Læsetid: 2 min.

Politisk revy

31. maj 2003


Almene boliger til salg
*Regeringen er nu klar med en plan, der giver lejere i almene boliger mulighed for at købe deres egen lejlighed for i første omgang 70 procent af markedsprisen. De sidste 30 procent kan lånes rentefrit og skal først betales, når boligen sælges. Hvis 60.000 lejere køber deres lejlighed, kan salget ifølge regeringens beregninger finansiere 24.000 nye almene boliger. Boligselskabernes Landsforening mener, der er tale om ekspropriation, fordi indtægterne fra salget tilfalder staten og ikke boligselskaberne. Derfor truer boligselskaberne nu regeringen med en retssag.

OK til Thule-radar
*Socialdemokraterne støtter regeringens støtte til amerikanske planer om at modernisere Thule-radaren som led i missilforsvarsprojektet: »Vi ved, at de under alle omstændigheder vil deployere det nationale missilforsvar, uanset om vi siger ja eller nej til opgradering af Thule. Derfor mener vi, at det er me-
get fornuftigt at sige ja til opgradering af Thule,« siger Socialdemoktraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod. Den danske regering har dermed bred støtte i Folketinget, idet også Dansk Folkeparti og De Radikale bakker op. Grønlænderne kræver dog stadig en ny forsvarsaftale for Grønland. Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit og Lars Emil Johansen fra regeringspartiet Siumut henviser til, at Grønlands Landsting i foråret blev enige om, at forsvarsaftalen fra 1951 skal genforhandles, før Grønland vurderer aftalen om modernisering af radaren.

Sjursen forlader politik
*Kristeligt Folkepartis gruppeformand, Jann Sjursen, har valgt at forlade dansk politik efter et internt opgør i partiet. Den 39-årige Jann Sjursen har meddelt sin opstillingskreds i Århus, at han ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg. Han har af samme grund valgt at stoppe som formand for folketingsgruppen, men fortsætter som politisk ordfører. Ny gruppeformand bliver Mogens Nørgård Pedersen.

Investeringer fremrykkes
*Regeringen har besluttet at fremrykke offentlige investeringer for at bremse ledigheden: »Der er ledig kapacitet i byggebranchen, og derfor er det fornuftigt at flytte planlagte investeringer frem fra 2004 til 2003. Der bliver ikke tale om investeringer, der først skal projekteres, men om investeringer, som er planlagt,« siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvilke offentlige investeringer, der fremrykkes: »Det er nok først og fremmest de faktiske forhold i jernindustrien dvs. de fysisk-tekniske muligheder for overhovedet at fremrykke investeringer, som afgør, hvad omfanget skal blive,« siger Anders Fogh Rasmussen. Socialdemokraterne er tilfredse med beslutningen: »Regeringens nye meldinger om at fremrykke offentlige investeringer er en klar indrømmelse, som Socialdemokraterne vil holde dem fast på,« siger finanspolitisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her