Læsetid: 4 min.

Lyseblå indeni eller udenpå

Deadline får hver dag det sidste ord: Søndag var der debat mellem Margrethe Auken og et børnebandemedlem fra SF
15. maj 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Små kulørte balloner bliver pustet op og fiser ud i løbet af aftenen. Indimellem har vi det sjovt. Det, Poul Krebs kalder små sensationer, løber gennem radio- og tv-aviser. Søndag kom det ifølge TV-avisen kl. 18.30 og 21.00 til sammenstød mellem katolikker og Kvickly. Kirken og kapitalismen på kollisionskurs! Jesus og Jomfru Maria var blevet trådt på. Kvickly havde nemlig lanceret badesandaler udstyret med stjernebilleder af både Jesus og hans mor i hidsige farver på sålerne. Det var for meget for en kvindelig katolik fra Vordingborg: Hun ville trække en streg. Det var simpelthen blasfemi. Hun lovede, at hun personligt ville melde supermarkedskæden til politiet. Således sluttede indslaget skarpt og med løfter om repressalier fra en forsmået borger. Det var storartet tv-journalistik.
På Brøndy Stadion blev AGF udsat for justitsmord: De blev snydt for et soleklart mål. Det kunne alle og enhver se på slowmotionoptagelserne i Fodboldmagasinet på Danmarks Radio: Bolden var altså bag stregen.
Og i Radioavisen søndag morgen var pensionen på spil. Denne gang fordi Berlingske Tidende var så heldig at kunne bringe uddrag fra Thomas Larsens udvidede og opdaterede interviewbog med statsminister Anders Fogh Rasmussen! Statsministeren skulle i bogen have foreslået en sammenhæng mellem pensionsalder og gennemsnitslevealder: Hvis folk lever længere, skal de også arbejde længere.
»Nej,« sagde Venstre politiske ordfører, Jens Rohde, i radioen: Det havde han ikke hørt noget om. Det havde de ikke snakket om i partiet.
»Nej,« sagde Pia Kjærsgaard i TV-avisen. Hun ville ikke gå med til at skære i pensionen.
Frank Jensen ville derimod gerne høre, om det betød, at Venstre løb fra sine løfter om efterlønnen.

Det sidste ord
Der var en fjerde historie som satte dagsorden søndag: SF skifter holdning! SF bliver tilhængere af EU! Holger K. Nielsen trådte frem og sagde det samme, som Ebbe Kløvedahl Reich sagde forrige søndag: EU skal være modvægt til USA. EU skal styrkes, så amerikanerne ikke bestemmer det hele.
Deadline på DR2 har det sidste ord i nyhedstrømmen. Hver eneste dag konkluderer Deadline på dagens små sensationer. De lidt for små historier bliver sorteret fra, og de væsentligere historier bliver trukket frem. Det er forbrugerservice for voksne mennesker efter de små børns sengetid.
Søndag aften var der ikke plads til sandalskandalen fra Kvickly, og der var ikke et ord om justitsmordet på Brøndby Stadion.
Studieværten, Martin Krasnik, diverterede med fire saglige nyhedshistorier og ingen forsmåede forbrugere: Colin Powells besøg i Mellemøsten, folkeafstemningen i Litauen, valget i Montenegro, og så lukkede Krasnik indtil videre pensionsballaden med et citat fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen som sagde: »Nej. Venstre har ikke planer om at ændre pensionsalderen. Lige nu.«
Og så var der debat: Martin Krasnik kiggede ind i kameraet og spurgte: Hvad ville der ske, hvis Socialistisk Folkeparti forsvandt? Ville nogen opfinde det?«

Lyseblå eller lyseblå
Margrethe Auken var i studiet. Hun var klædt i sort trøje og en lyseblå skjorte udenover. Friske farver og et stort smil. Over for hende sad en af SF’s unge løver: Peter Goll, som skulle være del af det miljø, der bliver kaldt for ’børnebanden.’ Goll var også klædt i lyseblåt og sort. Men han havde en sort blazer udenpå og en lidt mat lyseblå skjorte på indenunder.
»SF er midt i en alvorlig identitetskrise,« sagde Martin Krasnik.
Det kunne Margrethe Auken ikke se. »Nej,« sagde hun. Og snakkede ellers om, hvor godt det gik, og de unge havde ikke noget at komme med på retsområdet, som Anne Baa-strup ikke allerede sagt.
»Du virker defensiv«, sagde Martin Krasnik til Margrethe Auken. Hvilket kun bekræftede for seerne ved igen at svare benægtende: Nej, det var hun i hvert fald ikke. Når hun var ude i folkeskolerne og fortælle om fremtiden, så fik de blanke øjne i ottende og niende klasse. Det gjorde de i hvert fald. De unge – det så godt ud for SF.
Peter Goll syntes ikke, det gik så godt. Han syntes, SF skulle være bedre til det med ’det nære’: integrationsområdet og retspolitik. SF skulle være Danmarks bedste parti til at bekæmpe kriminalitet. Og SF skulle være gladere og ikke så folkeopdragende som Margrethe Auken.
Det var lidt svært for det unge børnebandemedlem at virke glad og optimistisk på tv. For Margrethe Auken afbrød ham og rystede på hovedet:
»Du sidder og bagtaler os!«
Men Peter Goll måtte spørge præsten i de glade farver, hvad der egentlig var sket ved sidste valg, hvis det virkelig gik så godt i SF?
Martin Krasnik konstaterede, at SF ikke havde været så langt fra realpolitisk indflydelse i 25 år.
»Fuld fart,« sagde Margrethe Auken uanfægtet: »nej, nej. Vi er i fuld fart fremad.«
Det var svært at få øje på SF’s høje hastighed i Deadline søndag. Lyseblå udenpå eller indenunder: Man kunne se SF’s identitetskrise på tv. Margrethe Auken ville have sagt: Nej. Det kunne man ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu