Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

26. maj 2003


LOKALT
Cubafange med i terrorgruppe
*Den danske fange på Guantánamobasen i Cuba står i forbindelse med den algeriske terrorbevægelse GSPC – salafistgruppen for bøn og kamp. Oplysningen stammer fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som har haft kontakt med de amerikanske myndigheder om sagen. Det skriver Politiken Søndag.
GSPC figurerer på amerikanske lister over muslimske terrorgrupper, og bevægelsen menes at stå bag kidnapningen af 32 turister i Algeriet. Godt halvdelen blev i sidste uge befriet af elitestyrker.ritzau

Støtteprotest for malingaktivister
*I 70 dage har de to malingaktivister Rune Sørensen og Lars Grenaa siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, hvor de er tiltalt for at have kastet rød maling på statsministeren og udenrigsministeren. Men når Københavns Byret i morgen endelig tager stilling til deres straf, vil det ske under protest fra en lang række kulturpersonligheder – blandt andre forfatterne Ebbe Kløvedal Reich og Jan Sonner-gaard, skuespillerne Andrea Vagn Jensen og Margrethe Koyto, historikeren Benito Scocozza og juristen Niels I. Meyer – der i en fælles erklæring betegner den langvarige tilbageholdelse som politiske fængslinger.
Malingaktionen skulle symbolisere, at VK-regeringen havde blod på hænderne, da de sammen med Dansk Folkeparti besluttede at sende to flådefartøjer til Irak. Den politiske happening medførte en tiltale for vold mod tjenestemand i funk-
tion og for deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden på et offentligt sted.ritzau

Kontanthjælp-straf stoppede pjæk
*Børn af ledige socialt belastede forældre i Helsingør er begyndt at pjække fra skole igen. Pjækkeriet var ellers stoppet i forbindelse med, at kommunen i godt et år skar i forældrenes kontanthjælp, hvis deres børn blev væk fra skole. Helsingør Kommune hilser derfor regeringens forslag om at tvinge ledige forældre i aktivering med krav om, at de f.eks. skal følge deres børn i skole, velkommen.
»Ordningen kan opfattes som en straf, men i virkeligheden er det en hjælp til de belastede familier. Det er det, der kan være med til at bryde den sociale arv,« siger formand for kommunens socialudvalg Jan Ewald (K).
ritzau

Fergo fyrer it-firma
*Efter Rigsrevisionens skarpe kritik af det økonomiske kaos i Kirkeministeriet, har kirkeminister Tove Fergo (V) besluttet at droppe samarbejdet med konsulentfirmaet PLS Rambøll, som har drevet og bemandet det såkaldte it-kontor i ministeriet skrev Kristeligt Dagblad lørdag.
Kontoret har haft ansvaret for udviklingen af informationsteknologi i folkekirken. Rigsrevisionens beretning viser, at it-budgetterne fra 1997 til 2002 blev sprængt hvert eneste år, bortset fra 2001. Sammenlagt brugte it-kontoret i perioden 334 mio. kr. mod budgetterede 229 mio. kr. Som konsekvens heraf har Kirkeministeriet besluttet at slutte samarbejdet med det private firma, hvilket angiveligt vil forbedre styringen af økonomien i folkekirkens fælles pengekasse, Fællesfonden.ritzau

GLOBALT
Algerisk dødstal over 2000
*Antallet af døde efter jord-skælvet i Algeriet steg i går til over 2000, men eftersøgningen efter overlevende fortsætter. Lørdag blev tre mennesker fundet i live, omkring 52 timer efter at de var blevet begravet.
Ifølge indenrigsministeriets seneste tal døde 2.047 mennesker, mens 8.626 blev sårede af skælvet, der blev målt til 6,7 på Richterskalaen. ritzau

Nordkorea afviser atomafpresning
*Nordkoreas statsstyrede nyhedsbureau KCNA tog lørdag afstand fra beskyldninger om atomafpresning, som blev fremført af USA’s præsident, George W. Bush, få timer tidligere.
»Vi vil ikke tolerere atomvåben i Nordkorea. Vi vil ikke give efter for afpresning. Vi går ikke med til noget andet end en total, kontrollerbar og uomstødelig eliminering af Nordkoreas atomvåbenprogram,« sagde Bush på et pressemøde i Texas.
KCNA fordømte beskyldningerne: »Fuldstændig nedrustning af atomvåben på denne planet er ret meningsløst, hvis ikke atommagten USA beviser sin ikke-nukleare politik ved at afmontere sine atomvåben.«

Danmark vil med i Sikkerhedsrådet
*Danmark har sikret sig opbakning til en plads i FN’s Sikkerhedsråd fra 101 lande, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K): »Vi fik støtte fra tre af landene, som jeg netop har besøgt i Mellemøsten, nemlig Syrien, Algeriet og Marokko. Det fjerde land, jeg besøgte, var Saudi-Arabien, og da havde vi i forvejen støtte til medlemskabet. Nu står 101 lande bag os,« siger han.
Danmark har i nogen tid arbejdet på at få én af de 10 roterende pladser i Sikkerhedsrådet fra år 2005, når Spaniens og Tysklands perioder udløber. Det giver to ledige pladser for gruppen for europæiske lande, og foreløbig er kun Danmark og Grækenland kandidater.ritzau

Strid om lokalråd i Syd- og Nordirak
*De britiske besættelsesstyrker i Irak meddelte i går, at de vil erstatte Basras lokalråd med en komité bestående af teknokrater under ledelse af den britiske militærkommandant i området. Lokalrådet har ellers været prist i høje toner som en model for efterkrigssamarbejdet. Beslutningen affødte vrede reaktioner fra det 30 mand store fyrede lokalråd. I den nordlige, kurdiskdominerede del af Irak, blev dannelsen af et lokalråd der forsinket pga. en beslutning fra den amerikanske militærkommandant i området. Befolkningen følte, at amerikanerne tilgodeså kurderne i urimelig grad, idet fem ud af seks repræsentanter, amerikanerne kunne udpege til lokalrådet, var kurdere.ritzau

Pædofilisag fælder generalguvernør
*Australiens generalguvernør, Peter Hollingworth, trådte i går tilbage efter længere tids beskyldninger om, at han havde dækket over pædofili i den anglikanske kirke. Sagen, der bragte Hollingworth til fald, stammer fra hans tid som anglikansk biskop i Brisbane, hvor han ifølge en senere kirkelig undersøgelse dækkede over en præst, som var berygtet pædofil. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her