(2. sektion)
I fængsel
Moderne fængsler har et dårligt navn: Det er blevet sagt, at de udelukker ved at indelukke. At småkriminelle bliver til rigtige forbrydere af at sidde i fængsel. Fængslerne virker ikke. Det vil sige: De holder selvfølgelig de værste forbrydere væk fra de pæne og regelrette borgere. De stimulerer retsfølelsen. Man føler sig sikker og tryg, når truende elementer bliver holdt ude. Men fængslerne virker ikke som forbedringsanstalter: Det er ikke sådan, at beskidte forbrydere bliver til pålidelige lønmodtagere, bare fordi de har været en tur bag tremmer.
Som kriminologen Annika Snare siger til Information:
»De fleste ved jo efterhånden, at man ikke bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel. Den forhenværende justitsminister Frank Jensen sagde også klart, at han ikke troede på individuel prævention i forhold til fængselsstraf.«
Retshistorikeren Ditlev Tamm tilføjer, at vi ikke sender folk i fængsel, for at de skal komme ud som lovlydige borgere:
»Grundlæggende er der en stadig større skepsis overfor troen på at fængslerne hjælper noget. I det nittende århundrede lavede man fængsler på grundlag af nogle smukke ideer om, at det kunne lykkes. Hvis bare man indrettede fængslerne rigtigt, så kunne det føre til en forbedring af forbryderne. Det er der ikke mange, der tror på mere. Nu tror man mest på afskrækning og prævention.«
Vi sætter folk i fængsel for at vise at forbrydelse ikke betaler sig. Men måske kan fængsel alligevel også betale sig for de indsatte.
I 1983 tog den danske fængselsinspektør Ole Ingstrup til Canada. Han blev først rådgiver for fængselsvæsnet og siden chef for den føderale canadiske kriminalforsorg. Ingstrup reformerede det canadiske fængselsystem. Han gjorde kriminalforsorgen til den arbejdsplads i Canada der beskæftigede flest psykologer.
Han udviklede nye elaborerede behandlingsprogrammer og overvågede de løbende resocialiseringsprocesser. Forskning og praksis blev forbundet.
Den canadiske kriminalforsorg udviklede under Ingstrups ledelse mere end 100 programmer, som forsøgte at hjælpe den kriminelle til at kunne blive lovlydige borgere. Ingstrup oplevede i Canada en overvældende succes: Det lykkedes ham at reducere det såkaldte recidiv til 12 procent; dvs. antallet af tidligere fanger, som ender i fængsel igen, faldt til 12 procent.
Fængselsinspektør Ole Hansen forklarer betydningen af den canadiske succes:
»Indtil midt i 80erne var den herskende opfattelse, at man ikke kunne gøre noget. Det primære var at skabe en humanistisk og for et retsikkerhedsmæssigt synspunkt ordentlig afsoning. «
»Vi er alle i det danske fængselsvæsen inspireret af Canada, i den forstand at vi tror på, det nytter noget. Det er ikke ligegyldigt, hvad man gør. Det har virket som en inspiration for vores system, og vi har overtaget konkrete behandlingsprogrammer, som vi har overtaget og modificeret efter danske forhold.«
Det er kort sagt programmer, som prøver at bevidstgøre forbryderen om sin forbrydelse og bringe ham i positioner, hvor han skal kontrollere sin vrede, som er importeret til Danmark.
Det gælder både seksualforbrydere, voldsmænd, spritbilister og narkomaner.
Ole Ingstrups tese var ikke: Vi sætter folk i fængsel for at kunne forbedre dem.
Den var derimod: Når vi nu sætter forbrydere i fængsel for at stimulere retsfølelser og afskrække andre fra at blive kriminelle, bliver vi nødt til samtidig at gøre vores bedste for at få det bedste ud af de indsatte.
Den canadiske succes har derfor ikke gjort Ingstrup til fan af fængsler. Som han har udtalt:
»Gem den første fængselsdom til allersidst. Prøv alternative løsninger først. Specielt når det gælder unge. Jeg kan ikke sige, hvor grænsen skal være, men jeg kan sige, at man spiller sig et meget, meget stærkt kort af hænde, når man spiller fængselskortet ud første gang.«
Det kan ifølge Annika Snare lade sig gøre at stimulere retsfølelsen og resocialisere forbrydere på samme tid:
»Der behøver ikke være en være en modsætning mellem almen prævention og behandling. Problemet er, hvis vi tror, folk bliver bedre, bare fordi vi sætter dem i fængsel. Når man finder det nødvendigt at spærre folk inde, så skal de have så gode muligheder, man overhovedet kan tænke sig. Men det gælder også om at pointere at fængsel ikke er en forudsætning for behandling. Det burde man kunne få på andre måder.«
