Mr. Fix-it

Med vanlig nonchalant elegance, og det fra film så kendte vrid med håndleddet, lykkedes det endnu en gang Los Gatos’ førende avisbud at sende The San Francisco Chronicle et godt stykke ind i rosenbedet. Men jeg fik dagens nyheder bjærget ind til morgenbordet, og dér stod det: »Saigon har overgivet sig.«
Det stod der faktisk, og det gjorde naturligt nok et voldsomt indtryk på både de omgivelser, jeg nyligt var flyttet til, og på én selv. Tænk blot på alle de demonstrationer foran ambassaden… Som man siger: ’En morgen man husker’.
Det blev også den morgen, Pham Ngoc Dinh i praksis blev arbejdsløs. En ung mand, hvis virke under Vietnamkrigen i høj grad havde haft betydning for ikke blot The Chronicle, men for en lang række aviser og blade, især i USA og Australien.
15 år tidligere, i 1960, havde den vietnamesiske risbonde (det lyder corny, men det var han faktisk) taget bussen ind til Sydvietnams hovedstad og tilbudt sin arbejdskraft til Reuters lokale kontor. Billig arbejdskraft, han ville faktisk gerne arbejde gratis. Nå, nogen skulle jo lave kaffen og hente frimærker, så hvorfor ikke? Og hvis bureauchefen i Saigon ellers havde haft tid, kunne han have brugt lang tid på at klappe sig selv på skulderen, bureauet havde fundet en guldgrube, og i løbet af forbavsende kort tid blev Pham Ngoc Dinh ikke blot leder af bureauet og korrespondent for samme, han blev også døbt om til ’Mister Fix-it’.
Vietnamkrigen ligger efterhånden så mange år tilbage, at man tror det er løgn, og krigsreportage er om muligt ikke blevet mindre livsfarlig, men foregår dog på nogle ganske andre præmisser, end dem der mødte de udsendte i Vietnam.
Her var det mere eller mindre på eget ansvar. Hvis du ville have billederne og nyhederne, måtte du i marken for egen regning. ’Embedded reporters’ hørte fremtiden til.
Pham Ngoc Dinh kendte alle genvejene og hvis ikke, benyttede han telefonen til at finde dem, og havde han ikke folk at sende ud på opgaverne, tog han dem selv. Ikke sjældent med livet som indsats.
Han vidste, hvad der skete, hvor det skete, og hvordan man (i langt de fleste tilfælde) bedst slap fra det med livet i behold.
Hans forbindelsesnet – på stort set alle planer – var unikt, og hans kilder tilsyneladende uudtømmelige.
I løbet af ganske kort tid blev Reuters målet for en udbredt misundelse blandt det internationale pressekorps i Saigon/Sydvietnam. Bureauet havde ’Mister Fix-it’, og ingen andre kunne stille med noget lignende. Kompromisløs, hårdtarbejdende – og ærlig til det irriterende. Og ’hans’ historier blev bragt over hele verden.
Også for Pham Ngoc Dinh blev efterkrigstiden et mørkt kapitel. Ikke uventet nærede det nye styre i det nu ’forenede’ Vietnam ikke den store tillid til bureauchefen, og selv om han trofast åbnede kontoret hver dag de næste fem år, var han i realiteten arbejdsløs.
Men rigtige venner glemmer ikke en sådan personlighed. Under krigen havde han nær tilknytning til ikke mindst den australske presse, og da han endelig ’slap ud’, rejste han til Sidney, hvor han fik arbejde for Australian Associated Press, hvor han var ansat til sin død, den 27. maj.