Stor ståhej for ingenting
*Det britiske politi er blevet bedt om at efterforske et formodet tyveri af to eksemplarer af den femte bog i Harry Potter-serien, rapporterer BBC.
En familiefar fandt de to kopier under en spadseretur i nærheden af trykkeriet, hvorefter han kontaktede tabloid-avisen The Sun. En talsmand for avisen forsikrer, at redaktionen er sig sit ansvar bevidst og har i sinde at overdrage bøgerne til forlaget Bloomsbury uden at offentliggøre sekvenser fra dem.
Harry Potter og føniksens orden udkommer i Storbritannien 21. juni. De første fire bøger i serien er oversat til mere end 40 sprog, er solgt i mere end 100 millioner eksemplarer og har indbragt forfatteren J.K. Rowling mere end tre milliarder kroner.
Fotografi bag tremmer
*Dagene er ved at være talte for Horsens Statsfængsel. Ultimo 2005 står et stort nyt fængsel, med plads til 180 indsatte, indflytningsklart. Og selvom det bestående fængsel er blevet erklæret bevaringsværdigt af Det Særlige Bygningssyn grundet dets bygningsmæssige og kulturhistoriske kvaliteter, er det endnu uvist, hvordan det gamle fængsel skal finde anvendelse, når fanger og personale flyttes.
Horsens Statsfængsel fylder 150 år 20. maj, hvilket blandt andet markeres med fotoudstilling betitlet 150 år bag tremmer. Fotografierne vidner om hverdagen på cellegangen, værkstederne, i kirken og køkkenet. Ligeledes er der fotos af skjulte nedgravede tunneller, rebstiger af sammenbundne lagener og andre kreative flugtpåfund.
Interaktiv kunst
*I dag åbner KunstCentret Silkeborg Bad udstillingen Andreja Kulun_i_.
Med værker baseret på it-teknologiens muligheder sætter Andreja Kulun_i_ fokus på forestillinger om det moderne samfund. Samtlige værker giver publikum mulighed for at deltage aktivt og være medbestemmende og medskabende i den historie, der skabes i cyberspace. Samtidig løftes tematikken op over det specifikt individuelle, ved at sætte publikums handlinger i relation til fakta fra det samfund, vi lever i.
Andreja Kulun_i_ var repræsenteret på Documenta 11 i Kassel sidste sommer, hvor de nyeste tendenser i kunsten vises frem. Til 15. juni.
Latinamerikansk festival
*I disse dage afholdes for anden gang latinamerikansk festival i København, hvor man blandt andet kan opleve koncerter, danseworkshops, film, foredrag samt en udstilling med latinamerikanske billeder.
En af intentionerne med årets program er at vise fornyelsen i moderne latinamerikansk musik og af optrædende kan nævnes
A Banda (DK), Descarga Canela og Eleyó (Cuba) samt brasilianske Carla Alexandar, som i efteråret udgav sit debutalbum
POESIA, der er fint præget af elektroniske strømninger.
Huset i Magstræde samt Vesterbro Kulturhus. Til 11. maj. Program på www.cubakultur.dk