Læsetid: 2 min.

Rhône har alt

Fransk vin kan også findes ude på den jyske hede
23. maj 2003

Under proppen
Sidste sommer kørte vi hjem – som alt for mange andre – fra Sydfrankrig en lørdag i starten af august. En yderst dum beslutning. Der var kø hele vejen fra Aix-en-Provence til Lyon sagde de på bilradioen.
Vi besluttede så at køre væk fra motorvejen, og kørte i stedet igennem en lang række af vinbyerne i Rhône området. Det var en god beslutning. Jeg er sikker på, at de fleste bliver meget overraskede over hvor stort et vinområde, der i virkeligheden er tale om.
Vinkendere – you name them – plejer altid at sige, at Rhône har alt. Her er vine, som er helt uden for rækkevidde prismæssigt. Tænk blot på priserne på Côte Rôti. Men det er også i Rhône, at vi finder vin, som kan gøre de kolde regnfulde danske hverdagsaftener i maj lidt varmere.

Ude på heden – tæt på Herning – importerer /A Vinstouw mange forskellige Rhône vine. Deriblandt også en frisk cuvee sammensat af Grenache, Syrah, Carignan, Merlot og Caladoc druer. Den laves både på flasker, og som bag-in-box. En lidt finere måde at sige papvin på. Vi havde valgt at smage bag-in-box versionen. En rimelig uskøn fem liters indpakning uden dikkedarer, og udenomssnak. Her er tale om god dagligvin. Det giver sig heller ikke ud for andet.
Det helt geniale ved bag-in-box vinene er, at man kan tappe den mængde man har lyst til. Skal man kun have et glas eller to tapper man blot det fra boxen. Og den kan holde sig længere end de fleste kan vente på! Der er en meget vigtig ting, som jeg gerne vil slå et slag for når det gælder bag-in-box vin. Den skal dekanteres i god tid før man drikker den. Det er klart, at ved selve tapningen sker der en dekantering. Men dekantér den en gang til over på den karafel, som I vil sætte på bordet. Det giver vinen tid til at udfolde sin bouquet.

Vi smagte den til en italiensk klassiker hjemme hos os. Man køber nogle gode svinekoteletter – ikke for små – og steger dem a la pizzaiola, som italienerne siger. Det er en stærk tomatsauce med masser af hvidløg, olivenolie, lidt rødvin og en smule frisk , stærk chili. Vinen stod distancen. Det er ikke en stor vin. Men til prisen – 175 kr for fem liter er det i virkeligheden et fund. Det svarer til 26.25 kr pr. flaske!
Og så i øvrigt et lille rygte, som jeg kun fortæller i denne snævre sammenhæng. Gobi vin får i løbet af foråret et begrænset parti af Roger Sabons ypperlige bag-in-box rødvin på hylderne. Det vender jeg tilbage til.

*Det smagte vi i denne uge:
Domaine Ramières 2001, rød, fem liters bag-in-box – Grenache, Syrah, Mouvedre, Carignan, Merlot og Caladoc druer. Normalprisen for denne vin er 40 kr pr. flaske. Efter min mening nok lige i overkanten. Men som bag-in-box vin er det et godt køb til 175,- for fem liter. Det er en flaskepris på 26,25 og det er meget billigt for en så god dagligvin.

*Vinene kan bestilles hos: /A Vinstouw
Tlf. bestilling og information: 24 43 75 20/97 22 32 35 .
Mail: preben-vinstouw@post.tele.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her