Læsetid: 2 min.

K'NYT

8. maj 2003


Kulturelt beredskab
*Både politi, toldmyndigheder, auktionshuse, museer og private skal hurtigt kunne få vished om, hvorvidt en kulturgenstand er blandt de stjålne kulturskatte fra Irak, oplyser Ritzau.
Derfor har Kulturarvsstyrelsen til formålet oprettet et 24 timers beredskab, der kan rykke ud, hvis der er mistanke om en ulovligt indført kulturgenstand.
Både eksperter fra Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Statens Arkiver og Carsten Niebuhr Instituttet indgår i samarbejdet, således at der altid er en ekspert, der kan rykke ud.
Kulturarvsstyrelsens direktør, Steen Hvass, mener, at risikoen for, at Danmark får en rolle som transitland for de stjålne kulturskatte fra Irak, er helt reel. »Vi så jo i forbindelse med krigen i Afghanistan, at en møntskat dukkede op i Københavns Lufthavn. Der er også lyssky kunsthandlere i Østeuropa, der bruger Danmark som transitland,« siger han.

Møbelkunst på database
*10.000 danske møbler og 800 interiører fra det 20. århundrede, der tæller nogle af den internationale møbelkunsts største navne, kan fra nu af findes og nærudforskes på nettet. Kunstindustrimuseets bibliotek huser projektet, der findes på www.furnitureindex.dk. Basen bygger på det amerikanske
ægtepar Palleys dokumentation og forventes besøgt af bl.a. auktionshuse, museer, samlere, forskere, designstuderende og scenografer. nd

Elefantens kærlighedsliv
*For tiden kan man på Boldhus Teatret i København opleve det juvenile sangspil Elefantens kærlighedsliv, forfattet af Gunnar Syréhn og instrueret af Jan Fogt.
Stykket problematiserer på postmoderne vis og skæmter studentikost med biedermeiertidens naive opfattelse af studenternes idylliske liv.

Oplæsning og udstilling
*I aften kl. 20 læser Mette
Moestrup højt fra digtsamlingen Golden Delicious på +Laboratorium, Istedgade 92 i København. Oplæsningsmøblet er udformet af arkitekterne, beklædningsdesignerne og billedkunstnerne Mie Olise Kjærgaard og Frederikke Aagaard. Publikum vil samtidig få lejlighed til at se udstillingen M.M. – et brevprojekt.
14. maj kl. 20 vil Helle Helle, Catharina Gripenberg og endnu uafslørede navne læse op samme sted.

Fire på stribe
*Den herboende amerikanske komponist Wayne Siegel fejres ved en portrætkoncert i Musikhuset Aarhus’ lille sal i morgen kl. 19.30.
Siegel har i snart 30 år sat sit præg på dansk musik som ægte amerikansk minimalist inden for elektronisk musik.
Den elektroniske musik bliver også sat i fokus ved koncerten, hvor der opføres fire værker for solist og elektronik med fire forskellige solister. De fire værker spænder over fire årtier med noget så sjældent som en solooptræden med komponisten selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her