Læsetid: 2 min.

’Per Stig skal ikke lege julemand’

Regeringen vil bruge millioner af kroner på at fremme demokrati i Mellemøsten og Nordafrika. Eksperter kritiserer planerne
22. maj 2003

Bistand
I dag tilbyder udenrigsminister Per Stig Møller (K) kongedømmet i Marokko tilskud til projekter inden for menneskerettigheder og demokrati. Det er blot en af flere pakker til fremme af politiske reformer, som regeringen vil strø ud over Middelhavslandene i de kommende år. Men regeringens strategi får en hård medfart af eksperter og politikere.
Udenrigsministeren skal under sin visit i Marokkos hovedstad, Rabat, tale med ministeren for menneskerettigheder fra Kong Mohammeds marionetregering. Per Stig Møller vil foreslå ministeren, at der oprettes en dansk finansieret fond, der yder tilskud til private organisationers arbejde for demokrati og menneskerettigheder.
Eksempler på et arbejde, der allerede støttes af Udenrigsministeriet, er Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofres samarbejde med et marokkansk center for torturofre, som der er op mod 50.000 af i landet.
Ifølge Informations kilder kan nye mulige projekter være uddannelse af dommere og politibetjente, som generelt er korrupte i Marokko, tilskud til private organsationer, der arbejder for kvindefrigørelse, og støtte til uafhængig presse. Overordnet set vil der være tale om projekter i lille skala.
»Hvis vi taler om projekter til en samlet værdi af f.eks. fem mio. kr., så er det jo til at dø af grin over. Det er jo ikke mere, end hvad Per Stig skal bruge, hvis han vil betale for at få en fed middag med Kong Mohammed,« siger seniorforsker og Nordafrika-ekspert Ulla Holm fra Institut for Internationale Studier i København.
»Sådan nogle små projekter rokker ikke noget som helst. I stedet for at rende rundt og lege julemand i Marokko bør Per Stig tage sine kollegaer i EU i kraven og få EU til via associeringsaftalen med Marokko at gøre en helhjertet indsats for at fremme økonomisk og politisk udvikling i Marokko.«
Lektor ved Mellemøststudier på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen, som har boet i Marokko, er heller ikke begejstret for regeringens planer: »I Marokko lever ca. 10 ud af 30 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen, og der en stor ungdomsarbejdsløshed. Den sociale nød er kilde til stor utilfredshed. Så når den danske regering ønsker at bekæmpe terror, og at folk flygter til EU, så handler det først og fremmest om at få gang i de produktive sektorer, så der kommer nye job og muligheder for de unge. Fremme af menneskerettigheder og demokrati er et legitimt mål, men det bør ikke have topprioritet,« siger Lykke Nielsen.
Udviklingsøkonom Martin Hvidt, som også er lektor ved Center for Mellemøststudier, er knap så skeptisk: »Der kan sagtens komme noget fornuftigt ud af selv små danske, bistandsprojekter i Marokko. Landet er i forvejen ved langsomt at demokratisere, så der er en proces at bygge på. Hvis Danmark f.eks. fremmer ytringsfriheden, kan det virke som en ventil for den store, sociale utilfredshed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her