et respekteret og velklædt medlem af Europa-Parlamentet for den tværpolitiske organisation JuniBevægelsen. Han kalder sig da heller ikke længere unionsmodstander, men unionsrealist.
Jens-Peter Bonde er desuden et meget arbejdsomt og stærkt kritisk medlem af Det Europæiske Konvent, der arbejder med udkastet til en ny forfatning for det udvidede EU. Han er formand for den gruppe i Europaparlamentet, som kaldes Demokratiernes og mangfoldighedens Europa en tværpolitisk gruppering, som tæller alt fra JuniBevægelsen til hollandske calvinister og britiske konservative og han repræsenterer Europa-Parlamentet i Konventet.
»Jeg håber og tror, der kommer et stort antal nejer, når der skal være folkeafstemninger om den nye forfatning rundt omkring i Europa. Jeg håber, befolkningerne giver EU en besked om at begynde forfra. Konventet er nemlig håbløst skævt sammensat. Den halvdel af befolkningen, der stemte nej til Maastricht-traktaten i Frankrig er repræsenteret med nul medlemmer. Den halvdel, som stemte nej til medlemskab af EU i Sverige og Finland, og som stemte nej til Nice-traktaten i Irland, er kun repræsenteret med suppleanter. Oppositionen i Konventet består af 12-15 mennesker. Konventet er dybt udemokratisk,« siger Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsens kontor i det indre København.
Efterlønsordning
Demokratisering og åbenhed har altid været nøgleord for Bondes arbejde i EU. Således også i Konventet, som han finder topstyret og lukket og ude af trit med befolkningernes ønsker.
»Forfatningsudkastet gør Unionen til en juridisk person, det vil sige, at EU kan underskrive internationale aftaler på medlemslandenes vegne. Dermed kommer EU til at fremstå som en stat i internationale sammenhænge. Udkastet lægger også op til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med flere flertalsafgørelser og fælles repræsentation ude i verden, gennem en EU-udenrigsminister, og måske også en fælles præsident (for Det Europæiske Råd, red.). Og så vil vi få en fælles regering med EU-kommissionen, som også får sin egen præsident, en stærk leder,« siger Jens-Peter Bonde.
De institutionelle reformer, som han kritiserer, blev sat på dagsordenen af Konventets formand for kort tid siden. Øvelsen er kort sagt at gøre et EU med 25 medlemmer i stand til at agere uden at gå på kompromis med demokratiets spilleregler og uden at forfordele enkelte lande.
»Det, som punkterne i udkastet har til fælles, er, at alle forslag og beslutninger kommer oppefra. Det gælder selve forslaget fra Konventets formand, og det gælder indholdet af forslaget. Det er en flok afdankede statsministre, der skal finde jobs til sig selv som udenrigsministre og præsidenter for den ene og det andet.«
»Det er en vellønnet efterlønsordning for tidligere europæiske toppolitikere. Der er ingen ansvarlighed over for vælgere i noget land,« tilføjer han med indignation i den jyske stemme.
Dengang i 70erne
Møbelhandlersønnen fra Styrtom ved Aabenraa er nået vidt omkring. I 1960erne stod han i spidsen for en aktiv gruppe Radikale Gymnasiaster på Aabenraa Statsskole. I 1966 blev Jens-Peter Bonde student, og han påbegyndte samme år sine aldrig afsluttede statskundskabsstudier i Århus. Senere blev han formand i Radikal Ungdom og medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse.
Men da den daværende radikale partileder, Hilmar Baunsgaard, gik ind for dansk medlemskab af EF, kom det til nogle meget voldsomme sammenstød imellem de to. Efter det opgør og efter de danske vælgere i 1972 sagde ja til EF forlod Jens-Peter Bonde både moderpartiet og Radikal Ungdom.
Efter folkeafstemningen i 1972 var han med i redaktionen af den første udgave af det EF-kritiske blad Notat, der blandt andet blev startet med penge fra Morten Jer-silds reklamebureau. Det samme bureau, der stod bag Nej-kampagnen op til folkeafstemningen om EU i 1972. Notat holdt i to år, før det gik konkurs. Kort derefter genopstod bladet i en ny form og under navnet Det Ny Notat. Bonde var redaktør på bladet frem til 1979. Det Ny Notat eksisterer stadig den dag i dag.
1. maj 1975 på arbejdernes internationale kampdag meldte Jens-Peter Bonde sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, med den begrundelse, at her var EF-modstanden mest rendyrket.
Han var samtidig aktiv i Folkebevægelsen mod EF og i 1979 blev han valgt til at være Bevægelsens repræsentant i Europaparlamentet. Siden er Jens-Peter Bonde blevet genvalgt igen og igen og igen.
Men Folkebevægelsen mod EF forlod han senere til fordel for JuniBevægelsen, der så dagens lys i august 1992 året efter, at Bonde havde meldt sig ud af DKP og kort efter den historiske folkeafstemning, hvor Maastricht-traktaten blev forkastet af et lille flertal af de danske vælgere.
