Teater
Inden i guldsko og en medtaget, rød velourhousecoat med bremsespor fra den kommunalt udbragte dessert huserer Betty Love. Inden i Betty Love huserer Bodil Udsen. Inden i resterne af et halvt teaterkostume, orange jokkebukser og hår som en tiltet ørnerede huserer Lille Helen. Inden i Helen huserer Anne Marie Helger. Og inden i Betty Love huserer en tekst, der råber om hjælp.
Scenografien serverer den forrykte menage på et sølvfad. Mellem Bojesen-turistbras, Jorn og hans Cobra-kammerater og Lille Per på Giro 413-båndet knejser et siv af en suverænt anorektisk Giacometti. Er den ægte? Er Helen ægte? Dvs. mørklagt kærlighedsfrugt af romancen mellem en tatoveret kronprins med kvindetække og en donna fra teatret? Svar selv, men Dorte Madsens debut koger af nas, bedrag, udnyttelse og svigtende magtherredømme og i det minefelt er det klogest at tro det værste.
Den gale kvartet
Menagen udvides først med drukmåsen Einar, der med klirrende Netto-pose fanges ind af magister Love, der har brug for en handy-man til en dunkel forretning i kælderen. Siden med en hopla-glad hjemmehjælper, der kommer i dobbeltbeskydning i træfningerne mellem fængselsbetjent Betty og livsfangen Helen. Og så skrider stykket fra socialfarce til farce.
Besætningen er et scoop. Anne Marie Helgers præstation får man lyst til at se igen; så mange, fine og nøgne detaljer er der i hendes forstyrrede, kujonerede jomfru med hedestigninger og udlængsel.
Multikunstneren Elith Nulle Nykjær strikker en kendt figur på et hvilket som helst værtshus den højtbrølende outsider, der betjener sig af rungende hovedsætninger frem til liv og holdning, bundeksistensen har visse etiske færdselsregler, ingen kan få ham til at fravige. Og efter en overinstrueret entré kommer Ida Dwinger dramatisk på plads som det intetanende civile tab med et truet liv uden for krigszonen.
Og danefæet Bodil Udsen? Den elskede, beundrede, med rette prisbelønnede Store Gamle Dame fra Frederiksberg allé, hendes kunstneriske hjem de sidste sæsoner? Al kærlig høflighed aside fruen har allerede haft én stor rolle i sæsonen og er forståelig træt. Strammer af og til fast om monstret Betty og hendes intellektuelle verden af i går og penge- og håndfaste verden af i dag, men lader også være. Man stiller op (respekt, for rollen er skrevet til Udsen) og morer sig meget smittende med sublime øjeblikke i de sleske omsvøb, hvasse hug og ikke mindst pas-de-deuxerne med rollatoren. Så hvorfor kommer der ikke en folde-ud mand og bærer primadonnaen ud med fuld honnør efter fremkaldelserne? For da er man træt, som Einar, der aldrig bruger første person, ville sige.
Stykket vandt Kaleidoskops dramatikerkonkurrence i 1999; konkurrencen gjalt tekster med erindringer og erfaringer fra det sidste århundrede. At det vandt er forståeligt, men Betty Love er ikke desto mindre et kludetæppe af en tekst, der mangler en dramaturg, og en instruktion, der mangler en instruktør. Med dufte og dønninger efter Arsenik og gamle kniplinger, Misery og et strejf af Offer for en samler. Med huller, hvor historien gaber, og tomgang, hvor instruktøren har haft kaffepause. Derfor er det med forsigtighed anmelderen spotter en dramatiker, men med seler og livrem kylet ud i kulissen vover man at tiltro Olsen en personlig hovedstol og et samtidsblik, der kan samle sig til mere konsistente historier. For replikteknik, grotesken og samfundskvalmen, alt dét kan Olsen allerede.
*Betty Love af Dorte Madsen. Instr.: Mikkel Harder Munck-Hansen. Scen. (et udsøgt helvede af Minerva-reproduktioner og andet 60er-kitch): Martin Tulinius. Kaleidoskop. Til 20. jun.
