Læsetid: 4 min.

Mere end et almindeligt komplot

Bush-regeringen har allieret sig med Miamis cubanske mafia for at styrte Cubas præsident Fidel Castro. Det mener Castro i hvert fald selv og han har optrappet undertrykkelsen
3. maj 2003

BUENOS AIRES – »Noget stort er i gære«, advarer Cubas præsident Fidel Castro. »Bush-regeringen brygger med støtte til Miamis eksilcubanere og den cubanske opposition på at vælte mig,« fortsætter han. Det trekantskomplot har Castro foreløbig overlevet gennem 44 års socialistisk revolution.
Fidel Castro har kaldt det selvforsvar, når han i den forløbne måned har givet 87 cubanske oppositionsfolk fængselsstraffe op til livstid og henrettet tre færgekaprere. I marts blev Cuba udsat for en færgekapring og to flykapringer, hvis bagmænd alle ønskede at nå USA. Kaprerne af en DC-3, der landede i Florida kun to timer efter at de første missiler ramte Bagdad den 20. marts, er stik mod de to landes 1994-aftale ikke blevet udleveret til de cubanske myndigheder. Forud var fire fly forsøgt kapret på cubansk jord i det, Castro-regeringen kalder USA’s forsøg på at destabilisere styret ved at fremprovokere en flygtningestrøm, der er værre end de tusinder af bådflygtninge i 1994.
Denne episode førte til en aftale mellem Bill Clinton og Fidel Castro, som blandt andet forpligter USA til at udlevere fly- og færgekaprere og som en nødventil give 20.000 opholdstilladelser om året til cubanere. Det har USA overholdt frem til 2002, men i år er der kun udstedt 505 visaer.
Washington har ikke begrundet aftalebruddet, men for Fidel Castro lugter det stærkt af endnu et ihærdigt forsøg fra USA’s side på at underminere hans jerngreb om Cuba. Og som modsvar har han slået hårdt ned også på den demokratiske og ikke-voldelige oppositionsbevægelse, der i den senere tid er spiret frem i Cuba.
28 af de 87 fængslede oppositionsfolk er fra det såkaldte Varela-projekt, der i forbindelse med Jimmy Carters besøg i maj 2002 indsamlede 11.000 stemmer i kravet om politiske og økonomiske reformer. Det ignorerede Castro og gav i stedet ved et farceagtigt valg folket mulighed for at give deres støtte til den socialistiske revolution til kende. Andet stod der ikke på stemmesedlen, hvorfor valgresultatet blev en øredøvende succes for styret.

Største udfordring
Varela-projektet kaldes den største udfordring for Castros et-parti stat, netop fordi bevægelsen er opstået inden for Cubas grænser og uden at være støttet af de stærkt højreorienterede kræfter i det cubanske eksilmiljø i Miami.
Men i stedet for at gå i dialog har Castro valgt at gå i kamp mod de demokratiske røster, der spirer lige under overfladen på Cuba.
»USA’s interessekontor i Havana er en spionrede, der konspirerer mod mig og den socialistiske revolution. Washington er i gang med at forene mine modstandere i et oppositionsparti«, påstår Fidel Castro.
Han har beviser, siger han, fordi han i en årrække har haft otte hemmelige agenter infiltreret i demokratibevægelsen. De såkaldte beviser har udenrigsminister Felipe Pérez Roque fremlagt på en pressekonference midt i april.
Hvad har Castro & Co. så på dem? Pindemadder, cocktails og sydstatsblues samt kritisk plenumdebat. Over stregen, mener Castro, hvorfor han med en lynaktion i midten af marts anholdt de 87 journalister, forfattere og skabspolitikere, der alle har frekventeret interessekontorets buffet og højlydt deltaget i plenumdebatten.
De fængslede oppositionsfolk er på grundlag af de tågede beviser i sagen blevet idømt hårde domme på mellem 15 år og livstid, og Castro truer med at lukke interessekontoret, der er USAs eneste officielle instans på Cuba.
I lyset af det nye lavpunkt mellem Cuba og USA blev den netop overståede FN-fordømmelse af Cuba en skizofren affære. Den Cuba-kritiske fortrop med blandt andre USA og Costa Rica skærpede tonen, der dog endte med 24 stemmer for Uruguays mildere resolution. Flere af de 20 lande, der som Brasilien og Argentina undlod at stemme, protesterer mod i FN-regi at fordømme Cuba, mens verdens supermagt uden FN-mandat invaderer Irak. De to sydamerikanske landes præsidenter sagde, hvad store dele af verdens befolkning tænker: Selv om Fidel Castro er en despot som Saddam Hussein, må et land ikke overtræde basale menneskerettigheder for at befri folket fra denne despot.
Problemstillingen er væsentlig i fordømmelsen af Cuba, fordi USA’s 42 år gamle embargo får sin del af skylden for den tilspidsede situation på Cuba.
»Embargoens mål er at styrte regeringen, men den sigter ikke på konkrete initiativer for en demokratisering og forbedring af levevilkårene og menneskerettighederne. Derfor har embargoen ramt de menige cubanere mere end deres leder. Værre endnu har den forvandlet Washingtons potentielle allierede til fjender, så regeringer over hele verden forholder sig tavse, selv når Castro fængsler pacifistiske oppositionsfolk for at sprede fjendtlig propaganda,« skriver José Miguel Vivanco, chef for Amerika-afdelingen i Human Rights Watch, i rapporten Cubas repressive maskineri.
Også EU er stærkt uenig i den amerikanske embargo-politik. Siden Murens fald i 1989 har Castro af økonomisk nød tilladt dollarturisme og joint ventures med udenlandske selskaber, hvilket EU opfatter som vejen til demokratiske og politiske reformer. Men EU-talsmanden for menneskerettigheder betegnede efter FN-afstemningen Castros skærpede linje overfor den cubanske opposition for at have »en ødelæggende virkning på forholdet til EU« og gjorde det klart, at en yderligere forværring kan bringe Cubas deltagelse i den såkaldte Cotonú-aftale i fare. Aftalen regulerer EU’s forhold til landene i Afrika, Caraibien og Stillehavet og er et vigtigt instrument for at betinge lukrative handelsaftaler med krav om demokratiske og politiske reformer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu