Årets Hamlet på Kronborg
*Jens Albinus skal spille titelrollen som Hamlet i denne sommers udgave af Shakespeares klassiker på Kronborg.
I de øvrige roller ses blandt andre Kirsten Olesen som Gertrud, Kristian Halken som Polonius og den svenske skuespiller Johan Rabaeus som kongemorderen Claudius. Rollen som Hamlets kvindelige modstykke Ofelia, tildeles Signe Engholm Olsen, der til sommer bliver uddannet fra Statens Teaterskole.
Jens Albinus skulle have spillet Hamlet i den omstridte forestilling på Det Kongelige Teater i fjor, som blev aflyst grundet stridigheder mellem instruktøren Stefan Bachmann, enkelte af skuespillerne og teartrets ledelse. Albinus fortsatte dog samarbejdet med Bachmann under opsætningen af Silkeskoen i Basel for nylig.
Opsætningen i slotsgården på Kronborg præsenteres i samarbejde mellem Hamlet Sommer i Helsingør og Café Teatret i København.
Hamlet får premiere 31. juli og spilles sidste gang 14. august.
Aldo Moro genopstår
*I kølvandet på 25-årsdagen for hans død genopstår den italienske politiker Aldo Moro nu ved hjælp af digital animation.
Filmen Piazza delle Cinque Lune af den italienske instruktør Renzo Martinelli, har givet liv til en række stillbilleder, der blev taget af lederen af de kristelige demokrater, kort før han blev bortført på åben gade af terroristbevægelsen De Røde Brigader i marts 1978. Han blev fundet dræbt i Roms centrum to måneder senere.
Allerede forud for premieren er filmplakaterne blevet overtegnet med skældsord. Emnet er særskilt ømtåleligt, eftersom De Røde Brigader i den senere tid har meldt sig på banen igen.
Filmtitlen refererer til et lille torv i Rom, hvor tre personer indblandet i efterforskningen efter sigende havde holdt møde. De tre blev senere myrdet og gåden om Moros død forbliver dermed uopklaret.
Yoko Ono nummer et
*Et remix af en Yoko Ono-sang, som John Lennon arbejdede på kort før sin død ligger nu nummer et på den amerikanske Billboard dance hitliste.
»Walking On Thin Ice« er skrevet af Lennon, der også spiller guitar på nummeret. »John sagde dengang til mig, Dette bliver din første nummer et, ved du,« fortæller Ono til New York Daily. »Han sagde bare ikke hvornår.«
Sangen blev oprindeligt udgivet efter det seneste Ono/Lennon album Double Fantasy i 1980, hvor den blev et hit i undergrundsklubber i månederne efter Lennons død. Ono har tidligere afvist tilbud fra folk, der var interesserede i at remixe sangen, med den begrundelse, at det var for smertefuldt. Lennon havde masterkopien til sangen på sig, da han blev nedskudt på åben gade i 1980.
Den Danske Museumspris 2003
*Bikubenfonden og juryen for Den Danske Museumspris har netop offentliggjort de nominerede museer til prisen, der overrækkes 11. juni. Det drejer sig om Museet for Samtidskunst i Roskilde, Københavns Bymuseum og Zoologisk Museum.