Læsetid: 3 min.

Kvinde i et vadested

Efter et par magre år har forkvinden i The Pretenders, den formidable Chrissie Hynde, genfundet såvel melodi som gejst, hvilket er resulteret i et af karrierens bedste album
24. maj 2003

Nye cd’er
Fandtes der ikke en Chrissie Hynde inden for rockmusikken, blev vi nok nødt til at (gen)opfinde hende. Velvidende at hendes gruppe The Pretenders for længst er blevet afskrevet af de store masser og kastet hen i den stadigt voksende dynge af tilsyneladende afblomstrede (?) rockkunstnere, som tidsånden – det bæst – intet behov har for, kan hun stadig noget, der er umiskendeligt hendes – og det er svært at få øje på nogen, der gør det bare tilnærmelsesvist lige så godt.
Er det svært at ældes med ynde inden for rockmusikken, har der heller ikke været synderlig fokus på dem, der formår denne paradoksale kunst, selvom der de sidste år har været en del gamle røvhuller, der har givet de unge løver svar på tiltale ved at udsende plader, som simpelthen var for gode, til at de kunne affærdiges med et skuldertræk;
Johnny Cash, Bob Dylan, Merle Haggard, Lou Reed, Neil Young,
Leonard Cohen, Patti Smith, Nick Cave, Willie Nelson, Richard Thompson, ja selv en Carlos Santana har vist noget af sin oprindelige flair på det sidste.
Også Chrissie Hynde har vandret fortabt rundt i ødemarken det sidste årtis tid, men med de 14 sange, der udgør Loose Screw, har hun igen fundet melodien og ikke mindst, gejsten. Som altid når Hynde er bedst, spilles der her ud med en fuldstændig parolefri form for feminisme, hvor der ikke så meget tales som handles. Stadig smukt og efterlignelsesværdigt. Også for andre end kvinder, såmænd.

Mellem attitude og ømhed
Thi ingen kan som sangskriveren, sangeren og guitaristen Chrissie Hynde – forkvinde i og i manges øjne synonym med The Pretenders – i bedste tilfælde få sine sange til at balancere delikat og udfordrende et sted mellem tough attitude og dybfølt ømhed, mellem appetitlig melodik og et umiskendeligt rocket drive.
De kan tippe så meget til den ene side, at de ikke rigtig fungerer, men på Loose Screw går tingene i en sådan grad op i en højere enhed, at man godt tør bruge ordet comeback om dette indbydende udspil. Fra åbneren, den aggressive »Lie To Me« til den i strygere indpakkede og lækkert croonede lukker
»I Wish You Love«, skal vi tilbage til 1983’s mesterlige Learning To Crawl for at finde lignende helstøbt Pretenders-udgivelse.
Hynde har med sine rødder i punk aldrig udvist idioter m/k den store overbærenhed og få kan som hende give den slags tørt på, hvilket hun beviser flere steder på Loose Screw – en titel som »Fools Must Die« kræver således ikke noteapparat for at kunne forstås – men hun er næsten bedst, når hun giver los for paraderne og ukunstlet taler om længsler, behov og mere komplekse problematikker.
Det gør hun heldigvis tit på Loose Screw; sange som »Nothing Breaks Like A Heart«, »The Losing«, »Complex Person«, »Saving Grace« m.fl. er lyden af begavet og reflekterende rockmusik, pletrenset for teenageappel, bare maver, øjeblikkelig tilfredsstillelse og Westlife-harmonier; til gengæld opbygger hun et intelligent, swingende, underspillet, velproduceret og melodisk rum, den voksne lytter vil kunne finde sig til rette i, selvom hun ikke stryges med hårene uafbrudt. For så vidt at rockmusikken (også) er et felt, hvor erfaringer bearbejdes, omformes og videreformidles, ja, så gøres det ikke meget bedre end her.

*The Pretenders: Loose Screw (Eagle Records/Playground). Produceret af Kevin Bacon & Jonathan Quarmby
*www.pretendersband.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu