Læsetid: 3 min.

Pigen fra trailerparken

’Rosetta' var en kontroversiel Guldpalmevinder i 1999. Croisette-glitter og stars er da også lysår fra den belgiske films sociale engagement og stilistiske askese
30. maj 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
Da David Cronenberg og resten af Cannes-juryen i 1999 forkyndte, at De Gyldne Palmer gik til den belgiske film Rosetta, gik der et gys igennem den festklædte forsamling. Palmerne til en film om en øretæveindbydende social taber!? Mens Pedro Almodóvar og Alt om min mor blev spist af med prisen for bedste instruktion!? Men juryen understregede, at det var alvorligt ment ved tillige at give prisen for bedste kvindelige hovedrolle til den debuterende 17-årige Émilie Dequenne, som med sin resolutte gestik og sit på én gang trodsige og sårbare ansigt simpelthen er Rosetta.
Rosetta er instrueret af de belgiske brødre Luc og Jean-Pierre Dardenne, som er biografaktuelle herhjemme med Løftet fra 1995. Også Rosetta kan i et vist omfang beskrives som en socialrealistisk film, men der er intet fadt og
uæstetisk over Dardennernes krasse rapporter fra samfundets laveste socialklasser. Tværtimod har brødrene, især i Rosetta, truffet nogle dristige – men langtfra letkøbte eller hippe – stilistiske valg, som de konsekvent stiller i den sociale anklages tjeneste.

Spildte ressourcer
Rosetta er en teenagepige med et ukueligt gåpåmod. Fuld af ressourcer, energi og initiativ er hun, men hun er født on the wrong side of the tracks, og bor man som Rosetta i en trailer med en mor, der deler sin tid mellem flasken og tilfældige herrebekendtskaber, er chancerne for en anstændig tilværelse minimale. Rosetta vil ellers så gerne, men der er ingen, der vil have hende. Hun knokler for at få – og beholde – diverse småjob, men bliver altid strittet ud efter ganske kort tid... når prøvetiden er slut, når chefens søn skal have lidt at rive i, osv.
Således beskrevet kan man kun have ondt af Rosetta. Men Dardenne-brødrene er heldigvis mere nuancerede end som så, og filmen er meget langt fra at være et klassisk Kleenex-melodrama om en hjertensgod kvinde, der skal oceaner af ondt igennem. Ganske vist er Rosettas vej mere end tornet, men hjertensgod kan man næppe kalde hende. Hun har, hvad man vist roligt kan beskrive som ’et vanskeligt sind’, og af og til handler hun på måder, som den velmenende tilskuer må tage moralsk afstand fra. Men kan vi forvente etisk uangribelige handlinger fra et menneske, der ikke får en chance, og som derfor er nødt til – som den eneste – at tænke først og fremmest på sig selv?

Isoleret
Det er, som om Rosetta gennem årene har forskanset sig selv og sit følelsesliv i en glasklokke, der holder hende på afstand af verden og verden på afstand af hende. Visuelt isoleres hun af et kamera, der går så tæt på hende, at omgivelserne så at sige forsvinder. Hovedparten af filmens 90 minutter er simpelthen nærbilleder af Émilie Dequennes på én gang forunderligt udtryksfulde og mut tillukkede ansigt.
Ikke rolige, æstetisk appetitlige nærbilleder, for det håndholdte kamera er lige så rastløst, levende og eksplosivt i bevægelserne som Rosetta selv. Hvilket ikke blot giver filmen en egen dokumentarlignende dynamik, hvor Rosetta kommer til at fremstå som historiens drivkraft, men også forstærker vores identifikation med hende. Derved bliver effekten blot så meget desto stærkere, når vi alligevel må tage afstand fra hende...
Der er selvfølgelig en historie i Rosetta, oven i købet en ubønhørligt logisk sådan, men den er skåret helt ned til sine allermest signifikante situationer. Som hos Robert Bresson er der (stort set) ingen forbindende og forklarende mellemled, blot en række fragmenter af en historie, som vi konstruerer på grundlag af titelpersonens hidsige gestik og (mangel på) mimik.
Kun en sten vil ikke blive berørt af Rosetta og hendes kamp for en tilværelse ’som de andre’. Når filmen alligevel aldrig bliver hverken knugende eller rørstrømsk, er det, fordi instruktørbrødrenes overlegne stilsans sætter dem i stand til at skabe ikke en flæbende, men en tænkende tilskuer. Palmerne var absolut velfortjente.

*Rosetta. Manus & Instr.: Luc & Jean-Pierre Dardenne. Belgisk. (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her