Læsetid: 2 min.

Kopibandet over alle kopier

13. maj 2003

Spot
Det startede som en kitschet, men kærlig joke i det toneangivende og stilskabende amerikanske tv-program Saturday
Night Live og er i dag nærmest kendt som alle kopibands moder. Ikke mindst takket være Blues Brothers, den film, der for 117. gang genoplivede soulgenren, og det på et tidspunkt, hvor sort musik for masser af mennesker var lig med maskinel disco og glimmer.
For at få lidt gang i publikum, før selve SNL gik i luften, begyndte to af showets mest lysende stjerner, stand up-komikerne John Belushi og Dan Aykroyd, uden kameradækning i starten af 1976 at varme op, forklædt som en sortklædt duo af hårdkogte, seje hvide, der gennemspillede de klassiske soulsange og
-attituder. De kaldte sig selv Jake og Elwood Blues, og med et skarptladt band, ledet af den nuværende Dave Letterman-kapelmester Paul Schaffer, genopførte de soulmusikkens gyldne øjeblikke.
Selv om puristerne tænkte deres, havde Belushi og Aykroyd orden i papirerne. De var ikke ude på at snylte på fortiden, men på at hylde den. Derfor talte den oprindelige udgave af Blues Brothers også guitaristen Steve Cropper og bassisten Donald ’Duck’ Dunn, begge i sin tid essentielle for lyden på de legendariske souloptagelser fra Stax Records. I 1978 udsendte
Blues Brothers deres debut-album Briefcase Of Blues, delvist liveindspillet, mens Belushi og Aykrod optrådte som support for Steve Martin.

Musikken og ikke mindst konceptet overførte instruktøren John Landis til filmen, der nu er gået i evigt kredsløb på kabel-tv. Historien er efterhånden lige så kendt som de sange, der synges: Jake og Elwood plejede at spille i Blues Brothers, men Jake har været inde og spjælde, fordi han har forsøgt at betale bandets hotelregning ved at begå et røveri. Samtidig er der en indvævet historie om at skaffe 5.000 dollar til det børnehjem, hvor de voksede op. Den mission er filmens omdrejningspunkt, men dens berettigelse er dens kærlighed til soulgenren og dens store generøsitet over for soulkoryfæer som f.eks. Ray Charles og Aretha Franklin, der ikke var de hotteste navne, da filmen blev indspillet, men det blev de (igen), da den blev vist. Især Arethas scene med en formidabelt swingende udgave af »Think« er film- og musikhistorie.
I 1982 døde Belushi, efter et hårdt liv, af en overdosis, men Blues Brothers døde ikke. I stedet turnerede konstruktionen verden over med forskellige besætninger som en slags showorkester. Spøgen var dog ved at klinge ud, da Landis i 1998 forsøgte sig med en ikke særlig seværdig opfølger til 1980-filmen. Og nu om dage er vi ude i det absurde, hvor turnerende orkestre hylder Blues Brothers. Med andre ord: Kopibands, der kopierer et kopiband. Den ’ægte’ vare er dog fortsat anbefalelsesværdig.

*TV Danmark 1: 21.00 Blues Brothers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu