Læsetid: 2 min.

Klip

15. maj 2003

(2. sektion)

*Maggie Gyllenhaal, 25-årig amerikansk skuespiller, har fået lidt af et gennembrud i den seksede komediedrama Secretary, der har premiere i dag. Indtil nu har den pigede aktrice med det uskyldige, hjerteformede ansigt mest haft dekorative mindre roller, f.eks. i Confessions of a Dangerous Mind (der også har premiere i dag) og Adaption. Men i Secretary springer hun ud i en provokerende sensuel rolle som den kuede sekretær, der gennem SM-lege finder vej til sin chefs hjerte. I The Guardian beskriver Gyllenhaal sin rolle som »højst betimelig«, fordi den udforsker de måder, hvorpå psykisk komplekse kvinder af hendes egen generation kan få kontrol over deres tilværelse. Hun siger, at filmen for hende var »en slags oprydning i de gamle feministiske regler. De var vidunderlige og utrolig nødvendige engang, men nu føler jeg, at jeg godt kan rokke lidt ved dem.«

*Lars von Trier fortæller, at hans ny Cannes-kokurrencefilm Dogville er inspireret af sangeren i Sebastians udgave af den hæderkronede Brecht-Weill-klassiker Sørøver-Jenny fra Laser of Pjalter. I et interview af Jacob Neiiendam i Filminstituttets gratis-blad Film 29 beretter Trier, at det var, da han hørte Sebastians tolkning af sangen, at han undfangede ideen til filmens hævnhistorie: »Min mor var en stor Brecht-fan, og hun forlod hjemmet, efter at min far smadrede hendes pladesamling i et raserianfald. I hendes øjne var Brecht og særlig Weill noget af det mest progressive. Jeg har aldrig studeret dem nærmere, men har set nogle af deres stykker og kender Laser og Pjalter. Det har jeg altid godt kunnet lide, men det var først, da jeg hørte sangen, at det slog mig, hvor fabelagtig den er – særlig teksten og hævntemaet, som er så utrolig udansk.«

*Kirsten Jacobsen har skrevet bogen Dagbog fra Dogville, hvor hun følger optagelserne til Dogville og interviewer de medvirkende. I ovennævnte Film kan man læse uddrag af hendes interviews med navne som Nicole Kidman, Ben Gazzara og den 78-årige Lauren Bacall. Sidstnævnte udtaler, at hun sagde ja til sin rolle, fordi Trier stod som instruktør. Men hun havde ikke meget andet at lave end at gå rundt i en lille butik og gøre rent: »Men jeg er alligevel glad for, at jeg var med...Det, Lars laver, hæver sig over alt andet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu