Læsetid: 2 min.

Mord med blåt blod

31. maj 2003

Spot
Det er altså ret fedt med mord. Og fedest, når de begås i idylliske omgivelser i the english countryside. Og ingen kan begå og opklare tv-mord som briterne, og det er efterhånden sjældent gartneren, der har gjort det. Nu, hvor inspector Morse desværre har evighedsparkeret sin røde årgangs-Jaguar oppe i krimihimlen, er der grund til at gøre opmærksom på TV2’s nye engelske krimiserie. Kanalen gemmer den nemlig selv af en eller anden grund af vejen for seere, der ikke er natteravne.
Lynley er navnet, Thomas Lynley. Kriminalinspektør og – man er vel i England – den ottende Jarl af Asherton. De adelige aner udgør en ikke ubetydelig del af pointen i serien Inspector Lynley, for kriminalinspektørens makker er Havers, Barbara Havers. Kriminalasistent og absolut ikke adelig, men så meget arbejderklasse som man kun kan slippe afsted med at portrættere det i en engelsk film uden at det virker karrikeret. Han er lige så cool og 007-tjekket og alligevel mandig og følsom som hun er et rodehoved, hårdkogt på den forbitrede måde og med konstant dårlig samvittighed over for sin demente mor, men der er alligevel lir i luften. Ikke meget, men nok. Bag det pjuskede ydre og fedtede hår gemmer Havers på lidenskaber, der venter på at blive antændt, men indtil videre har gentlemanden Lynley mest haft gang i et uforløst forhold til politiets kvindelige portrættegner.
Læg dertil et naturligt modsætningsforhold mellem Lynley og de provinsielle politikredse, der får besøg af ham, når de ikke selv kan (op)klare de mord, der bryder sovebystilheden. Og vi har en krimiserie med de klassiske ingredienser, spillet som var det en bedre sag værdig.

Jeg ved ikke, hvad det er med de englændere og deres tv-serier, men de snyder ikke på vægten. Det er alvor det her. Inspector Lynley-serien bygger paradoksalt nok på en række bøger, skrevet af amerikaneren Elizabeth George, som ikke har villet blande sig i, hvem der skulle levendegøre Lynley & Havers.
Nathaniel Parker, som spiller Lynley, kan nogen måske svagt huske fra The Bodyguard, og så er han en dygtig elev af Shakespeare-skolen, eksemplificeret i filmroller som bl.a. Laertes over for Mel Gibson i Hamlet ligesom han spillede med Kenneth Branagh i 1995-udgaven af Othello. Parker Sr. er bestyrelsesformand i de britiske statsbaner, så sønnen føler sig naturligt hjemme på bonede gulve.
Sharon Small er Barbara Havers med en egen, helt overbevisende, mut sexappeal. Leverpostejgråt kan godt være farverigt. Nogen vil huske hende som Hugh Grants eks-kæreste i About A Boy.
Aftenens afsnit handler om Englands berømteste cricketspiller, der dør af en røgforgiftning efter at nogen har stukket ild til hans hus. Mordsagen tiltrækker medierne mere end normalt, men mon ikke det lykkes at finde den skyldige? Jeg tror det, og det er det, der er det trygge ved engelske krimier. Og stærkt vanedannende.

*TV2 23:30: Inspector Lynley

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu