Læsetid: 3 min.

Lokalt/globalt

10. maj 2003


LOKALT
Flygtningelandsby skal være fængsel
*Justitsminister Lene Espersen (K) foreslår at omdanne en af landets nedlagte flygtningelandsbyer til et fængsel i et forsøg på at nedbringe ventelisterne til fængslerne. Lene Espersens forslag kom på et møde fredag med partierne bag den nuværende flerårige aftale om kriminalforsorgen.
Ud over planen om at skaffe omtrent 100 ekstra pladser ved at indhegne en flygtningelandsby foreslår justitsministeren blandt andet, at udviste personer, som sidder til afsoning, får afkortet deres straf, mod at de så bliver udvist noget tidligere, samt at flere får mulighed for at omdanne den sidste del af deres straf til samfundstjeneste.
ritzau

Handling mod porno i børnehøjde
*Forbrugerombudsmanden, Hagen Jørgensen, truer nu med at gå til domstolene for at tvinge tankstationer og andre butikker til at makke ret og fjerne alle pornoblade og -film fra børnehøjde. Hagen Jørgensen har i flere omgange været i aktion for at lægge en dæmper på pornoen. Senest har han på grundlag af nye klager fra Foreningen Pornofrit Miljø skrevet til en række tankstationers hovedkontorer og bedt dem – på vegne af deres tankstationer – om at skrive under på tilsagn om at lade være med at stille pornoen i børnehøjde.ritzau

Udsendte soldater skal i fokus
*Efter afsløringen af omfattende og grov sexchikane over for de kvindeligt ansatte i forsvaret, kræver Kvinderådet nu, at der iværksættes en undersøgelse af udsendte danske soldaters opførsel i forhold til eksempelvis køb af seksuelle ydelser fra prostituerede. Kvinderådet har tidligere foreslået ligestillingsminister Henriette Kjær (K) at udarbejde et etisk kodeks for danske soldater i international tjeneste, men det har ministeren afslået i forventning om, at danske udsendinge opfører sig ordentligt. Men med de ny chokerende tal om omfanget af sexchikane i forsvaret finder Kvinderådet det på sin plads, at Henriette Kjær genovervejer sin beslutning og samtidig iværksætte en undersøgelselse af soldaternes opførsel over for det modsatte køn.
ritzau

GLOBALT
USA lover at blive i Afghanistan
*USA vil først trække sine styrker ud af Afghanistan, når den afghanske regering selv føler sig i stand til stå for sikkerheden. Det lovede den amerikanske viceudenrigsminister Richard Armitage fredag under et besøg hos den afghanske regeringschef, Hamid Karzai, i hovedstaden, Kabul. Armitage er på en Asien-rundrejse for at forsikre USA’s allierede om, at supermagtens engagement i Irak ikke vil gå ud over Afghanistan, hvor der for øjeblikket er udstationeret 10.000 amerikanske soldater.
Viceudenrigsministeren rejste sent fredag videre til Indiens hovedstad, New Delhi. ritzau

Chávez klar til folkeafstemning
*Venezuelas regering erklærede sig torsdag parat til at indgå en aftale med oppositionen om at udskrive folkeafstemning om præsident Hugo Chávez’ styre. Betingelsen er, at udenlandske forhandlere holder sig væk.
»Vi er klar til at underskrive en aftale,« sagde vicepræsident José Vicente Rangel efter et møde med seks landes udsendinge.
Senere understregede undervisningsminister Aristobulo Isturiz dog, at Venezuela er en suveræn stat, og »der kan ikke blive tale om udenlandske mæglere«, fastslog han. ritzau

Avis: Nordkorea erkender a-bomber
*Nordkorea er i besiddelse af to atombomber. Det skulle styret i Pyongyang have erkendt under et møde med Kina og USA i sidste måned, skriver den japanske avis Sankei Shimbun, der citerer en anonym amerikansk kilde.
»Vi har allerede to atombomber,« skulle den nordkoreanske forhandler, Li Gun, have sagt på forhandlingernes første dag til USA’s viceudenrigsminister, James Kelly.
»Vort land er klar til at bruge enhver måde til at demonstrere vores atomare evner på,« havde Li tilføjet. ritzau

Flypassagerer suget i døden
*Op til 160 mennesker frygtes omkommet under en flyulykke i Den Demokratiske Republik Congo, hvor passagererne blev suget ud af flyet, da dørene gik op under flyvning.
Det lykkedes for den russiske pilot at bevare kontrollen over flyet og returnere sikkert til Kinshasa. De omkomne var fra en specialenhed ved politiets indsatsstyrker og deres familier, og det menes, at kun 40 mennesker har overlevet ulykken, men tallene var meget usikre.
Dørene i flyet gik pludselig op natten til fredag i en højde af 2.200 meter, da flyet var på vej fra hovedstaden Kinshasa til DR Congos næststørste by, Lubumbashi. Militære talsmænd fra DR Congo siger, at ulykken skyldtes, at alle dørene plus en rampe bagest i flyet åbnede sig, da flyets tryksystem brød sammen, 45 minutter efter afgangen.
ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her