Læsetid: 2 min.

Lokalt/globalt

9. maj 2003


Ny unilov vedtaget
*Folketinget vedtog i går en stor reformpakke for landets højere læreanstalter. Den nye lov modtages ikke med den store begejstring blandt universitetsfolkene: »Dét som driver universiteterne i dag, og som uden tvivl giver universiteterne den høje kvalitet, er studerende og ansatte, som brænder for lige præcis det fagområde, de beskæftiger sig. Høj kvalitet er afgørende for rekruttering af både forskere og studerende, men mest afgørende er dog fagets indhold,« siger uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd, Trine Trine Ingemansen. »Derfor er det ikke godt nok, at vi fremover må søge andre steder hen. Mister vi muligheden for at udvikle det fag, vi er på, så må vi som studerende i værste fald søge til udlandet, og forskerne må finde alternative jobmuligheder eksempelvis i det noget bedre betalte erhvervsliv. Og det kan visionære strategiplaner fra de enevældige ledere ikke ændre på. Kvalitet kommer nedefra.« meth

Batasuna på USA’s terrorliste
*Som indirekte tak for Spaniens støtte til krigen i Irak, satte USA onsdag det baskiske separatistparti Batasuna på sin liste over internationale terrororganisationer. Batasuna er den politiske gren af den baskiske løsrivelsesbevægelse, ETA, der allerede står på listen.
»José Maria Aznar er en mand af principper og en mand af mod. Under hans ledelse er Spanien blevet en stærk partner i krigen mod terror, og han stod ved koalitionens side for frigørelsen af det irakiske folk,« sagde Bush.
Svaret fra Aznar var overstrømmende taksigelser: »Som leder af den spanske regering, som spanier og som ven ønsker jeg at sige ham en særlig stor tak.« ritzau

Kønskrænkende adfærd i forsvaret
*En ny undersøgelse afdækker, at sexchikane er udbredt i forsvaret, og forsvarschef Jesper Helsø varsler, at der skal gøres noget ved problemet. Omkring en tredjedel af de militært ansatte kvinder oplyser i en spørgeskemaundersøgelse, at de har oplevet situationer med kønskrænkende adfærd, mens det tilsvarende tal for de civilt ansatte kvinder og mændene er omkring 10 procent.
Hyppigst forekommende er situationer, hvor der er blevet lagt mærke til kvinden, eller hvor hendes udseende er blevet kommenteret. Disse situationer opleves dog som mindre krænkende end situationer, hvor f.eks. funktionerne betvivles eller nedgøres på grund af kønnet.
Situationer, hvor der ikke vises kvinden og hendes arbejdsindsats respekt, er oplevet af omkring 40 procent af de militært ansatte og omkring 15 procent af de civilt ansatte kvinder.
ritzau

Mange dræbt i Østafrika
*Oversvømmelser har i de seneste dage skyllet huse og veje væk i Etiopien og Kenya. Mindst 40 mennesker er omkommet i vandmasserne, og tusindvis af mennesker har mistet deres hjem, hvilket har gjort dem sårbare over for krokodilleangreb, siger Røde Kors i Kenya. FN siger, at mindst fire mennesker er dræbt af krokodiller. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her