Læsetid: 3 min.

Rejsens parenteser

Rocio, sted for valfart til Jomfru Maria, ved den andalusiske Atlanterhavskyst, nær den mægtige naturpark ved Guadalquivirs udløb, område for vilde heste og flamingoflokke
14. maj 2003

Guadalquivir
Dér ligger så rejsekufferten, næsten fuldt pakket med det sædvanlige. Undertøj, sokker, skjorter, ekstra sko, trøjer, badebukser i et forfængeligt håb om en badestrand, toiletsager, den pæne jakke kunstfærdigt lagt sammen. Etcetera. Hvad er det, der mangler? En håndfuld bøger stukket ind. Og endnu mere i sidste øjeblik. Og så lukningen med lås og remme. Navneseddel. Et stykke privatliv stuvet sammen og indsnøret. Et bundt dage af en nært forestående fremtid. Et gæt på et møde med det ukendte, som havde den nu sin egen vilje.

Overgange
En af bøgerne var Per Wästbergs netop udkomne Övergångsställen (Wahlström & Widstrand), hvor der også et sted står noget om at pakke kuffert. Den viste sig at være ideel rejselekture, en refleksionsbog med korte stykker og notater. Erindringer, portrætter, sære skæbner, afrikanske erfaringer og andre rejsemotiver, tanker om det totalitære, møder med kendte og ukendte. Som præsident for international PEN har han truffet betydende forfattere midtvejs mellem Gud og hvermand. Og han driver stilfærdige pointer ud af beretningen.
Overgangssteder hedder altså bogen. En af de hjemlige forfattere, han nævner, Sven Delblanc, skrev engang en dagbogsagtig tankebog under titlen Æselsbroen, det laveste overgangssted, hvad der var lumsk nok, da begges forfatterskaber mindst af alt savner højdesans, intellektualitet og finesse, om end PerWästberg er et smidigere gemyt med en ubesværet adgang til mennesker, miljøer og alverdens læsning
Fremme på rejsens første station, installeret i venners lejlighed, tager jeg bogen frem og blader. Den kan læses forfra, bagfra, punktvis, nappes som mannakorn. Det første lyder ved tilfældets gunst således, i oversættelse:
»En god måde at være sig selv er at opholde sig i andres huse eller bytte lejlighed eller sommerhus med hinanden. Da bindes man ikke af pligtens lister og gøremål men strejfer formålsløst om i en andens fantasi, i en vennefamilies eller en fremmeds billede af sig selv, udtrykt i møbler, genstande, henkastede ting. Man flytter ind i en parentes i sin egen tilværelse og kommer måske under vejr med, at det er dér noget vigtigt finder sted.«
Også rejsen opleves som en parentes i hverdagen, markeret af overgangssteder, som nu .

Uvirkelig tomhed
Byen er nærmest en filmkulisse med en stor åben plads af gult ler, som regnen gør fedtetglat, gabende folketom. Dertil rækker af ensbyggede, nu tillukkede logihuse til pilgrimmene ved de særlige valfarter Stilarten ligefrem mexicansk. Her kunne man fylde kufferten med kitschede souvenirs fra butikken ved siden af baren med dens processionsfotografier og enarmede tyveknægt. Jomfruen selv står i stiveste puds ved kirkens højalter med sit lille hvide ansigt, der kigger ud over den guldglitrende pyramidalske kjole Hun må i dag nøjes med turistens mat stirrende øje. Rocio er en stor, uvirkelig tomhed i venten på miraklernes fylde.

Udfarter
Vi er ved udfartsstederne for de store opdagelsesrejser, Palos de la Frontéra, hvor Columbus stak sine skuder i søen, og hvor han mindes med kloster, kirke og kapel. Overgangen ved den portugisiske grænse er umærkelig, mens landskabet så sagte forandres, og vejen ligger klar mod fastlandets yderste spids, Cabo de Sao Vicente ved Sagres, Henrik Søfarerens fæstningsværk.
Han var manden, der selv nødig stod til søs, men i høj grad lod de andre gå om bord efter hans udførlige beregninger. Her boede og arbejdede han, uddannede folkene som en overgang til en ny verden.
Inden for en kæmpestor cirkel af sten og lavt rækværk går et par arbejdsfolk og gasser ukrudt væk, så man tydeligere kan se konstruktionen af en kompasskive, en vindrose i praktisk overstørrelse til anskuelsesundervisning.
Betragtet oppe fra en af bastionerne i det hvidkalkede anlæg ses den tydeligt, så man kan forestille sig begærets dirrende kompasnål. Også her er der et kapel til vejvisning for de troende, som da blev drevet af videnskabelig erkendelsestrang og magtudfoldelse, af frygt og mod og drøm om guld til forsiring af tilværelsen og Jomfru Marias klædedragt. En tid fik de kufferten fuld. Midlerne var som bekendt ikke smålige.
Opdagelsernes historie er et af mange vidnesbyrd om grumheden, der helliggøres af troen, som altid når nogen læser Teksten bogstaveligt. »Al monoteisme synes at rumme en fristelse til at udøve terror i den rette guds navn,« står der bl.a. i rejsens medbragte lekture.
Nedenfor rumler Atlanterhavet i de undersøiske huler ved vor verdensdels yderste rand, og skumslaget hamres op mod klippen. Nu er det et verdsligt valfartssted, hvor vi i butikken kan købe smukke kopier af de hjembragte, oversøiske kunstgenstande. Havde der nu bare været plads i kufferten.
Her står den atter underlig tømt for sit brugte indhold og lader sig nødigt betragtet som sindbillede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu