Læsetid: 3 min.

Omstridt krighelt

Den tidligere kroatiske generalstabschef Bobetkos død befrier den kroatiske regering for et alvorligt dilemma.
2. maj 2003

Nekrolog
Tirsdag ved middagstid døde general Janko Bobetko i sit hjem efter længere tids hospitalsophold, i en alder af 84. Bobetkos død er generelt blevet betegnet som en tragedie for Kroatien, selv om Bobetko har været på pension siden sommeren 1995. Ikke mindst det parti, han selv var medlem af, afdøde præsident Tudjmans nationalistiske Kroatiske Demokratiske Union (HDZ), har hyldet hans minde som »en helt, en person af høj moralsk standard og et symbol for Kroatiens kamp for frihed og bevarelse af sin uafhængighed.« Ved en mindehøjtidelighed onsdag i Zagreb var både premierminister Racan, parlamentsformanden og højtstående officerer fra generalstaben til stede, og selve begravelsen finder sted i dag under militære æresbevisninger.
Det var daværende præsident Tudjman, selv tidligere general i den jugoslaviske forbundshær, som i april 1992 kaldte den da 73-årige eksgeneral Bobetko tilbage fra sin pensionisttilværelse, gav ham rang af general i den nye kroatiske hær og kommandoen over fronten ved Adriaterhavskysten. Under Bobetkos ledelse sikredes kontrollen med det sydlige Dalmatien, herunder Dubrovnik, og i november 1992 udnævntes han til Kroatiens generalstabschef. Det blev Bobetko, som med diskret støtte af amerikanske militærsagkyndige fik bygget en hær op med offensiv slagkraft, som fik afgørende indflydelse på krigens gang. Selv om han lige var gået på pension, da den kroatiske hær i begyndelsen af august 1995 erobrede det hidtil FN-beskyttede serbisk-dominerede Krajina i det centrale Kroatien, var denne succes i høj grad baseret på hans indsats.

Sigtet
Uden mislyde har generalens bortgang ikke været. En kroatisk veteranorganisation sagde efter Bobetkos død ligeud, at det var mere end sikkert, at de falske anklager og det pres, generalen var udsat for, havde fremskyndet hans død, og at dette faktum forpligtede kroatiske veteraner til at fortsætte deres kamp mod kriminaliseringen af krigen for hjemlandet og forsøgene på at sidestille ofret med aggressoren.
Det, veteranerne her hentyder til, er den sigtelse mod Bobetko for ansvaret for drabet på mindst 100 civile serbere og tilfangetagne eller sårede soldater i en serbisk-domineret lomme i Kroatien i september 1993 – en sigtelse som blev rejst med krav om udlevering af det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag 9 år senere. Sagen førte til en politisk krise, hvor Kroatiens regering blev beskyldt for ikke at ville samarbejde med Haag, og landet blev endda blev truet med sanktioner. Premierminister Ivica Racan følte sig i en kattepine: Politisk stod han Bobetko fjernt, men med den samlede højrefløj og midte i kroatisk politik samlet i modstand mod udleveringen forsøgte han at undgå den. Her kom den gamle mands dårlige helbred ham til hjælp, i februar i år blev den nu 84-årige eksgeneral erklæret for for svag til udlevering. Hvilket hans død to måneder efter kan ses som en bekræftelse af.
Sagen var ellers blevet pinlig. Det var helt klart ikke gavnligt for Kroatiens ønske om at komme til optagelsesforhandlinger med EU, at man ikke på dette punkt stillede sig imødekommende.
Selv anså Bobetko sig for uskyldig – i sine erindringer fra 1996 bagatelliserede han de civile tab ved aktionen i 1993, som han i øvrigt roste sig af. De civile tab beskyldte han efter anklagen i 2002 to af sine generaler for. På denne baggrund nægtede han at tage til Haag – og fik altså udstrakt politisk opbakning til det. Dog ikke af præsident Stipe Mesic, som klart har udtalt sig for et uforbeholdent samarbejdet med Haag.
Til gengæld udløste udleveringskravet en hel folkebevægelse mod Haag-tribunalet i Kroatien, nogle skrev endda hadedigte mod det og sendte dem til Bobetko som opmuntring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu