Læsetid: 4 min.

Rigtig kemi kan ikke købes for penge

Såvel danske Darleens som det internationale poprocknavn Fleetwood Mac har ladet sig gendanne, i begge tilfælde sågar med forbløffende vellykkede resultater
8. maj 2003

Nye cd’er
The Beatles gjorde det ikke – men Sex Pistols gjorde det. Lod sig gendanne, altså. Dette er selvfølgelig ethvert bands privilegium, men ofte syntes motivet udelukkende at være af pekuniær art; selv om man ikke lige skulle tro, at f.eks. et af 70’ernes allermest populære bands, vestkystgruppen The Eagles, på nogen led lige stod og manglede til huslejen, lod den sig alligevel gendanne for et par år siden, tog på den store indbringende USA-turne og udsendte det
obligatorisk ligegyldige live-album i samme anledning. Og fik sig vel en god griner hele vejen hen til banken og tilbaws igen: »There’s a sucker born every minute,« som W.C. Fields sagde.
Endnu mere tragikomisk er det at bevidne et legendarisk 60’er-navn som The Doors forsøge at presse citronen yderligere, eftersom dets markante forsanger Jim Morrison, har været død i over 30 år! Det svarer til, at Nirvana lige ville give den endnu et forsøg....
Inden for det sidste års tid har diverse 80’er-navne også forsøgt sig med samme model; nye plader fra så stilforskellige navne som Soft Cell, Suicide og The Soft Boys taler deres eget sprog. For publikum måske en chance for at opleve et navn live, som det enten overså i tiden eller simpelt hen nåede for sent frem til, mens det til gengæld hører til sjældenhederne, at bandet – hvad enten det fremstår i sin originale form eller med bare et enkelt originalt medlem som alibi – ligefrem har noget kunstnerisk nyt at føje til et oeuvre, der nyder en eller anden form for status, hvad enten det er som kult eller den store kvælende masseaccept.

Hørbar kemi
Nuvel, ud fra de ovenfor skitserede forudsætninger er det da en fornøjelse at konstatere, hvorledes gendannelsen af kvartetten Darleens på alle måder hører til blandt de famøse undtagelser fra reglen.
Da Darleens i starten af 90’ernes lanceredes som en art dansk new country-outfit, havde gruppen kun eksisteret i kort tid, ja, den blev opdaget så hurtigt, at den musikalsk knap var nået at træde i karakter. Og var debut-udgivelsen, Darleens (1991), fuld af lovende takter, virkede efterfølgeren, Twisted (1992), forjaget, overproduceret og ufærdig, og gruppen gik da også i opløsning kort efter dens udgivelse.
10 år senere er gruppen igen samlet med original besætning, d.v.s. sanger Karin Ørum, guitarist Margrethe Björklund, bassist Emma Engberg og trommeslager Sisse Lassen-Larsen med multiinstrumentalist Troels Bech som nyt medlem. Den indbyrdes kemi er hørbar på det selvfinansierede og -udgivne This Is Darleens, i alt 12 nye numre, hovedparten skrevet af Björklund med et bidrag fra Ørum samt to fornemme covers.
Produceret af den allestedsnærværende dynamo fra Superheroes, Thomas Troelsen, er pladen en raffineret sonisk nydelse fra start til slut. Med den gode producers overblik har Troelsen sat de melodisk træfsikre sange ind i en ramme, hvor sofistikerede studietricks aldrig overskygger det enkle og umiddelbart indtagende ved Darleens renfærdige og roots-påvirkede udtryk.
Er en country-tone stadig hørbar, trækkes der dog mere på den store pop-tradition fra 60’erne, tilsat et skvæt millennium-sensibilitet. Men det kan høres, at flere Darleens-medlemmer var med i The Nancy Sinatra & Lee Hazlewood-show i 90’erne – ikke kun på Hazlewood-kompositionen »Girl On Death Row«, en fin duet mellem Ørum og Troelsen, men på pladens stemning som sådan. Der er endvidere stiltræk fra Glen Campell og Bobbie Gentry – pladens anden cover er Jimmy Webbs hundesvære »Where’s The Playground, Johnny«, som begge de nævnte har indspillet – Burt Bacharach og Phil Spector m.fl., men disse påvirkninger er temperamentsfuldt bearbejdede, og resultatet er et høre- og nydelsesværdigt album, der nok også skulle gøre sig uden for landets grænser.

Det udefinerbart ekstra
Det engelsk-amerikanske outfit Fleetwood Mac har godt nok aldrig været opløst, men faktisk været på banen siden 1967! De fleste forbinder nu nok bandet med den besætning, der i årene 1975-87 i perioder dominerede radiostationernes playlister verden over: Stevie Nicks, Christine McVie, Lindsey Buckingham, John McVie og Mick Fleetwood – ja, albummet Rumours (1977) var verdens mest solgte album, indtil Michael Jackson for alvor kom i omdrejninger.
Denne besætning gik til i en sky af skilsmisser, stoffer, konflikter og mangel på inspiration, hvorefter flere år på kunstnerisk smalkost og mislykkede – fraset Nicks – solokarrierer fulgte. Den oprindelige besætning samledes i 1997 for at begive sig ud på en perspektivløs stadion-turne, men er nu seriøst tilbage med Say You Will, hvor kemien atter syntes at fungere – med et enkelt mangel: Den 60-årige Christine McVie har i mellemtiden simpelthen ladet sig pensionere.
De andre fire klarer det dog strålende, og pladens 18 (!) nyskrevne sange er blevet til på 50-50 basis mellem Nicks og Buckingham. Gruppen stod i sin storhedstid for voksen softrock med lige det der uderfinerbart ekstra, som løftede den ud over det banalt forudsigelige.
Det ’ekstra’ var melodisk fremragende og tekstligt konfliktfyldte sange samt ikke mindst Buckinghams opfindsomt udfordrende sub-Brian Wilson-produktioner. På begge punkter holder Say You Will standarden, og den er lidt af en syret popdrøm at lytte til i høretelefoner, for Buckingham er den særeste troldmand i et studie, men holder i kraft af sangenes næsten konsekvent høje standard. Højdepunkter som Nicks’ »Illume«, »Silver Girl« og »Running Through The Garden« og Buckinghams »Red Rover«, »Come« og »Say Goodbye« krones af at pladens mest iørefaldende nummer, »Peackekeeper«, er komponeret af det tidligere så uforsonlige eks-ægtepar sammen.
Frem for at lade fordommene styre i lyset af Macs golde år, burde De virkelig give Say You Will et lyt – lur mig, om det ikke vil komme som en positiv overraskelse.
Hvis alle gendannelser bar så gylden frugt, ville det sandt for dyden være en foreteelse, der seriøst gav mening. Og hvis al mainstream-musik havde lige så meget prægnans, ja, så ville det sgu næsten ikke være til at holde ud!

*Darleens: This Is Darleens (Rocky Love/MNW) Produceret af Thomas Troelsen.

*Fleetwood Mac: Say You Will (Reprise/Warner) Produceret af Lindsey Buckingham.

*www.FleetwoodMac.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her