Læsetid: 2 min.

Klip

30. maj 2003

(2. sektion)

*Cannes
Naturligvis var der størst fokus på de danske film i det officielle program under den nys overståede filmfestival i Cannes – også fra filmkøbmændenes side. Lars von Triers Dogville blev købt af distributører fra USA, Canada og England og er nu solgt til hele verden, og Christoffer Boes Reconstruction blev blandt andet solgt til Japan, Schweiz og Grækenland. Og mon ikke Boes pris for bedste debutfilm,
Camera d’Or, kun har skærpet købernes appetit.
Per Flys Arven og Jannik Johansens Rembrandt – der har dansk premiere til efteråret – blev begge vist på filmmarkedet
i Cannes og stod også på de udenlandske distributørers indkøbslister. Rembrandt røg over disken til Østrig og Tyskland, mens Arven ifølge Zentropas direktør, Peter Aalbæk, er på vej til Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz og Ungarn. Tilmed overvejer flere amerikanske selskaber at investere i filmen, der er blevet set af 370.000 danskere.

*Trier
På onsdag den 4. juni er der danmarkspremiere på Lars von Triers Dogville, der som bekendt blev forbigået ved Palmeuddelingen i Cannes for en uge siden. I anledning af premieren inviterer Cinemateket i København i juni måned på en rejse tilbage i Triers karriere. Serien, Fra afgangsfilm til Cannes-vinder, omfatter sjældent sete kortfilm som Orchidégartneren og Nocturne og verdenssucceser som Breaking the Waves og Guldpalmevinderen Dancer in the Dark. Den 7. juni gæster Triers biograf, Peter Schepelern, Cinemateket og fortæller om »Trier og hans kunstneriske udvikling.«
Ellers byder Cinemateket i juni på en håndfuld film med Dogville-stjernen Lauren Bacall i hovedrollen – blandt andet At have og ikke have og Sternwood-mysteriet – og en serie med film, der foregår i fantastiske universer, deriblandt så forskellige film som Ekscorcisten, Troldmanden fra Oz og Det syvende segl.
www.cinemateket.dk.

*Ekko
Der er udkommet et nyt nummer af film- og medietidsskriftet Ekko, og temaet er denne gang fup, fakta og fiktion.
Liselotte Michelsen skriver om hybridgenren edutainment, der blander underholdning og undervisning, og redaktør Claus Christensen gennemgår den fantastiske historie bag Thomas Vinterbergs Festen. Karsten Fledelius udbreder sig om billedmanipulation og Anne Jerslev om reality-tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her