Læsetid: 4 min.

Ny global rolle til Europa

EU bør blive global foregangsmodel for en ny civil orden, i stedet for passivt at underordne sig USA’s Pax Americana
30. maj 2003

(2. sektion)

Den store ven
Det transatlantiske samarbejde mellem Europa og USA »kan ikke genskabes bare med smil og elegante formuleringer.«
Sådan sagde for nogle uger siden den 61-årige spanier Javier Solana, der er koordinator for Den Europæiske Unions udenrigspolitik. Solana, der også er tidligere generalsekretær for det atlantiske forsvarsalliance, NATO, er fuldt bevidst om, hvor alvorlig situationen er. Det transatlantiske samarbejde, som har været et omdrejningspunkt for vesteuropæisk politik siden afslutningen af Anden Verdenskrig, befinder sig ved en skillevej.
I 1990’erne – efter Berlin-murens fald og afslutningen af Den Kolde Krig – troede mange, at de atlantiske bånd kunne fastholdes og udbygges i den nye åbne verdensorden, og NATO’s og EU’s udvidelse mod øst blev søsat som det store nye sikkerhedsprojekt. Men her i begyndelsen af det 21. århundrede er der opstået spændinger over Atlanterhavet, der kan blive svære at hele.
I 2001 meldte USA’s præsident, George W. Bush, sig ud af Kyoto-protokollen om nedbringelse af CO2-udslippet, derpå vendte han ryggen til traktaten for den nye internationale strafferet, og efter terrorattentatet den 11. september formulerede han den omdiskuterede sikkerhedsdoktrin om »forebyggende angreb«, der er i konflikt med gældende international ret.

Kim til et historisk brud
I optakten til Irak-krigen truede Bush med at gøre FN »irrelevant«. Det gav næring til frygten i Europa for, at USA havde skibet sig ind på en ny global magtpolitik – en slags a la carte multilateralisme – der søgte at splitte EU-landene i koalitioner af villige og uvillige, relevante og irrelevante.
USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, kaldte Tyskland og Frankrig for ’et problem’, fordi de ikke ville støtte krigen i Irak. Det skabte et politisk stormvejr i det gamle Europa. Selv om nogle regeringer – i Danmark, Italien, Spanien, Storbritannien og flere østeuropæiske lande – bakkede USA helt op, mente et massivt flertal af de europæiske befolkninger, at USA’s magtpolitik og Bush-doktrinen om præventive angreb truede sikkerheden.
Selv Javier Solana følte sig nødsaget til at skrive en artikel til Harvard International Review, hvor han advarede om, at Irak-krigen kunne være kimen til et muligt brud i den transatlantiske alliance.
Efter afslutningen af krigen, der førte til Saddam Husseins fald, har de politiske ledere på begge sider af Atlanterhavet anstrengt sig for at klinke skårene igen: med fælles støtte til en FN-resolution om genopbygningen af Irak. Men det gamle transatlantiske broderskabsbånd er ikke længere så stærkt som i Den Kolde Krigs tid eller i globaliseringens 1990’ere.
»Den irakiske krise har splittet Den Europæiske Union, NATO og FN,« sagde Solana ærligt i en tale i april måned på Harvard Universitetet i Boston.
»Vi har aldrig før set så store konfrontationer.«

Nytten i det bekvemme
For nylig hævdede kommentator i Financial Times, Martin Wolf, at det transatlantiske partnerskab er endt som et ’bekvemmelighedsforhold’. Og USA bruger det kun, når det har nytte af det. Wolf opfordrede EU til også at bruge den nyttefilosofi: Kun at samarbejde med USA, når EU kan få noget ud af det.
Direktør for det franske institut for internationale relationer, Dominique Moisi skrev på sin side, at »som resultat af Irak-krigen er der mere USA og mindre Europa i verden, og formodentlig også mindre Europa for amerikanerne«. Moisi pegede på, at »der er en form for sand imperial fristelse i det nye USA, og den styrkes af den indflydelse de neokonservative kræfter udøver på præsident Bush.«
Alligevel anbefaler Moisi, at »europæerne ikke dæmoniserer det nye USA,« men tværtimod udviser tålmodighed og fastholder det legitime krav om, at »den internationale ret skal respekteres.«
Så længe EU-landene optræder som en splittet gruppe, kan man næppe forvente, at USA vil lytte eller indrette sig efter de europæiske indvendinger.
Eller som Solana udtalte fornylig i den spanske avis, El Pais: »Ingen er interesseret i et splittet Europa. Hverken de europæiske lande eller USA, Rusland og de internationale institutioner.«
»Europa bør være en meget stærkere og mere aktiv aktør på den internationale scene,« sagde Solana, der mener, at en europæisk forsvarsunion er »af fundamental betydning, hvis Europa skal have vægt på den internationale arena.«

Civil modmagt
I dag er EU stadig en militær pygmæ, men økonomisk og handelsmæssigt er det en global stormagt, som kan måle sig med USA. Med østudvidelsen vil unionen kunne mønstre et samlet bruttonationalprodukt på over 11.000 mia. euro, der ikke lader meget tilbage i forhold til USA. Den europæiske valuta, euroen, er steget med over 20 procent overfor dollaren i det seneste år. Verdens centralbanker har øget deres beholdninger af euro, og på det internationale marked for nye obligationer og værdipapirer er euroen lige så populær som dollaren.
Den franske historiker og demograf, Emmanuel Todd, har i bogen Après L’Empire argumenteret, at Europa vil vokse frem som en modvægt til USA. Tilbagegangen for den amerikanske supermagt vil accelerere, forudser Todd. Han hæfter sig især ved, at USA ikke fortsat kan finansiere sin store gæld og sit underskud på de løbende belancer ved hjælp af udenlandsk kapital.
»Hvis kapitalstrømmen stopper, vil USA’s økonomi kollapse. På trods af gentagne påstande om USA’s magt, så er sandheden at dette land både er en tigger og en røver. Det kan ikke fortsætte ret lang tid,« mener Todd.
Også i USA er enkelte intellektuelle begyndt at knytte forhåbninger til, at Europa styrkes – ikke bare som medmagt til Amerika – men også som modmagt.
Professor Benjamin Barber, der er forfatter til bestseller-bogen Jihad vs. McWorld siger til Information, at »den største udfordring for Europa er at forvandle sin økonomiske og administrative union til borgernes union, hvor det europæiske er lige så vigtigt som euroen.« Benjamin Barber mener, at EU bør satse på at blive en global foregangsmodel for en bindende international retsorden, der bygger på demokrati og stærke overnationale institutioner.
»En borgernes union, der er fuldt integreret, kan tilbyde verden en civiliseret model, der kan blive et alternativ til den amerikanske model, som bare forsøger at påtvinge resten af verden sin egen Pax Americana suverænitet i stedet for at blive en del af verden,« siger Barber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu