Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

30. maj 2003


Michael Svanholm, 43 år
*Da jeg talte med Michael Svanholm for få uger siden til et forældremøde, var det om filosoffen Peter Zinkernagel, der netop var død. Et vidnesbyrd om advokat Michael Svanholms viden også om emner, der lå ud over hans profession.
Chokerende er det, at han skulle dø så ung, kun 43 år gammel, under en løbetur med nogle venner mandag aften.
Som en af de bærende søjler i det fornemme advokatkontor Hjejle Gersted & Mogensen (»at gå ind ad døren er som at gå 20 år tilbage i tiden«) var Michael Svanholm kendt for at byde sig selv meget for klienters skyld, og hans arbejdskapacitet var enorm.
At være formand for de københavnske advokater fandt han også tid til, og Michael Svanholm var kendt som en varm og hjælpsom kollega. Men også som engageret far, der mødte smokingklædt op og muntert serverede på skolen, når den nu 14-årige datter Saras klasse skulle holde fest.
Som søn af kunsthistorikeren Lise Svanholm og ’den store Svanholm,’ Poul Johan Svanholm, der netop nu fratræder som bestyrelsesformand for Danske Bank, lå det lige for, at Michael Svanholm også skulle være jurist. Han udtjente sin fuldmægtigtid hos den navnkundige Kristian Mogensen, blev partner i 1989 og én af kontorets toneangivende advokater, der med lethed og godt humør håndterede tunge erhvervssager, fra Carlsberg til Danske Bank. Han sad i adskillige bestyrelser og forestod kæmpearbejdet, da Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen i maj 2001 fusionerede til MT Højgaard.
Dønningerne må næsten gå i advokatkredse om branchens legendariske arbejdspres. Michael Svanholm efterlader sig foruden sin datter advokathustruen Pernille Skov Svanholm.mlk

Graham Thomas, 94
*For millioner af have-mennesker verden over vil det måske være en trøst, at en af verdens mest indflydelsesrige havemænd, Graham Stuart Thomas heller ikke fandt havearbejdet nemt. Tværtimod så han det som en kamp mod naturen; mod en formidabel modstander med endeløse rækker af våben. Og han afskyede de mange tv-programmer, der fremstillede arbejdet som en leg.
Graham Thomas blev et have-ikon efter mange års ihærdig indsats for at redde den del af landets kultur-
historie som det britiske aristokratis forfaldne haver udgjorde. Det lykkedes desuden at genoplive hundredevis af planter, særligt roser, der var gået af mode og i fare for at uddø, og blandt gartnere regnes hans bøger for det vigtigste værktøj i skuret. Hans lille hjem var polstret med alle de priser, havekunsten kan tilbyde, og en lang række planter bærer hans navn.
Thomas begyndte som frivillig hjælper på universitetet i Cambridge og lærte her en botanisk tradition, der går helt tilbage til antikkens stør-ste botaniker, Theofrastos. Men den største inspiration fik han en efterårsdag i 1931 hos tidens dengang største havekunstner, Gertrude Jekyll. Hun var dengang 88 og bad ham derfor selv gå rundt i haven og tage et blad fra hver interessant plante, som de kunne diskutere over en kop te. Ligesom Jekyll så han havearbejde som en kunst, hvor man kan udtrykke sit eget unikke talent, men hans vigtigste råd i alle 19 håndskrevne og egenillustrerede bøger var alligevel ’lug og grav’. rkj

Sue Sally Hale, 65 år
*Denne amerikanske kvinde var på en vis måde kvindesagsforkæmper, men samtidig var hun snyder, dog ikke i strafferetslig forstand, men i forhold til poloforbundets regler i USA. Hun var en glimrende rytter og polospiller og gjorde sig bemærket allerede i 12-års alderen i Los Angeles og omegn, men da mændene i hendes barndom og ungdom ikke ville have kvinder med i turneringerne, fik hun den ide at klæde sig ud som en mand. Hendes stedfar var stuntman i Hollywood, og han skaffede hende professionel make-up fra studierne.
Således optrådte hun under navnet A. Jones i et par årtier, før forbundet ændrede reglerne, så kvinder også kunne blive medlemmer. I dag er 500 kvinder optaget som medlemmer af en skare på 3.600 medlemmer, og Sue Sally Hales datter, Sonny Hale, er den bedste kvindelige polospiller i USA i dag.
Selv var Sue Sally Hale kraftigt bygget, og ’han’ red som en comanche-indianer, som en avis engang skrev. I 1957 blev hun gift med Alex Hale, som bevidnede hendes reaktion, da hun blev udelukket fra sporten. I The Guardian, der ruller historien ud i forbindelse med hendes død, citeres han for at have sagt: »Hun var ikke bare midlertidigt vred, men permanent rasende på hele verden.« De blev senere skilt.
Da hun efter hårdt pres i 1972 fik gennemført en ændring af reglerne og modtog sit medlemskort udtalte hun, at det var det største øjeblik i hendes idrætskarriere. Hun provokerede idrætsgrenens establishment ved at spille en kamp fra et muldyr, som hun regnede for et intelligent væsen. Da hun var ’sprunget ud’, som den kvinde, hun var, udfordrede hun også de mandlige spillere ved, at stille op, når hun var gravid, hvilket hun var fem gange.
Sue Sally Hale, der også skrev digte og lavede skulpturer, skrev sig ind i rækken af store svindlere, der a la Anne Castberg og kaptajnen fra Köpnick tog sine omgivelser ved næsen. Med andre ord et ikke helt ukendt fænomen fra andre sammenhænge, som også Steven Spielberg har dyrket i filmen, Catch me if you can, der bygger på en virkelig historie om en mand, der bl.a. optrådte som både pilot og advokat uden at have uddannelserne. I Sue Sally Hales tilfælde var der mening i galskaben. Bjørk

Luciano Berio, 77 år
*Den italienske komponist Luciano Berio havde en formidabel evne til at frisætte sine forestillinger i et musikalsk format, der levnede plads til både analytisk dybde, formfuldendt struktur og udtryksfulde forløb. Der kunne hos ham være plads til forskelligartede udtryk i samme værk, uden at det blev til intetsigende plakatkunst.
Det mest berømte eksempel på denne æstetik er midtersatsen af Sinfonia for orkester og vokal oktet, hvor scherzoen fra Mahlers Opstandelsessymfoni lø-ber i baggrunden af værket. Dertil citater fra nær og fjern og det hele kommenteret af oktetten. Berio kunne aldrig blive færdig med traditionen. Han tog den gamle musik og førte det sammen i nye former, så de nedslidte brokker fik nyt liv.
Synet på musikhistorien som et stort tag-selv-bord førte imidlertid ikke til musikalsk pêle mêle. Berios erfaringer fra arbejdet i Darm-stadts Feriokurser, sammen med Maderna, Boulez, Stockhausen, Ligeti og Kagel, var livgivende i forhold til Berios egen musik. Indre logik i en stram struktur var løsningen for at holde sammen på det heterogene materiale.
Det musikalske crodo sammenfattede Berio i et interview: »Komponisten må se tilværelsens mangetydighed i øjnene og finde begreber, som er så tilstrækkeligt åbne, at de giver mulighed for at udvælge, forarbejde og kombinere virkelighedens mange aspekter.«
Berio har komponeret musik i alle genrer, og hans såkaldte Sequensaer – en række værker for soloinstrument, der viser hvor meget man kan udtrykke på det enkelte instrument – er for længst gået ind i standartrepertoiret og udgør et af de synlige beviser på kunstnerens format. beyer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu