Læsetid: 5 min.

Naturens vækstgrænser som afsæt for en ny venstrefløj

Det så superteknikeren og livsnyderen Jørgen S. Nørgård allerede for 30 siden
30. maj 2003

Begyndelsen her er slutningen på dagens bagsideleder om ’Venstrefløjens sejr’: »Arbejdstagerne vandt over arbejdsgiverne (i kravet om fleksibilitet i arbejdet). Det ligner venstrefløjens store sejr. Men det opleves som et nederlag. For det passer arbejdsgiverne fint. Venstrefløjen fik ret og det kapitalistiske samfund trives bedre end nogensinde. Er det derfor den danske venstrefløj er politisk ude af stand til at artikulere voksende sociale og økonomiske og kulturelle modsætninger og uligheder i vores samfund?« At højrefløjen har overtaget venstrefløjens program erklæres ligeud i en ledende artikel på forsiden af seneste nummer af Weekendavisen: »Når det gælder udenrigspolitik, har den amerikanske højrefløj overtaget europæernes progressive (venstreorienterede) idealer om demokratisering, menneskerettigheder og velstand til alle. Viljen til at investere penge og menneskeliv i dem er også helt på amerikanernes side.« Men det betyder så også, at der ikke længere fra den samme højrefløj lyder nogen kritik af, at senest irakiske børns, kvinders og mænds (og soldaters) menneskeliv lemlæstes og dræbes under voldelig udbredelse af den gode sag. For nu sker krænkelsen af den elementære menneskeret til liv
ikke i den højere kommunistiske sags, men i den kapitalistiske sags tjeneste.
Den krænkelse venter endnu på sin ’Bent Jensen’ til at blive kulegravet, forfulgt og afsløret. Skal en (ny eller fornyet) venstrefløj gennemføre opgøret med den amerikanske højrefløjs overtagelse af de venstreorienterede idealer og metoder, må venstrefløjen nødvendigvis gøre det i form af et selvopgør. Med afsæt i, hvad dagens leder om venstrefløjens selvudslettende sejr antyder til allersidst: »Selvudfoldelsens virkelige grænse er hverken Janteloven eller den borgerlige seksualmoral, men naturgrundlaget. Slet og ret. Denne ene modsætning er fraktioner på venstrefløjen måske ved at få øje på som afgørende politisk konflikt. Man håber.«
Ja, det gør man. Men hvor store kvaler det volder, at præcisere jordens elementære naturgrundlag som den grænse, selv den amerikanske højrefløjs overtagelse af de venstreorienterede idealer og metoder ikke kan overskride, bevidnes af SF’s miljøordfører Jørn Jespersens indlæg i Information i onsdags: Skønt artiklen udtrykkeligt slutter med en erklæring om, at »det er helt afgørende, hvilken vækst vi satser på. Om den er vækst i livskvalitet – eller blot vækst i blindt materielt forbrug« – skal overskriften alligevel lyde: »Vækst skal redde miljøet«. Underrubrikken taler ganske vist ikke direkte om selvudfoldelse, men den slår fast, at »SF’s grønne plan forudsætter økonomisk vækst, som skal skabe den udvikling af teknologi, som miljøbevarelse kræver«. Også forrige Frie Ord var inde på, at det åbenbart er blevet meget nødvendigt som noget nær et helligt mantra først at bekende sig til akkumulation (som vækst hedder på kapitalistisk), før det i næste omgang kan fremhæves, at det ikke er kræftsvulstens ubegrænsede selvudfoldelse, men livets egen vækst, omrammet af fødsel og død og på jordens begrænsede naturgrundlag, der efterstræbes.
Alt det satte en venstreorienteret sig allerede for 30 år siden ud over på det mest politisk ukorrekte – med henvisning til at virkeligheden nu engang er politisk ukorrekt. Jørgen S. Nørgård hedder han.

