Læsetid: 6 min.

Mennesker eksisterer i rum

Det 20. århundredes største mænd og kvinder har lagt ansigter til Arnold Newmans portrætter, som denne sommer kan ses på Louisiana
31. maj 2003

Fotografens øjne hviler ikke. Konstant søger de mod nye, mulige motiver. Hvad enten det er en bi, som kæmper for at komme ud af et vindue, Informations udsendte, som har for vane at støtte hagen med højre hånd eller en medarbejder fra Louisiana, som stikker hovedet ind på kontoret for at give en kort besked, så begynder Arnold Newman straks at fundere over, hvordan handlingerne og bevægelserne ville tage sig ud som fotografi.
Den 85-årige fotograf Arnold Newman er gudfader til det såkaldte Environmental Portrait, hvor miljøskildringen indgår som centralt element i miljøskildringen. Newman lader med andre ord personerne udfolde sig i deres egen biotop: præsidenten i det ovale værelse, kejseren i tronsalen, byplanlæggeren på kranen, komponisten ved sit flygel og kunstneren omgivet af sine værker. Newman tvinger ikke personerne ind i ukendte rammer, men indrammer dem i stedet i de velkendte rum, som de i forvejen har formet eller har ladet sig omforme af.
Derfor forsvinder Stravinskij nærmest ind i musikken ved sit flygel, Piet Mondrian fremstår lige så retvinklet som sine egne malerier og industrimagnaten Alfried Krupp ligner djævelen selv i fabrikshallen med ovenlys. Hvis folk er ren overflade og ikke eksisterer i noget rum – i hvert fald ikke noget, som Arnold Newman kan få øje på eller finder det værd at beskæftige sig med – er der efter hans mening ingen grund til at spilde film på dem.
»Alt for mange af de nye Hollywood stjerner er blevet opdaget, fordi de er yndige piger og drenge. For mig er de rene kunstprodukter. Jeg er slet ikke i stand til at fotografere dem, fordi jeg kommer vældig meget i tvivl, om der overhovedet er et menneske bag den yndige facade.«
I Marilyn Monroes tilfælde fandt han det. Derfor er Arnold Newmans portræt af hende markant anderledes end de mange andre, der er taget af hende. Hos Newman ser man en forvirret og ulykkelig kvinde, som er ved at gå i opløsning. Billedet blev taget efter en middag hos en ven i Beverly Hills, hvor Newman havde Monroe til bords.
»Faktisk tog jeg billedet, mens hun sad og fortalte om sine problemer. Mens jeg fotograferede hende, tænkte jeg på, hvor absurd det var, at alle havde så travlt med at fortælle hende, hvor smuk hun var, når hun lyste langt væk af at kæmpe med store psykiske problemer. To måneder efter, jeg havde taget billedet, begik hun selvmord. Jeg vil ikke sige, at det kom som nogen overraskelse for mig.«

