Læsetid: 10 min.

Rumpejenny

Jennifer Lopez er aktuel i Askepotfilmen Maid in Manhattan, hvor hun spiller den fattige stuepige. En historie, der passer perfekt til hendes dygtigt orkestrerede stjerneflugt
3. maj 2003

De begyndte lige så stille at vokse frem for et par år siden, og nu foreligger der for første gang en statistik: I USA fik 614 kvinder sidste år forstørret deres numse ved et plastickirurgisk indgreb. Et beskedent antal, ganske vist, i forhold til, at en kvart million kvinder samme år fik lavet større bryster. Eller måske endnu bedre sat i relief ved, at 2.082 amerikanere i dette tidsrum fik opereret deres navle smukkere.
Men alligevel. De 614 numseforstørrelser er et lille boom i sig selv: Tidligere blev der udført så få af dem, at ingen følte sig anledet til at tælle dem op. Nu tales der om en ny plastikkirurgisk trend, der oven i købet tilskrives én bestemt kvindes bagdel.
Med den verdensberømte plastikkirurg og bodybuilder Bruce Nadlers ord:
»Efterspørgslen efter denne type operationer er blevet markant større. Hvad Pamela Anderson gjorde for brysterne, det har Jennifer Lopez gjort for
denne kropsdel.«
Jennifer Lopez – skuespillerinde, sangerinde, forretningskvinde, diva, ikon og forbillede. Hendes puertoricanske rumpe er berømt for at stritte som hentehår i modvind, hvad hun selvfølgelig ved:
»Jeg kunne servere kaffe med min bagdel som bakke,« har hun forklaret.
Havde hun levet i de gode gamle Hollywooddage, hvor filmstudierne lancerede deres nye kvindelige stjerner med betegnelser som the It girl, the Oomph girl eller Cherry Blonde, ved hun godt, hvad hun skulle kaldes:
»Det første, der falder mig ind, er ’Numsepigen’,« sagde hun i et berømt interview for fem år siden, »for det er på grund af den, at jeg skiller mig ud fra alle andre.«
Ikke desto mindre magede skæbnens ironi det således, at da Jennifer Lopez for alvor brød igennem som skuespiller i 1997, skete det med polstret bukseende. Hendes allerede på det tidspunkt berømte rumpe var ikke frodig nok til titelrollen i Selena.
Selena Quintanilla, dronning af den texansk-mexicanske musikstil tejano, var to år tidligere blevet dræbt, skudt af den tidligere formand for hendes egen fanklub. Hun havde som den første tejanosangerinde nogensinde fået en guldplade, og hun havde vundet prisen som bedste kvindelige sangerinde ved de årlige Tejano Awards 10 år i træk, den sidste gang posthumt. Hun havde også sit eget tøjmærke, hun havde en lille rolle i filmen Don Juan DeMarco, hun var et forbillede for tusinder af unge latinaer, og hun var i færd med at indspille sin første engelsksprogede plade.
Selena Quintanilla var kort sagt på vej til at blive en Jennifer Lopez. Men fordi hun som 23-årig blev skudt i ryggen på parkeringspladsen foran et motel i Corpus Christi, Texas, blev Jennifer Lopez i stedet Selena.

Jennifer Lopez havde danset og sunget siden hun var fem. Dansen var hendes første store kærlighed, mindes hun. Sangen havde hun især brugt i de musicals, hun spillede med i. Men nu var det altså blevet skuespillet, der gjorde hende berømt.
»Jeg vil gerne være som Shirley MacLaine eller Bette Midler og gøre det hele – synge, danse og spille skuespil,« udtalte en ung Jennifer Lopez.
Under optagelserne til Selena sang hun da også i vilden sky, selv om udladningerne i bund og grund var stumme: Det var på forhånd besluttet, at al musikken i filmen skulle være Selenas originalindspilninger. Jennifer Lopez behøvede blot mime, men det kunne hun ikke få sig selv til.
I filmens åbningsscene synger Selena foran 35.000 mennesker i The Houston Astrodome. Optagelserne bjergtog fuldstændig Jennifer Lopez –
hun havde

næsten glemt, hvordan det var at stå på en scene. Samme uge ringede hun til sin manager med den besked, at hun måtte indspille »et eller andet«.
Debutalbummet var undervejs. Jennifer Lopez ligeså, og dét mere end nogensinde. Rollen som Selena indbragte hende en Golden Globe-nominering for bedste kvindelige musikalske hovedrolle, og som salær for filmen modtog hun en million dollar – så meget havde en latina-skuespillerinde aldrig tidligere fået. Oven i det hele blev Jennifer Lopez nu gift for første gang, Ojani Noah hed den midlertidigt heldige, han havde ved afslutningsfesten efter optagelserne til Selena grebet mikrofonen og præsenteret Jennifer Lopez for en uimodståelig diamantring.
Ægteskabet holdt dog kun et års tid, så havde hun fået nok af ham. Succesen med Selena katapulterede Jennifer Lopez så langt op mod berømmelsens tinder, at afstanden til restauratøren og fotomodellen Noah blev for stor. Hun forlangte skilsmisse, og han gik til sladderbladene med oplysninger om deres sexliv.

