Læsetid: 3 min.

Mellem mange stole

Det er ikke svært at slå sig ned på Scandinavian Furniture Fair – men værre at slå sig til tåls
9. maj 2003

Møbelmesse
Der har altid været noget erotiserende ved salgsmesser og store kommercielle udstillinger. Det gælder også møbelmessen i Bella Centret, der åbner søndag for publikum og fra onsdag har været tilgængelig for fagfolk, det vil sige møbelfabrikanter, forhandlere, designere og livsstilsskribenter.
Der er Gammel Dansk til morgenkaffen, og folk mødes i deres bedste skrud. Jakken tages først på det sidste stykke ind fra parkeringspladsen, damernes bluser er nystrøgne og slacksene stramme fra morgenstunden, selv om man godt ved, hvordan de sidder, når dagen er omme, når resultaterne skal gøres op og anstrengelserne sammenlignes med konkurrenternes rundt om på de andre stande.
»Kommer du ikke hen og besøger os« – lyder det uafladelig fra bekendt til bekendt i hal B, C eller H, fyldt op med kontormøbler, accessories eller belysning.
Der er noget erotiserende ved sådan en fagmesse, ikke fordi den fyldt med langstrakte chaiselonger og blomstrende sengemiljøer, men fordi forventningerne og ambitionerne er så store rundt om på standene.
Der snakkes lige så meget svensk som jysk, og der er helt internationalt disket op med drinks og en spansk skinke på standen hos firmaet Linds – hvad der uafladelig får de hårdt polstrede sofaer til at ligne skinker – eller en kæmpe schweizerost at grave i til et glas øl på en stand med rustikke møbelstoffer.
Det erotiserede indeklima er så påfaldende under de paradisiske glastage, at man som mandlig reporter fristes af den gamle leg, der hedder ’Gæt en stand – følg en kvinde’: Hvilke møbler repræsenterer hun dér med højhælede støvler og mønstret batiksjal? – eller hende på vej den anden vej med metalspænder på skoene og sevillanosflæser under den sorte jakke? Rigtigt forudset: hhv. have- og computerborde.
Et par ualmindeligt spidse ruskindssko fører til en stand på størrelse med en dansk parcelhusforstue, hvor ikke mindre end tre mørke habitter og nu kvinden med skosnuderne taler polsk mellem den slags brunlakerede spisestuestole, som midt i 1970’erne var almindelige på stationshoteller i Danmark.
Om de tilstedeværende repræsenterer en række forskellige polske producenter, eller ligefrem en brancheorganisation? Næ, men den polske handelslegation Ambassaden!

På polsk
Nååh, så møblerne og standen er her efter invitation fra Scandinavian Furniture Fair?
»Man får ikke noget gratis i Danmark!« – lyder det kommercielle svar, men jeg må gerne få en gratis brochure med eksempler på andre polske møbler.
Men der er også danske klassikere til stede på møbelmessen, ikke bare som en stribe skamløse plagiater hos Danform, men også en original Wanscher Collection eller Poul Kjærholm i stål og læder på lyst strandsand eller Finn Juhls orange pelikaner.
To unge kvinder iklædt en mellemting mellem redningsvest og kasket med lange ærmer fører til GoPingPongs stand i den såkaldte Talentzone, hal H. Og her opfører de en ballet, der siger sparto til stewardessernes sikkerhedsinstruktioner under opstigning, for vi er nede på jorden med møbelmessens sjoveste indslag. Og dén gruppe på fire næsten færdige designstuderende kommer man til at høre mere fra.
Deres filosofi er, at møbler ikke først og fremmest på klassisk vis er en fast udskæring eller opstabling i rummet, men en afbalancering af et samvær, hvor deltagerne fysisk følger hinandens reaktioner gennem møblet som fælles påklædning. Et blødt bord mellem seks mødedeltageres kroppe spændes ud som en redningsflåde, eller to kan hygge sig på den plasticblase, den ene fejer rundt med i rummet.
Ikke langt derfra rejser sig en ruminstallation udført af pap og gamle Informationer. Og netop dette distingverede dagblad er valgt som råmateriale, fordi det har så få farvebilleder, forklarer to andre ophavskvinder, der har fået erfaring for, at en stak Informationer er svær at save i, men nem at opløse i en spand vand!

adw@information .dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her