Læsetid: 2 min.

Kosovos Nelson Mandela

Adem Demaci, der sad i fængsel i 29 år, arbejder for et multietnisk Kosovo
26. maj 2003

Portræt
Kosovo-albanernes mangeårige menneskeretsforkæmper Adem Demaci er næsten blevet en levende legende. Efter mere end 29 år i serbisk fængsel fik han året efter sin løsladelse i 1991 tildelt Sakharov-prisen, Europa-Parlamentets menneskerettighedspris.
Adem Demaci tog straks efter befrielsen i 1999 afstand fra Kosovo-albaneres hævnakter. Da han dengang forsvarede serberne, blev han udsat for kritik fra visse dele af den albanske offentlighed. Nu, hvor han især taler romaernes sag, bliver den ældre, nydeligt klædte 67-årige menneskeretsforkæmper i spøg kaldt Sigøjnerkongen. Han synes stolt af både det og tilnavnet Kosovos Mandela.
Demaci var i årene efter sin løsladelse formand for menneskeretsorganisationen Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder og Frihed i Pristina, men valgte at træde tilbage for i stedet mere aktivt at gå ind i politik. Han blev formand for Det Parlamentariske Parti og udfordrede Ibrahim Rugovas enevældige position ved at kræve egentlige resultater for Kosovo-albanerne.

Studenterne råbte på ham
Da studenterne i Pristina gik på gaden og tydeligt viste deres utilfredshed over de manglende resultater fra Rugovas side, råbte de i stedet på Demaci. Og da den samme utilfredshed fra 1997 gjorde Kosovos Befrielseshær, UCK, til måske verdens hurtigst voksende frihedsbevægelse, valgte Demaci at træde tilbage som leder af det Parlamentariske Parti og i stedet fra august 1998 at blive politisk talsmand for UCK.
Men Demaci gik længere end UCK’s militære ledelse, da han afviste Vestens oplæg til Rambouillet-forhandlingerne. Han afviste at gå på kompromis i spørgsmålet om Kosovos uafhængighed og opfordrede – forgæves – UCK til at lade være med at tage til Frankrig.
Han trak sig i marts 1999 som politisk talsmand for UCK, men var med i kulissen fra den slovenske hovedstad Ljubljana. Først søgte den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright forgæves at overbevise ham. Siden afbrød UCK-lederen Hashim Thaci forhandlingerne i Rambouillet for at tage til Ljubljana for at høre Demacis mening.
Mirakuløst overlevede han både de serbiske udrensninger og NATO’s bombardementer i 1999. Under de månedlange bombardementer i 1999 afviste Demaci at flygte. Mens de fleste flygtede til Makedonien eller Albanien, forblev han i Pristina, selv da hans hustru sluttede sig til de titusinder af Kosovo-albanere, som søgte ly i Makedonien. Demaci valgte at blive sammen med sin 70-årige søster, som klarede madlavning og rengøring og nu og da ledsagede Adem Demaci på hans daglige spadsereture. To gange blev han arresteret og tilbageholdt. Anden gang truede de serbiske soldater med at skyde ham.
I dag har den 67-årige Demaci genoptaget sit arbejde i Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder, hvor han er æresformand. Han har ikke meget til overs for de politiske partier, men har i stedet fundet sig en rolle i opbygningen af det nye civilsamfund.
Ud over posten som formand for bestyrelsen for Kosovos radio og tv er han aktiv i menneskeretsarbejdet som bestyrelsesformand for Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre og især for at skabe gensidig forståelse, tolerance og sameksistens mellem albanere, serbere, bos-niaker, tyrkere og romaer fordi, som han siger, »Kosovo tilhører os alle«, og »vi ønsker et uafhængigt Kosovo som et multietnisk samfund«.

*Adem Demaci
Født 1936 i Pristina, Kosovo. Forfatter. Fængslet 1962-90. Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder 1991-97. Politisk talsmand for Kosovos Befrielseshær, UCK, 1998-99. Fra 2000 formand for Kosovos Radio og TV og for Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre fra 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu