Læsetid: 3 min.

SF kræver ny dansk livsstil

Danskerne skal lægge deres liv grundlæggede om for at skabe et bæredygtigt samfund, mener SF. Goder som kød på bordet, bil og tørretumbler skal begrænses
8. maj 2003

SF’s fremtid
Familien Danmark kommer til at bide i det sure æble. I løbet af de kommende år venter en radikal omlægning af danskernes livsstil.
Der skal flere grøntsager og mindre kød på spisebordet. Bilen bliver forbeholdt særlige festlige lejligheder. Og det er slut med en maskinpark af apparater, der sluger el. I hvert fald hvis det står til SF. Partiet arbejder på en omfattende plan, der skal være ledemotiv i den samlede politik i årene fremover.
Planen tager udgangspunkt i den udvikling, der truer verdens miljø. Først og fremmest udsigten til, at olien allerede om 15-20 år bliver sparsom.
»Jeg villle meget gerne være optimist, men vi bliver nødt til at se sandheden i øjnene. Drejer sig om at skabe en verden i balance for vores oldebørn,« siger Margrete Auken, SF’s trafikordfører.
Formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), roser SF for debatten, men afviser, at danskernes skal tvinges til en ny livsstil.
»Hvis vi virkelig skal rykke, så skal vi have befolkningen med os – og det får vi ikke ved at tryne dem,« siger han.
Den nye SF-politik skal være en af grundpillerne for partiet, mener partiformand Holger K. Nielsen. For at opnå et bæredygtigt samfund skal planen derfor være et bagtæppe for resten af partiets politik.

Ramaskrig i vente
Beslutningen om at sætte skub i en fundamental forandring af danskernes livsstil vil udløse voldsomme protester, erkender Margrete Auken:
»Der vil lyde et ramaskrig fra alle. Men så kan jeg bare sige: ’Hvad havde I forestillet jer? Fortæl mig, hvad I så forestiller jer’,« siger hun.
Regeringen er helt klar over den alarmerende miljøudvikling, men undlader bevidst at gribe ind, mener SF:
»Regeringen befinder sig i en hørm af leflerier for forskellige interesser og ser bort de ting, den godt ved,« siger Margrete Auken, der sammen med miljøordfører Jørn Jespersen og energiordfører Anne Grete Holmsgaard er primus motorer bag planen.
Eyvind Vesselbo afviser, at regeringen har stukket hovedet i busken:
»Men der, hvor vandene skiller, er nok den skarpere regulering af folks adfærd. Det skal være op til den enkelte at føre et godt og sobert miljø-liv,« siger han.

Øko-the er ikke nok
SF’s grønneplan rammer lige ned, hvor det gør ondt på danskerne. Det er slet ikke nok at drikke økologisk the og cykle på arbejde. Der skal langt mere til, fremgår det af planen.
F.eks. skal danskernes spisevaner ændres, fordi det koster langt mere energi at producere kød end grøntsager.
Samlet set skal danskernes energiforbrug ned på 25 procent af det nuværende niveau. Og ny teknik løser ikke alene problemet: »Vi kan gøre meget med moderne teknologi, men vi kan ikke effektivt løse problemet. Det kan kun en økonomisk styring eller benhård begrænsning af danskernes forbrug,« siger Margrete Auken.
Og her kommer de enkelte familier ind i billedet. SF’s beregninger viser, at en dansk familie med amerikansk livsstil – to biler, parcelhus og årlige rejser til Bahamas – bruger otte gange meget energi som en almindelig arbejder-familie – mindre lejlighed, cykler til arbejde og holder ferie i Danmark. Derfor skal danskerne lægge deres liv om – sammen med resten af den rige verden, lyder SF’s plan:
»Det drejer sig om modeller for en ny livsstil. Det skal der også arbejdes på internationalt, og her kommer EU til at spille en central rolle,« siger Margrete Auken.
Især nye transport-vaner vil få danskerne op af stolen, forudser hunn:
»Der kommer folk virkelig til at opleve det på deres egen krop. Ikke sådan at vi skal af med alle biler. Men vi skal køre mindre i dem og de skal holde meget længere,« siger partiets trafikpolitiske ordfører.
SF’s grønne plan kommer til debat, når partiet i bededagene holder landsmøde. den endelige plan bliver først færdig senere.

*Artiklen er den tredje i en serie om fremtiden for det nu midaldrende venstrefløjsparti. Serien fortsætter. Læs de foregående artikler på webadressen:
tema.information.dk/etnytsf
*Følg debatten om SF på debat.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her