Mens ægteskabet stadig var, kom der imidlertid anderledes søde ord ud af Ojani Noahs mund. La Guitarra kaldte han poetisk hustruen, hvis kropsform mindede ham om bemeldte instrument.
På en solrig februardag i 1998 stod Noah med en haveslange og pøsede vand i parrets pool, mens han beundrende kiggede på sin Guitarra, der slængede sig i en solstol ved siden af. Hun lå på maven med løsnet bikinitop, i færd med at blive indsmurt i creme af en massøse. Få uger senere ville hun gå fra sin mand, det vidste han ikke, han stod bare og var tilfreds og plaskede med haveslangen. Det larmede lidt.
»Skat, Steve og jeg vil ikke kunne høre hinanden,« sagde Lopez til Noah.
Så rejste hun sig med et kattedovent »mmmhh« og smilede til Stephen Rebello; en journalist, der var kommet for at interviewe hende. På det tidspunkt havde Selena gået sin sejrsgang, og Jennifer Lopez var mere selvbevidst og determineret end nogensinde.
»Jeg er ikke den bedste skuespillerinde i historien, men jeg ved, jeg er ret god,« forklarede hun journalisten.
Hun havde netop forhandlet sig frem til en ny rekordhyre på to millioner dollar for Elmore Leonard-filmatiseringen Out of Sight og havde ingen anledning til at sætte sit lys under en skæppe.
»Folk tror det ikke, men lige nu er jeg meget underbetalt,« fortsatte hun.
Det havde affødt nogen utilfredshed i mexicanske kredse, at Jennifer Lopez i konkurrence med flere tusinde håbefulde latinaer blev udvalgt til at spille Selena Quintanilla. Lopez var jo af puerto ricansk byrd og dermed ikke egnet til rollen, mente nogle. Kritikken irriterede Lopez. Og det hjalp ikke på hendes humør, at den mexicanskfødte skuespillerinde Salma Hayek beredvilligt havde forklaret pressen, hvordan hun som den første var blevet tilbudt rollen – at Jennifer Lopez blot var instruktørens andetvalg.
I solen ved swimmingpoolen den februardag i 1998 valgte Lopez at træde i karakter.
»Hun er en sexbombe, og det er den slags roller, hun spiller,« sagde hun om Salma Hayek.
»Jeg må le, når hun siger, at hun først fik tilbudt rollen som Selena, det er en lodret løgn. Hvis det er sådan, hun skaffer sig omtale, så hende om det.«
Semilatinaen Cameron Diaz fik også et skudsmål. Jennifer Lopez betegnede hende som »en heldig fotomodel, der har fået en masse muligheder, som jeg ville ønske, hun havde forstået at udnytte bedre«.
Efter ligeledes at have givet Gwyneth Paltrow, Claire Danes og Winona Ryder nogle borgerlige ord med på vejen, sluttede hun af med et par betragtninger om Madonna.
»Synes jeg, hun er en god performer? Ja. Synes jeg, hun er en god skuespillerinde? Nej.«
Ligesom Madonna var Jennifer Lopez en stenhård og visionær forretningskvinde. Hun vidste udmærket, at skulle hun fremover sælge varen, så skulle der naturligvis være en vare at sælge. Hun havde allerede rumpen og sin øvrige skønhed, som i rigt mål kunne lokke husarerne til. Men hun manglede at skabe sig et egenartet image, der kunne overskride hendes fysiske fremtoning og tilbyde offentligheden en mere kompleks pakke betitlet Jennifer Lopez. Eller J Lo, som hendes fans senere begyndte at kalde hende.
At hun slog sig i tøjret ved swimmingpoolen var blot en indledende markering.

