Ny film
CANNES Det er hjernen snarere end hjertet, som er målet for Lars von Triers nye film, Dogville, der i går blev vist for 2.000 pressefolk på filmfestivalen i Cannes. Men hvor tidligere Trier-film som Breaking The Waves og Dancer In The Dark var følelsesmæssigt udfordrende oplevelser, så er Dogville en blændende intelligent og intellektuel leg med filmmediet og vore forventninger til, hvad en film kan være. Verdenspressen kvitterede med stående bifald.
Man kan ikke andet end beundre Triers egensindige tilgang til en kunstart, der er 100 år gammel og stadig i rivende udvikling ikke mindst takket være ham selv. Dogville overrasker og underholder, men det er ikke nogen nem film at gå til. Den kræver meget af sit publikum koncentration, medleven og især tålmodighed med en spilletid på næsten tre timer og vil utvivlsomt provokere mange mennesker med sin lidenskabsløse, men barske historie.
Moral og etik
Med udgangspunkt i Brecht-Weill-sangen, »Sørøver Jenny,« der rummer et hævntema, fortæller Trier historien om den smukke og mystiske Grace (Nicole Kidman), som på flugt fra gangstere ender i den lille mineby Dogville i Rocky Mountains i 30erne.
Byens selvgode samvittighed, lommefilosoffen Tom (Paul Bettany), der lever for at illustrere sine pointer om moral og etik for byens øvrige, ofte ligegyldige beboere, får dem overbevist om, at de bør prøve at hjælpe Grace og på den måde udvikle sig som mennesker.
I løbet af 14 dages prøveperiode charmer hun sig ind i hjerterne hos den lille bys isolerede beboere, og sammenholdet i Dogville synes kun at blive stærkere. Men venligheden har en pris, må Grace sande, da også politiet kommer til byen for at finde hende, og beboerne begynder at blive nærgående og ubehagelige. Tom, der har forelsket sig i Grace, er så meget en teoriens mand, at han ikke formår at forsvare hende mod overgreb, og situationen udvikler sig til et næsten surreelt mareridt.
Der har været meget tale om den visuelle teknik, som Trier har brugt i Dogville.
Filmen er optaget på kun seks uger på én stor scene, hvor enkelte rekvisitter og kridtstreger på gulvet har gjort det ud for byen og husene i den. Dogville består af en hovedgade, Elm Street, med små, firkantede felter, huse, på hver side, og set oppe fra ligner den en næsten nøgen teaterscene eller en kulisse fra DR1s børnetime.
Træer og buske er også tegnet med kridt, det samme er byens hund, Moses, som dog kan høres på den omhyggeligt designede lydside, og selv om byen ingen døre har, åbner og lukker personerne dem alligevel, så det kan høres.
Trier har ladet sig inspirere af 50ernes live-transmitterede tv-spil og 70ernes tv-teater bl.a. en Royal Shakespeare Company-opførelse af Nicholas Nickleby og resultatet er en film med en hyperstiliseret billedside, som ikke ligner ret meget andet.
Billedstormeren Trier, der konstant prøver at udfordre sig selv, synes at have taget konsekvensen af, at al film er illusion og konstruktion, der sættes i scene i kunstige miljøer, så i Dogville lader han i stedet historien, karaktererne og skuespillet være i centrum.
Det er op til publikum at æde den eller ej, hvilket man faktisk gør efter et stykke tid, hvor man begynder at se ud over kridtstregerne, de manglende vægge og kirketårnet, der hænger og svæver frit i luften. Tilmed giver den åbne kulisse, hvor man i baggrunden af en optagelse med én karakter ofte kan se de øvrige karakterer bevæge sig rundt, et samspil og en spænding mellem karaktererne, som man ikke oplever i mange andre film.
Trier har selv ført det avancerede digitale high definition-kamera, som filmen er optaget med, og det har givet ham mulighed for, som med de små digitale kameraer, at komme tæt på skuespillerne og få dem til at slappe af i de uvante omgivelser.
Det er fascinerende at se, hvorledes Lars von Trier får ikke bare Kidman, men også veteraner som Lauren Bacall, James Caan, Ben Gazzara, Harriet Andersson og Philip Baker Hall til at give sig det usædvanlige projekt i vold og afstemme deres spil og personlighed med hinanden, så filmen får en harmonisk tone.
I Dogville udforsker Trier menneskets mørke sider, og som en anden Stanley Kubrick lukker han sine karakterer ind i et sindrigt indrettet laboratorium og udsætter dem for forskellige trængsler for at se, hvordan de reagerer. Selv om filmen foregår i 30erne, kunne den i princippet foregå når og hvor som helst.
Universel fortælling
Det er en universel fortælling om tolerance, moral, etik, fremmedhad, hævn og tilgivelse, og den er skræddersyet til en tid med uro og ufred som vores på trods af at Trier nok ikke ønsker at være så politisk korrekt.
Dogville er også ret vitttig, når fortælleren (John Hurt) tørt beskriver og kommenterer de mange absurde situationer i filmen og beboerne i Dogville.
Den får ikke tårerne frem i øjenkrogen, og man kan diskutere, om ikke filmen er for lang. Men Dogville er en stimulerende og meget anderledes oplevelse, som prøver at skubbe til filmmediet og således er alt, hvad festivaljuryens formand, Patrice Chéreau, har udtalt, at han gerne ser i en palmevinder.
*Dogville har dansk premiere den 4. juni.
*www.dogville.dk
*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes2003
