Set fra USA
BOSTON Er den danske regerings profil i Washington blevet skarpere under Bush og Fogh?
Det spørgsmål melder sig i forbindelse med den danske statsministers fem dage lange besøg i USA, som startede med landingen i hovedstaden i går. Anders Fogh Rasmussens tætpakkede program i dag er en klar antydning af den taknemmelighed, det officielle USA føler over for den danske leders politisk risikable kurs før og under Irak-krigen.
Præsident Bush byder danskeren til morgenmad i 40 minutter det er noget, han normalt ikke gør, og sammenkomsten bærer derfor præg af, at beslutningen er blevet taget i sidste øjeblik. Herefter følger møder med forsvarsminister Donald Rumsfeld og toppolitikere i Kongressen. På mandag er det vicepræsident Richard Cheney, som byder til. Et møde med udenrigsminister Colin Powell fredag er endnu ikke bekræftet. Danmarks profil er således rimelig høj i den amerikanske regering, men udenfor kniber det med at bryde igennem med budskabet.
»Ærligt talt. Jeg tror ikke, at særligt mange har lagt mærke til, at Danmark bidrog militært til Irak-krigen,« siger USAs tidligere NATO-ambassadør Robert Hunter, der er seniorforsker ved tænketanken Rand Corp. »Folk i Washington, som følger den slags, har selvfølgelig været opmærksom på, at den danske regering skilte sig ud fra de andre allierede i det kontinentale Vesteuropa. Det er jo en forbavsende kovending i dansk udenrigspolitik i betragtning af, at Danmark altid har sagt nej til atomvåben og til EUs forsvarspolitiske dimension. Og fodnotepolitikken!«
Fogh Rasmussens forgænger som partiformand i Venstre, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, havde et hyr med at bortforklare den såkaldte danske fodnotepolitik i NATO under sine besøg i USA i slutningen af 1980erne.
»Om Bush-folk er klar over det, er nok tvivlsomt,« siger Hunter.
Danmark ikke fremhævet
En anden kender af dansk udenrigspolitik, Helmut Sonnenfeldt, er til forskel fra andre i Washingtons udenrigspolitiske elite udmærket klar over, at Danmark bidrog til krigen i Irak med en minestryger.
»Men det er ikke, fordi Bush-regeringen har gjort noget ud af at pege på Danmark som et særligt eksempel i den liste over koalitionslande, Pentagon har offentliggjort,« siger Sonnenfeldt, der arbejder på Brookings Institution og er medlem af Rumsfelds uofficielle rådgivningsudvalg.
Han nævner, at nogle europæiske lande direkte har anmodet USA om at underspille deres militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf.
»Under krigen bevarede Tyskland og Tjekkiet styrker i Kuwait, der er specialiserede i at modvirke effekten af kemiske og biologiske våben. Det var ikke noget, de to regeringer ønskede at reklamere med over for opinionen,« siger Sonnenfeldt.
En minestryger ikke nok
Amerikanske aviser har ikke fremhævet Danmark som det eneste vesteuropæiske land ud over Storbritannien der bidrog til krigen med militært isenkram. Hvis det var lykkedes Fogh Rasmussen at overtale regeringen til at sende jægersoldater og ikke blot en mindre opsigtsvækkende minestryger ville den om-stændighed utvivlsomt have placeret Danmark i samme kategori som Polen i offentlig omtale af koalitionen.
Til det officielle Danmarks fortrydelse er Holland af uvis årsag ofte blevet nævnt som det vesteuopæiske land, der sammen med Polen bidrog militært til Irak-krigen.
Og til trods for at Aznar-regeringen ikke sendte et eneste våben eller en soldat til Irak, har Spanien en langt højere profil i USA som Bush-regeringen tro koalitionspartner.
Kun den konservative avis The Washington Times har en enkelt gang gjort en dyd ud af Danmarks særstilling i koalitionen. Det skete, da den danskfødte udenrigspolitiske ekspert Helle Dale fra den konservative Heritage Foundation i en klumme berettede om sit fædrelands indsats. Overskriften lød »Lille i størrelse med et stort hjerte«. I klummen forklarede Dale, at man i Danmark ikke kan lide at prale af sin indsats (husk redningen af de danske jøder, red). Ikke desto mindre burde amerikanerne bemærke et lille land som Danmark. En læser kommenterede: »Min far plejede altid at sige, at folks karakter bør måles ved, hvad de gør, når ingen lægger mærke til det...«
Den filosofi deler præsident Bush utvivlsomt. I dag skal Danmark statsminister hædres.
»Præsidenten vil klart nok lytte mere til Fogh end nogle af de andre europæiske statsministre,« forudsiger eks-ambassadør Robert Hunter.
