Skrøbelig
Den Demokratiske Republik Congo vrimler i dag med voldtægtsofre, fordrevne, forældreløse, krigere og lyssky forretningsmænd. Kort sagt: Det centrale Afrikas mest betydningsfulde stat er brudt sammen og medvirker til at gøre regionen til storleverandør af dårlige nyheder. I de senere måneder er der dog kommet gang i en fredsproces, der får ellers pessimistiske Afrika-eksperter til at glæde sig.
I april betegnede nødhjælpsorganisationen International Rescue Committee konflikten i Congo som den mest dødbringende siden Anden Verdenskrig. Bygget på feltstudier skønner organisationen, at krigen, der brød ud i august 1998, har kostet ca. 3,3 millioner mennesker livet. Mindst ni ud af ti dødsofre er civile, der er blevet ramt af krigens følger; f.eks. udbredt fejlernæring eller en sygdom som diaré, der under normale omstændigheder er let at behandle. Det er primært børn og kvinder, som er krigens ofre.
Til glæde for de hårdt prøvede congolesere har der både på slagmarken og på det politiske plan været en positiv udvikling de seneste måneder. Kampene mellem præsident Joseph Kabilas regeringsstyrker og oprørsbevægelser i Nord- og Øst-congo er indstillet, og en fredsaftale indgået i april overvåges af FNs observatørstyrke, MONUC. Politisk er oprørsbevægelserne og Kabila blevet enige om en forfatning og om at danne en overgangsregering, der inden for en periode på to år skal føre til demokratiske valg. Tre ud af fire vicepræsidenter to af dem krigsherrer er udnævnt, og regeringen ventes at fungere fra udgangen af måneden.
»Jeg er normalt afro-realist, hvilket vil sige pessimist, når det gælder udviklingen i Afrika. Men jeg må indrømme, at på det nationale plan er udviklingen i Congo de seneste tre måneder gået langt bedre, end jeg turde håbe på,« siger professor Filip Reyntjens fra Institut for udviklingspolitik og ledelse på Antwerpen Universitet i Belgien.
Lagkagepynt
Journalist og forfatter til bogen Congo formoder jeg, Peter Tygesen, ser ikke de store fremskridt.
»Det er næsten ligegyldigt, hvad der sker på det nationale plan i Congo. Virkeligheden nedenunder er, at Rwanda og Uganda bestemmer i den ene ende af landet, mens Zimbabwe og Angola bestemmer i den anden ende. Den nye regering har ingen magt, ingen penge og kun et militært bagland. Den kan kun fungere som symbolsk lagkagepynt, der kan give Kabilas styre det skær af legitimitet, som kan udløse bistand udefra. Overgangsregeringen er med andre ord ikke noget stort skridt fremad,« siger Tygesen.
Pervers udveksling
Som Tygesen er inde på, så besluttes fremtiden for Congo i høj grad uden for landets grænser. Hidtil har andre afrikanske lande mest udplyndret den mineralrige nation og brugt congolesisk jord til at nedkæmpe egne oprørsgrupper. Kun Sydafrika har arbejdet ihærdigt for fred.
Det er især Rwanda og Uganda, der beslutter Congos fremtid. Begge lande har i flere år haft tusindvis af soldater udstationeret i det nordlige og østlige Congo. Hovedparten af soldaterne er nu trukket hjem, men de to lande fjernstyrer stadigvæk via lokale krigsherrer.
»Der er til stadighed stor fare for, at Rwanda og Uganda vil bruge en anden mands hus altså Congo til at udkæmpe deres egne stridigheder. Selv om begge lande officielt har trukket sig ud af Congo, så har de jo stadig mange soldater der,« siger Fi-lip Reyntjens.
Professoren fra Belgien mener, at udviklingen i Congo på mange måder er afgørende for, hvad der sker i hele det centrale Afrika.
»Syv ud Congos ni nabolande er ustabile. De syv er Den Centralafrikanske Republik, Sudan, Uganda, Rwanda, Burundi, Angola og Congo (Brazzaville). Så længe situationen i Congo er så ukontrolleret som i dag, så vil der være en pervers udveksling af ustabilitet i form af f.eks. flygtningestrømme og oprørsgrupper mellem Congo og de syv lande,« siger Reyntjens.
»Den største tjeneste, nabolandene kan gøre Congos betrængte borgere, er at holde sig væk. Om de vil det for alvor, er tvivlsomt.«
Congoleserne må altså indtil videre svæve i stor uvished om deres skæbne. Udviklingsorganisationen Oxfam skriver om Congo:
»Hundredetusinder af menneskers dagligdag plages af usikkerhed: Usikkerhed om hvornår næste voldelige episode kommer, usikkerhed om hvornår de bliver nødt til at flygte fra deres hjem for at undgå angreb, og usikkerhed om hvornår deres hjem vil blive plyndret.«
*Rapport om dødelighed:
www.theirc.org/mortality/
