Læsetid: 4 min.

Alle plakater forurener det offentlige rum

Plakatsøjlerne er blevet så dyre, at de færreste har råd til at bruge dem, siger Per Arnoldi. Men det betyder ikke, at man må klistre sin hjemmelavede plakat op på en tilfældig mur
2. maj 2003

(2. sektion)

Interview
Per Arnoldi kan huske, at han på et tidspunkt lavede en plakat for Statens Museum for Kunst, som blev trykt i 10.000 eksemplarer. Det var jo bindegalt, siger han. Museet skulle have trykt 100, måske 200. Han sidder omgivet af malerier i sit atelier i Frederiksstaden og viser med sin hånd, at sådan en stak plakater er over en meter høj. Han ler. Statens Museum for Kunst brændte inde med rigtig mange plakater.
»Bagefter kiggede de på stakken og sagde, at det var vel nok en fiaskoplakat, ham Arnoldi lavede. Det var det ikke, det var sgu en udmærket plakat. Vi skulle bare have trykt 200, for hvordan får du dem ’flyttet’? De skal i rør og to plasticlåg på og slikke frimærker. Og køre på posthuset og sætte 35 kroner på hver. Gange 10.000. Det bliver 350.000!«
Per Arnoldi må le igen.
»Det har jeg jo lært efterhånden,« siger han, »at den praktiske ende af det her, det er dén, der bestemmer kunstartens velbefindende.«
Han smager lidt på, hvad han lige har sagt.
»Det var faktisk en god sætning,« siger han tilfreds.

Risikoen for usynlighed
Hvis den praktiske ende bestemmer kunstartens velbefindende, og Statens Museum for Kunst kun kan få et par hundrede Arnoldiplakater op at hænge, så kan man godt gætte, hvad plakaten har. Den har et problem. Der er efterhånden ikke mange steder at hænge den op, medmindre man har et millionbudget.
Alternativet er at gå gennem plakatmafiaen, som ulovligt sætter plakater op på mure og plankeværker og siges at kontrollere hele København. Eller man kan selv cykle rundt med en stak under armen og klistre dem op, hvor der er lidt mur at gøre med. Det er der mange, der gør, også en del kunstnere.
Med begrebet intervention i hovedet og et ønske om at få kunsten ud blandt folket kan de for eksempel finde på at sætte deres duplikerede værker op på Assistens Kirkegårds mure. Per Arnoldi kalder plakaten for en vægavis, der ved hjælp af tekst eller billede eller begge dele henvender sig til beskueren. Men som kunst på en tilfældig mur fungerer den ikke, siger han:
»Det er en typisk kunstinstitutionsøvelse at sige: Hvor kunne det være sjovt, hvis kunsten var derude, hvor folk er. Næ. Det er faktisk ikke sjovt. Det er jeg den eneste, der tør sige, og det er jeg også den eneste, der ved.«
»Alle falder for, at der nu er nogle, der vil sætte et billede op i det offentlige rum. Men hvis du kommer kørende forbi og ikke forstår, hvorfor det sidder der, så forstår jeg ikke, hvorfor det hænger der. Så aflæser du det ikke, og så bliver du ikke klogere.«
»De såkaldte kunstnere i det offentlige rum laver pludselig et hul. Det er, hvad jeg mener om det.«
– Kunstnere sætter plakater op på Assistens Kirkegårds mure og taler om intervention...
»Ja, men jeg tror, du løber en stor risiko for, at det bliver usynligt. Ikke fordi det er i det offentlige rum. Men fordi det henvender sig et sted, hvor henvendelsen plejer at være en anden. Der tror jeg, man er mere nødt til at følge reglerne. Det er selvfølgelig, fordi jeg er blevet et gammelt røvhul, at jeg siger sådan noget... klogt oven i købet.«
– Eller man kunne sige, at fordi du er blevet ’et gammelt røvhul’, så har du måske ikke set, at kunstneriske henvendelser er blevet mere almindelige på bymurene?
»Ja, det kan man selvfølgelig... Men hvis der sidder noget i det offentlige rum, som ikke er ment til at være der, så er det en form for vandalisme.«

Bekymret for forureningen
– Det er vel subjektivt, om det er ment til at være der...
»Det er rigtigt. Ja. Men vi har nogle reguleringer i det offentlige rum. Skal vi have dem? Christiania siger nej, og jeg siger ja. Hele visualiseringen af det offentlige rum er jo stærkt problematisk. Der er reklamer på taxaerne, der sidder en reklame på den der på benzintanken, ikke,« siger Per Arnoldi. Det er pistolen, han taler om; den tingest man står med i hånden, når man tanker.
»Det er en forurening. Skal kunstnerne så gå ind den? Jeg tror ikke, de har noget at komme med. Jeg er fuld af mistillid. Jeg tror, kunsten udspiller sig i kunstrummet, og offentlig kunst udspiller sig i det offentlige rum og bør underlægges en regulering. Derudover vil der altid være noget anarki, som jeg i svage øjeblikke godt kan lide, og som jeg i mindre svage øjeblikke håber ikke tager overhånd. Det vil jeg sige om enhver slags anarki: Man må håbe, det ikke tager overhånd.«
Per Arnoldi sætter sine ord i perspektiv; han taler »fra den anden lejr«. Han laver »luksusplakater«, som man køber med hjem og rammer ind, så han behøver ikke cykle rundt og klistre dem op midt om natten.
»Og jeg deltager selv i en forurening, som jeg synes er problematisk. Både med kunst og med plakater og skulpturer. Og med det malede vandtårn ved Sorø.«
Det sidste har han malet i yderst arnoldiklar rød, gul og blå – Sorø følte sig overset og forbikørt og bad ham ’male vandtårnet frem’.
»Det er en kunstnerisk løsning af et synlighedskrav, som en kunde er kommet med,« uddyber han og gentager, at han er nervøs ved forureningen. Også hans egen.
Der er dog et plakaternes fristed, påpeger han. Byggepladsplankeværkerne.
»De er ikke permanente. Det er ligegyldigt, hvad du sætter op, eller det er mindre problematisk. Det er naturligt, de bliver klistret til, så det, synes jeg, har en egen frodighed. Altså, det er ulovligt. Men jeg kan meget godt lide det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her