Da Jennifer Lopez året efter, i 1999, udgav sin første cd, lykkedes det hende at blive noget så sjældent som en kunstner med succes i to væsensforskellige discipliner. Filmkarrieren gik bedre og bedre, hun tjente stadig flere penge og fik nu også tilbudt roller, der ikke typecastede hende som den evige latina. Og med cd’en gik det nærmest endnu bedre.
On the 6 hed den, og den blev solgt i flere millioner eksemplarer. Titlen referer til den toglinje, Lopez plejede at tage ind til down town New York fra bydelen Bronx, hvor hun var født og opvokset. On the 6 var trods Jennifers Lopez’ spinkle stemme blevet en iørefaldende sag, dygtigt produceret af ikke mindst Sean ’Puff Daddy’ Combs – en berømt, sort rapper, hun var blevet kæreste med.
Forholdet til Puff Daddy holdt ikke i længden, men det hjalp i nogen grad til at højne Lopez’ credibility på ghettogadeplan. Hun fik en snert af slem pige, der hænger ud med de hårde drenge, men allervigtigst var det, at hun nu var fysisk tilstede i det rapmiljø, hvis værdier hun igen og igen hyldede og kaldte sine i interviews.
Hendes budskab havde længe været det klassiske, at vel kan man godt tage pigen ud af Bronx (hun var for længst flyttet til Los Angeles), men man kan ikke tage Bronx ud af pigen. Hun var en homegirl. Hun ville keep it real, som rapperne sagde. Hun anglede efter at repræsentere.
Rettelig havde Jennifer Lopez ikke længere nogen stærk tilknytning til sit gamle kvarter, men hun var dygtig til at omtale det: At hun kom fra Bronx, det vidste efterhånden de fleste.
Den hårde ghettostil endte dog med at gå Jennifer Lopez for nær, da hun blev involveret i en skudepisode på en natklub i december 1999. Puff Daddy og hans bodyguard kom for retten, og Jennifers forhold til rapperen løb ud i sandet. Men hun har siden holdt rapforbindelsen i ave ved at indspille numre sammen med respekterede folk som Nas, Ja Rule og senest LL Cool J. På den måde lugter hendes musik nogle gange lidt af ghetto, selv om næsten alle hendes sangtekster er skåret over hjertesmerte-læsten.
En undtagelse er hendes nylige hit Jenny from the Block, hvor hun synger om, at hun i bund og grund stadig er gode, gamle Jenny fra inde ved siden af. Lad dig ikke narre af mine diamanter, jeg er stadig Jenny fra blokken, synger hun.
Nummeret virker underligt påduttet en cd, hvis andre sange snildt kunne passe ind i Mariah Careys repertoire. Og Jennifer Lopez er da også blevet kritiseret for at have optaget musikvideoen på en anden blok, end den barndomsblok, hun synger om, fordi denne ikke var tilstrækkeligt pittoresk.

Når Jennifer Lopez alligevel, trods sine lidt kejtede forsøg på at være en homegirl, brænder igennem, er det primært fordi, at hun har en god historie. Hendes hverdag kan meget vel være uendelig distant og luksuriøs, når betragtet fra en tarvelig blok i Bronx, men hendes curriculum vitae siger det sort på hvidt: Jennifer Lopez opfyldte ghettobarnets drømme snarere end at forråde dem.
I den optik får man øje på hendes største force, som er arbejdsomheden. Hun knokler som en gal og har altid gjort det – lidt ligesom Madonna, der også har arbejdet sig ud over det problem, at hun ikke er nogen stor vokalist eller skuespillerinde. Derfor giver det ikke megen mening at dissekere Jennifer Lopez’ liv og levned og påpege, at hun er en middelmådig skuespiller, en ditto sangerinde (som kun har givet én koncert nogensinde), en god danser og en smuk kvinde og sammenfattende forklare, at derfor er Jennifer Lopez en diva og et ikon og den mest søgte kvinde på søgemaskinen
Google i 2002.
Og så kan man jo ikke komme uden om rumpen – som i virkeligheden ikke er
ekstraordinær. Den sorte klummeskribent Erin J. Aubry skrev for fem år siden, at »derfra hvor jeg sidder – og fra hvad jeg sidder på – er Lopez’ rumpe, omend bestemt beundringsværdig, tydeligvis af beskedne proportioner«.
Det er et faktum, at mange kvinder verden over, men vel nok særligt latinaer og sorte, er begunstigede med en strittende bagdel. Jennifer Lopez kan muligvis bryste sig af, at hendes stritter ekstra meget. Men i bund og grund var hun først og fremmest heldig at komme anstigende med sin rumpe i en tid, hvor det er normen, at der skal være mere til gaden end til gården.
Det har mange mænd og kvinder ikke haft det godt med. Og det har på verdensplan lunet at se, hvordan skønhedsidealet alligevel ikke er mere rigidt, end at en kurvet kvinde fra Bronx, New York, kan bøje det.
I dag er det på flere måder længe siden, at Jennifer Lopez blev prøvefilmet til en rolle som hiphop-danser i tv-serien In living color. Det var i 1990, helt præcist, og for et par måneder siden kunne den amerikanske tv-station CBS vise optagelser af prøvefilmningen.
Jennifer Lopez danser, en kameramand filmer, Lopez ved endnu ikke, at hendes bagdel er en fordel. Hun vender sig bekymret mod kameramanden:
»Lad være med at filme mig bagfra.«
Hun fik rollen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu