Læsetid: 3 min.

SF savner den tabte generation

Et spirende oprør mod partiformand Holger K. Nielsen trænger sig på i SF. Problemet er, at tronfølgen ikke er sikret
9. maj 2003

Fremtidens SF
Hun er den perfekte formand for SF. Ud over at være kvinde er hun klog – med det klart mest misundelsesværdige c.v. i hele partiets folketingsgruppe. Hun har haft ledende poster inden for ligestilling, miljø, kultur og politik – kerneområder for partiet. Og så har hun, i lighed med de fleste af partiets vælgere, en lang karriere i statens tjeneste. Det bliver kort sagt ikke bedre.
Bortset fra to problemer: Et, som trænger sig på nu, og et andet, der ligger gemt i fortiden.
Kvinden og hendes problemer vender vi tilbage til.
Det drejer sig om SF’s næste formand, tronfølgeren til Holger K. Nielsen.
Formelt sidder formanden sikkert i sadlen, men debatten om hans efterfølger er begyndt.
Holger Kirkholm Nielsen har sådan set gjort det godt nok, siden han overtog posten som SF-formand, da partiet efter valget i 1990 styrtdykkede og tabte ni pladser i Folketinget. Ved de efterfølgende valg har SF stort set holdt status quo.
Fire EU-afstemninger har præget partiformandens karriere. Og nu har Holger og konen igen udsigt til at stemme om unionen, når EU-konventet afslutter sit arbejde, og regeringen bestemmer sig til, om en afstemning også skal omfatte de danske forbehold.
I kølvandet på SF’s egen debat for og imod EU har partiformanden måtte vinke farvel til flere af partiets fremtrædende medlemmer: Steen Gade, Jes Lunde og Christine Antorini. Sidstnævnte var den oplagte arvetager efter Holger K. Nielsen, men smækkede med døren og kaldte SF for et forstenet
parti.

Kollektivet
Holger K. Nielsen er jævnaldrende med stort set resten af SF’s medlemmer af Folketinget. Alderen er ikke et problem i sig selv – kun hvis vælgerne får den opfattelse, at partiet består af overvintrede 68’ere uden nye ideer.
»68 var en vidunderlig revolution, men som med alle gode traditioner kan vi ikke blive stående der. Vi skal videre og trænger til at få rystet det image af os,« siger Anne Grete Holmsgaard, SF.
Kritikken af partiformanden opfattes som dybt uretfærdig: »Jeg ville være meget ked af, hvis Holger valgte at gå. Han kan være en cirkushest, når der er brug for at være en cirkushest, og seriøs, når der er brug for at være seriøs. Det er ikke rimeligt at skælde folk ud, fordi de har gråt hår,« siger Anne Baa-strup, der selv bliver nævnt som et bud på en formand.
Anne Baastrup har tætte bånd til flere af de øvrige SF’ere på Christiansborg. Både Aage Frandsen, Villy Søvndal og Jørn Jespersen har boet i familien Baastrups hus i Brønshøj. Kollektivet, kaldes netværket af yngre SF’ere.

Børnebanden
Over for kollektivet står børnebanden. Et løst netværk, der omfatter folketingsmedlem Morten Homann, næstformand Mette Feifer og medlem af hovedbestyrelsen Peter Goll.
»Venstrefløjen har ikke taget folks behov for tryghed alvorligt. Det er godt med visioner, men vi må også have praktiske svar på folks frygt for at blive overfaldet – eller deres bekymring for, at samfundet kløves af etniske konflikter,« sagde Peter Goll for nylig til LO’s ugebrev A4.
Sammen med Morten Homann kaster han sig ud i en kritik af et gammeldags hængerøvs-SF, der er imod enhver krig, snakker om sociale årsager, hver gang forbrydere lemlæster folk på gaden, og smiler forstående, når unge indvandrere pisser på det danske samfund. Børnebanden vækker voldsom irrita-
tion blandt de ældre medlemmer i Folketinget. De stjæler billedet fra andre unge SF’ere, og deres ideer er i virkeligheden dybt reaktionære, mener kritikerne.
»Det med at gå i stå – det hører ungdommen til,« konstaterer den 58-årige Margrete Auken.
SF står altså i en situation, hvor en aldrende ledelse sagtens kan vælge at fortsætte i mange år endnu. Internt viser Holger K. Nielsen heller ingen tegn på slidtage. F.eks bliver det nye principprogram for partiet trukket frem af formanden.
Problemet er den manglende generation – midt imellem kollektivet og børnebanden. Her kommer vi så tilbage til den perfekte formand og hendes problem.
Anne Grete Holmsgaard, tidligere direktør for Danmarks Tekniske Universitet, er nemlig tæt på at være perfekt. Men den dag, Holger går af, vil hun være for gammel.
»Den dag, vi skal have en ny formand, så skal hun – for det skal gerne være en kvinde – kunne holde i 10-15 år,« siger Holmsgaard, der desuden belastes af et lig i lasten: Hun er gammel VS’er. Det lille venstrefløjsparti, der brød ud fra SF, er så ugleset i partiets bagland, at hun aldrig vil blive formand.

*Serien om Fremtidens SF fortsætter. Læs tidligere artikler på
tema.information.dk/etnytsf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her