Arnold Newman begyndte oprindelig at studere kunst på universitetet i Miami, men på grund af pengemangel blev han nødt til at opgive. I stedet begyndte han i 1938 at arbejde hos en portrætfotograf i Philadelphia. Han begyndte at eksperimentere med fotografiets muligheder og kom hurtigt i kontakt med nogle af datidens førende fotografer og billedkunstnere, som tog ham under deres vinger. Da han var 26 år havde han således allerede holdt sin første separatudstilling og var fast fotograf for LIFE og modebibler som Harper’s Bazaar og Vogue. Karrieren som modefotograf stoppede dog relativt hurtigt:
»Det var ikke moden, der var noget i vejen med. Det var mere hele atmosfæren, som var ganske uudholdelig. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at jeg hellere ville ud og (gen)opdage den virkelige verden.«
For Arnold Newmans vedkommende betød det, at han hellere ville fotografere Nobelpristagere og kulturpersonligheder end næste sæsons bademode.
»Jeg foretrækker at fotografere folk, som handler. Det kan godt være, at jeg ikke bryder mig om dem som personer eller helt forstår, hvorfor de har valgt at bruge deres liv, som de har. Måske hjælper de verden. Måske styrer de verden i en forkert retning; men jeg forholde mig til dem. Krupp brugte f.eks. jødiske slavearbejdere på sine fabrikker, som senere blev sendt direkte til gaskamrene. Jeg har også fotograferet mange statsmænd, som jeg ikke ligefrem deler politisk observans med, men jeg går altid til opgaven på samme måde. Bruger min intuition og laver min research, hvor jeg finder ud af, hvor de gik i skole, om de har været i militæret, om de har børn og alt sådan noget.«
Portrættet af Alfried Krupp spiller en stor rolle for Newman. Bl.a. fordi Krupp efterfølgende pudsede en lejemorder på Newman. Det var Newsweek, som bad Newman om at drage til Essen og fotografere den mægtige industrimagnat. Newman fotograferede Krupp i al sin magt og vælde i en enorm fabrikshal – og selv om Krupp ikke har horn i panden, er der alligevel noget vældig diabolsk og skræmmende over ham. Han bliver personificeringen af Magten.
Krupp forstod en fin hentydning og forsøgte at få erklæret Newman persona non grata i Tyskland, efter det ikke var lykkedes ham at få billederne destureret.
»Han sendte en mand afsted for at skræmme livet af mig, men helt ærligt: Var endnu en død jøde mon ikke det sidste, Krupp havde brug for?«
Arnold Newman elsker tilsyneladende historien om Krupp, for han smågriner konstant som en anden uartig skoledreng, mens han genfortæller den. Billedet af Krupp har iøvrigt hæderspladsen på væggen hjemme i dagligstuen i New York. Med undtagelse af Krupp har Newman dog først og fremmest haft taknemmelige ofre i linsen. Han er de amerikanske præsidenters foretrukne fotograf, selv om han ikke ligefrem deler politisk observans med dem alle. Særligt ikke republikanerne.
Selv om Newman flere gange i interviewet betoner, at han ikke fremstiller kulturpersonligheder og statsmænd forskelligt, aner man alligevel på udstillingen, at Newman som regel føler langt større sympati med kunstnerne end med statslederne. Sidstnævnte fremstår ofte som ufremkommelige magtsymboler. Eller måske ligefrem latterlige? Etiopiens kejser, Haile Selassie, forsvinder ind til en diminutiv skikkelse i den mægtige sal, hvor han sidder i sin tronstol med fødderne på sin lille tronskammel.
En spansk kardinal er portrætteret som et barokmaleri. De blodrøde farver og de prægtige kirkelige symboler, som omkranser ham, underbygger hans magt og betydning. Kigger man på selve kardinalen, ligner han derimod en syg og svækket olding, som aldrig har været en del af denne verden, men som kan forsvare sig mod den sekulære verdens modbydeligheder med den enorme flerarmede lysestage, som hviler på hans skød.

Malere som Rembrandt, Picasso, Mondrian og Matisse har været store inspirationskilder for Arnold Newman.
»Jeg takker altid Vorherre for at have mange forskellige inspirationskilder. For havde jeg kun en eller to, var jeg aldrig blevet andet end en kopist! Når man er inspireret af mange forskellige kunstnere, er man derimod nødt til at finde sin egen vej. Da fotografiet blev opfundet, var der straks dem, der mente, at maleriet snart ville afgå ved døden. Men det gav snarere en hel ny frihed. Malerne fik friheden til at udforske og løsrive sig fra at skulle male flatterende billeder af store personligheder. Til gengæld har vi fotografer lært en masse af billedkunstnerne om komposition og om vigtigheden af at give plads for forskellige fortolkninger af verden.«
Arnold Newman bøjer sig ned efter sit kamera, som står i en fototaske på gulvet.
»Det er dog imponerende, så tungt det er,« mumler han for sig selv. »Jeg synes, det bliver tungere og tungere, som årene går.«
Med stort besvær får han tasken over skulderen og bevæger sig ud i parken på Louisiana. Et museum, som han kalder »verdens mest demokratiske«, fordi man har lov til at sidde på græsset og slappe af, når man ikke orker at se mere kunst eller er mættet efter de mange indtryk.
»Det er et sted lige i min ånd,« siger han, mens han tusser afsted over plænen med sin kamerataske over skulderen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu