Læsetid: 2 min.

Røre om eksport til Irak

Danske virksomheder bør komme forrest i køen, når der uddeles ordrer på genopbygning i Irak, mener Dansk Folkeparti
8. maj 2003

Danske virksomheder bør komme forrest i køen, når der uddeles ordrer
på genopbygning i Irak, mener Dansk Folkeparti

Kapløb
USA’s præsident, Bush, takker i dag over morgenmaden statsminister Fogh Rasmussen for Danmarks opbakning til Irak-krigen. Men statsministeren bør ikke lade sig spise af med ord. Fogh Rasmussen bør stille krav om, at den amerikanske regering giver danske virksomheder genopbygningsopgaver i Irak, mener Dansk Folkeparti.
Der er indledt en intens, international konkurrence blandt firmaer om at deltage i genopbygningen af bl.a. veje, sygehuse, skoler og vandforsyning i Irak. Det er attraktivt for virksomhederne at komme ind på det irakiske marked nu – dels for at få del i de mindst 200 mia. kr., genobygningen ventes at koste, dels for at være i landet, når irakerne for alvor kan begynde at spendere olieindtægterne.
USA’s statslige bistandsorganisation, USAID, har givet otte amerikanske firmaer genopbygningskontrakter i Irak. Nogle af disse skal som f.eks. infrastruktur-giganten Bechtel fra San Francisco finde underleverandører. I den proces bør de politisk åndes i nakken, mener næstformand i Danske Folkeparti Peter Skaarup:
»Vi forventer, at regeringen tager initiativ til, at danske firmaer får et fortrin, når amerikanske virksomheder udbyder genopbygningsopgaver. Med den danske indsats under og efter krigen bør der tilfalde os ordrer,« siger han.
Udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne Jeppe Kofod afviser politisk indblanding i kontrakt-tildelingen.
»Det vil være forkert at sammenkæde kontrakter og politik. De virksomheder, som er bedst og billigst, bør have opgaverne i Irak. Og så er jeg sådan set ligeglad med, hvilken nationalitet de har,« siger Jeppe Kofod.

Lidt medvind
Irak-ekspert og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Lars Erslev Andersen siger om dansk erhvervslivs muligheder: »Amerikanerne vil formodentlig tilgodese virksomheder fra koalitions-landene. Det kan man jo se blot ud fra, hvor misfornøjet Frankrig er med at være blevet sat uden for døren.«
I Dansk Industri tror man ikke meget på nogen stor gevinst som følge af regeringens varme bånd til USA.
»Det kan da godt være, at deltagelsen i Irak-krigen giver os en smule medvind hos amerikanerne. Men det vil stadigvæk være pris og kvalitet, som bliver det afgørende i forhold til at få kontrakter,« siger afsætningspolitisk chef i Dansk Industri Hans Peter Slente.
Dansk Industri forsøger med en konference 2. juni og en efterfølgende besøgsrejse i Irak at få danske virksomheder med i genopbygningsarbejdet. Omkring 200 firmaer har ifølge markedschef Peter Bo Andersen udvist interesse. På banen er især større virksomheder som A.P. Møller (logistik og transport), F.L. Smidth (cementfabrikker) og Cowi (ingeniørarbejde). Nogle mere ukendte er der dog også; f.eks. Danimex (fødevareudstyr), Orana (juiceproduktion) og AVK International (ventiler).
»Irak har verdens næst-største oliereserve, og der er 20 millioner mennesker med et skrigende behov for alt. Kommer der en fornuftig udvikling, bliver det et uhyre interessant marked,« siger Peter Bo Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her