Junibevægelsen blev, ifølge bevægelsen selv, stiftet for at »repræsentere de danskere, der havde stemt nej til Unionen, uanset om de havde stemt ja eller nej ved de tidligere folkeafstemninger om EF-medlemskabet i 1972 og om Det Indre Marked i 1986.«
Bremseklodsen
Med andre ord har Jens-Peter Bonde siden 1970erne været Danmarks mest fremtrædende bekæmper af unionsudviklingen i EU. I tidens løb er det således blevet til over 30 bøger om det europæiske samarbejde.
Jens-Peter Bonde er i dag især optaget af forfatningsarbejdet i Det Europæiske Konvent:
»Hvad enten du er føderalist eller unionsrealist som mig, så er der en fælles demokratisk præmis, der gør, at vi bør kassere det meste af det arbejde, der indtil videre er lavet i Konventet. Det mest elementære i alle samfund, siden demokratiets opfindelse, er at der er nogle magtorganer, som står til ansvar for vælgerne. Det eksisterer ikke i den her struktur,« siger manden, som i 2001 blev kåret til årets europæiske politiker af den britiske ugeavis European Voice.
»Det værste, der kan ske, er, at man vedtager en engros overflytning af magt fra hovedstæderne i Europa til Bruxelles, uden nogen form for demokratisk kontrol eller almindelige regler om åbenhed, og det er desværre den vej, Konventet ser ud til at gå,« tilføjer Jens-Peter Bonde.
Han siger, at den udvikling er i strid med intentionerne i den såkaldte Laeken-erklæring, som opsætter mål, struktur og problemstillinger for gennemførelsen af Konventets arbejde. I erklæringen oprulles hele 64 institutionelle eller konstitutionelle spørgsmål, som Konventet i en eller anden grad skal vurdere.
»De 64 spørgsmål i Laeken-er-klæringen er så kritiske, at jeg kunne have skrevet dem. I er-klæringen lagde Guy Verhofstadt (belgisk premierminister og daværende formand for EU, red.) da også op til, at samarbejdet i EU skulle være stærkere og slankere. Men sådan ser det desværre ikke ud til, at det går. I stedet ser det ud til, at samarbejdet bliver federe og slappere,« siger Jens-Peter Bonde.
Han tilføjer, at han mener, at en del af problemerne i Konventet skyldes dets magtfulde formand, den tidligere franske præsident, Valéry Giscard dEstaing:
»Han er et af de mest intelligente væsener, jeg har mødt i mit politiske liv. Men han har ikke fem gram fornemmelse for demokrati. Han er en fremragende fransk aristokrat, som hører hjemme før demokratiets indførelse. Han har en intellektuel styrke og et godt netværk med de store landes statsministre, og det er som gør, at han ikke er blevet væltet af et demokratisk oprør,« mener Bonde.
»Konventets medlemmer har tilsammen lavet et sted mellem 3-4.000 ændringsforslag til de artikler, som Giscard og Præsidiet (Konventets ledelse, red.) har fremlagt.«
»Men vi sender dem til en skraldespand. De bliver ikke oversat til de forskellige sprog, de bliver ikke sat på dagsordenen, når vi mødes, de bliver ikke behandlet på nogen måde i Konventet. Det er udelukkende Giscard og de 12 andre medlemmer i Præsidiet, som taler sig frem til, hvad de tror, er konsensus,« siger han.
Tidspres
Konventets Præsidium består af 12 mænd og en kvinde. Udover formanden er det den tidligere belgiske premierminister Jean-Luc Dehaene og den tidligere italienske premierminister Giuliano Amato. De er begge næstformænd. Derudover sidder der regeringsrepræsentanter for Spanien, Danmark og Grækenland med ved bordet. Det vil sige de tre lande, der varetager formandskabet for EU i Konventets arbejdsperiode. Endelig sidder der i Præsidiet to repræsentanter for de nationale parlamenter, to repræsentanter for Europa-Parlamentet og to repræsentanter for Kommissionen.
Konventets udkast til en forfatning skal afleveres til stats- og regeringscheferne, når de den 20. juni mødes til topmøde i Thessaloniki, Grækenland. Jens-Peter Bonde så gerne, at den deadline blev udskudt. Han er bange for, at Præsidiets medlemmer vil bruge tidspresset som undskyldning for at gøre, som det passer dem. Hvilket er lig med at give mere magt til Bruxelles.
Han giver ikke meget for forsikringer, om at det slet ikke er det, som er meningen. Med hans egne ord: »I udkastet fra februar indeholder de første 16 paragraffer ordet forfatning 32 gange. Nu må selv de mest tungnemme erkende, at det er en forfatning, man brygger på.«
Han retter på den lyserøde skjorte og pakker sine ting. Ude på Købmagergade er folk på vej hjem fra arbejde. Det folk, som Jens-Peter Bonde gerne vil sikre indflydelse på det europæiske projekt. Jens-Peter Bonde skal nå et aftenfly tilbage til sit andet hjem i Europas hovedstad. For ham er arbejdet langtfra slut.
Eller som Jens-Peter Bonde selv siger det:
»Jeg er for længe siden blevet kidnappet til at være EU-kritikeren. Men jeg står ikke bare og siger nej hele tiden. Hver gang jeg får skabt bare en lille smule mere åbenhed eller sat mit fingeraftryk på en sag i EU, har det været en god dag.«