I mandags fyldte han 70 år og holdt sin afskedsforelæsning på Danmarks Tekniske Universitet, samtidig med at et festskrift »Mr. Lavenergi bliver emeritus« blev offentliggjort (og formedelst en 50-kroneseddel kan erhverves hos Niels I. Meyer på email-adressen nim@byg.dtu.dk). Ofte har Jørgen S. Nørgård i det sidste kvarte århundrede optrådt i Informations spalter, herunder Frie Ord, men skal hans indsats kortest beskrives af mig, bliver det i første omgang med mine ord (fra festskriftet):
Når Miljø- og Energiministeriet her i landet for et par år siden via Energistyrelsen kunne offentliggøre »Udkast 18.01.2000: Forslag til Lov om fremme af besparelser i energiforbruget«, var det ikke en selvfølgelighed, for det er ikke en selvfølge, at det er besparelser, der skal fremmes. Det er en følge af Jørgen S. Nørgård.
Som i 1979 udsendte værket Husholdninger og energi, der med tørre tal og grundige tekniske beregninger viste, hvor rige mulighederne er for regulære besparelser. Det begreb er det på dansk lykkedes at fastholde, mens man de fleste andre steder i Verden fremmer effektivisering – som kan betyde så meget og i sidste ende forøgelser i det samlede energiforbrug. Nørgård har utvivlsomt hovedæren af, at det på dansk ikke hedder effektiviseringer, men siges med rene ord, hvad det handler om. Hvilket naturligvis ikke udelukker effektiviseringer, men meningen er altså, at energiforbruget som helhed skal ned. Allerede ved denne sproglige klargøring har han ydet et bemærkelsesværdigt bidrag til Verdens frelse, Selv bruger jeg klargøringen som lakmusprøve på engelske tekster: kan efficiency oversættes til besparelse eller dækker det i virkeligheden over, at den kvalitative effektivisering bare skal bruges til øget kvantitativ vækst, der ofte overhaler resultaterne af de kvalitative forbedringer?
Det fremgår af festskriftet, især et bidrag af Tajei Haaland fra Greenpeace, at Jørgen S. Nørgård fra starten var den politisk ukorrekte virkelighed så tro, at skønt han i midten af 1970’erne var stærkt medvirkende til udarbejdelsen af den første alternative energiplan, endte han dog med »ikke at ville være medforfatter, da han – ganske rigtigt – påpegede, at denne første alternative energiplan uden atomkraft havde medregnet for lidt af det energibesparelsespotentiale, som han i sin forskning havde dokumenteret var tilstede – og at denne alternative energiplan forudsatte samme økonomiske vækst som den officielle plan med atomkraft.«

Der er meget mere at sige om denne ubestikkelige Nørgårds fortjenester (også i udlandet), men det afgørende er, at han har kunnet være virkeligheden tro, fordi han aldrig har kunnet dæmoniseres af den moderne forestilling om, at vækst i sig selv altid er et gode. Salt i maden er godt, men at blive ved med at pøse salt i, er ikke så godt, som han påpegede i sin afskedsforelæsning.
Hvorfor skal vi absolut rive kloden fra hinanden for at få noget at rive i? spørger han. Når vi ved at spare på energien både kunne spare på kloden og os selv for meget arbejde. Hvorfor skal væksten i vore dage så sprænge alle jordklodens naturgivne grænser?
Jamen, så får vi jo ikke en klode, hvor alle snart 10 milliarder mennesker har en bil hver og de voksne helst to, så der altid er en i reserve, hvis den anden ikke vil starte, lyder indvendingen.
Hvorfor skal vi overhovedet køre i bil? svarer Sokrates, som i dette tilfælde hedder Jørgen til fornavn. Nu har mennesker i 35.000 år kunnet klare sig uden bil, så er den vel ikke pludselig blevet en biologisk nødvendighed for artens overlevelse, bare fordi vi har kørt rundt i den i 100 år?
Jamen, så kan vi jo ikke komme så hurtigt af sted, når vi rejser.
Til gengæld kan vi nå at se og opleve noget på rejsen, gensvarer det nye venstre. Hvor mange rejsebøger havde H.C. Andersen mon gidet skrive og vi læse ved at tilbagelægge 7.000 kilometre i en Volvo på motorvej med dertil passende frekventering af benzinstationer og drive in moteller?
Jamen, så er der jo mindre tid til at drive den af, når vi endelig kommer frem.
Det er vel heller ikke så nødvendigt, når vi allerede har drevet den af på rejsen, klukker livsnyderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her