Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

17. maj 2003


LOKALT
Danskere frarådes at rejse til Kenya
*Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikkenødvendige rejser til Kenya blandt andet på grund af terrortrusler mod den civile luftfart, fremgår det af Udenrigsministeriets hjemmeside.
Med advarslen er situationen blevet skærpet i forhold til torsdag, hvor ministeriet alene advarede mod ophold bestemte steder i landet. Udenrigsministeriet advarer samtidig om, at der i hele Østafrika – herunder Kenya består en »mulig« terrortrussel mod vestlige mål i Nairobi og i havnebyerne generelt.
ritzau

23 personer tiltales i Brixtofte-sag
*Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte (V) og hans højrehånd, tidligere ordførende direktør Leif Frimand, kommer ikke til at sidde alene på anklagebænken i kriminalretten i Hillerød. Foruden makkerparret, der ifølge anklageskriftet i årevis styrede Farum bag ryggen af byrådet, tiltales 21 andre personer. Det skriver B.T.
17 af de 21 var medlemmer af Farum byråd i sidste valgperiode. De anklages for ikke at have haft styr på økonomien. Værre er det for fire andre, som kan se frem til en tiltale for mandatsvig – en forbrydelse, der kan give op til otte års fængsel. ritzau

Grønne regnskaber er for usikre
*Nye forsøg med at lave grønne regnskaber og dermed opgøre overskuddet af kvælstof og fosfor på den enkelte landbrugsejendom afslører, at der fortsat er et stykke vej, før de grønne regnskaber kan afløse de nuværende miljøregler om gødning og harmonikrav til gavn for vandmiljøet. En ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) viser, at det er muligt at lave opgørelser over næringsstofregnskaberne, men at de fortsat er behæftet med for stor usikkerhed til at være brugbare redskaber. Rapporten er en del af forarbejdet til den kommende Vandmiljøplan III.ritzau

Færøerne søger om plads i Nordisk Råd
*Færøernes Landsstyre har nu sendt en ansøgning til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om at Færøerne kan få selvstændigt og fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd.
Da landsstyret blev dannet efter lagtingsvalget for et år siden satte landsstyret sig det mål, at Færøerne skal have selvstændig repræsentation i Nordisk Råd. Et enigt lagting står bag ansøgningen, og landsstyret beder i brevet statsminister Anders Fogh Rasmussen sende den færøske anmodning videre til henholdsvis Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. ritzau

GLOBALT
USA og Tyskland igen på talefod
*Efter flere måneders tavshed i forholdet mellem USA og Tyskland førte forbundskansler Gerhard Schröder fredag »åbne og ærlige« drøftelser med den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, i Berlin.
Schröder erklærede sin støtte til USA’s ønske om at få ophævet alle FN-sanktioner mod Irak. »Sanktionerne giver ingen mening mere,« sagde Schröder.
Schröder og den amerikanske udenrigsminister drøftede også situationen i Afghanistan, hvor en udvidelse af mandatet for den internationale sikkerhedsstyrke ISAF er på tale. Powell sagde, at han glædede sig over at være i Tyskland. Inden mødet med kansleren havde han udtrykt håb om, at uenigheden mellem Washington og Berlin langsomt kan overvindes.
»De seneste måneder har været meget, meget vanskelige,« sagde han til tysk tv. ritzau

Per Stig på rejse i Mellemøsten
*Udenrigsminister Per Stig Møller (K) begiver sig søndag på rundrejse i Mellemøsten og Nordafrika, hvor han skal besøge Syrien, Saudi-Arabien, Algeriet og Marokko.
På rejsen, der varer frem til fredag, skal han bl.a. mødes med præsident Bashar Assad i Syrien, kronprins Abdallah i Saudi-Arabien, præsident Abdelaziz Bouteflika i Algeriet og udenrigsminister Mohamed Benaïssa i Marokko. Besøget har både politiske og erhvervsmæssige formål. ritzau

Slovakiet håber på høj deltagelse
*At det bliver et ja til EU-medlemskab i Slovakiet, er der næppe nogen, der tvivler på. Spørgsmålet er bare, om et tilstrækkeligt antal vælgere møder op ved stemmeurnerne, sådan at resultatet kan kendes gyldigt. Det kræver nemlig, at mindst 50 procent af de stemmeberettigede deltager i afstemningen, og ifølge meningsmålinger ventes mange at blive hjemme på sofaen.
Af samme grund har stemningen blandt de slovenske politikere været nervøs forud for folkeafstemningen, der gennemføres både fredag og lørdag. Det har fået alle partilederne til at glemme de politiske stridigheder for en stund og stå sammen side om side. Siden Slovakiet blev selvstændigt i 1993, er der afholdt fire folkeafstemninger, og ved ingen af disse nåede procenten over 50. ritzau

Saddam Hussein var i topform
*Saddam Hussein var i fremragende fysisk form, da han var
irakisk præsident, og han har erfaringen og forstanden til at kunne holde sig skjult i årevis, mener nogle af hans nærmeste læger. Lægerne, der ikke vil have deres navne frem, siger til det britiske nyhedsbureau Reuters i den irakiske hovedstad, Bagdad, at Saddam, der blev født i 1937, kan forvente at leve i mange år endnu, og at han ikke er den type, der vil tage sit eget liv, selv om han skulle være tæt på at blive taget til fange.
Den amerikanske regering, der indledte krigen mod Irak den 20. marts, ved ikke, om Saddam Hussein og hans to sønner blev dræbt eller overlevede to bombeangreb, der gik direkte efter dem under krigen. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her