Læsetid: 2 min.

Små kår, stor humor

’Skygger i paradis’ viser en tidligt modnet Kaurismäki
30. maj 2003

(2. sektion)

Ny film
Jeg må tilstå, at da jeg for godt 15 år siden så Skygger i paradis for første gang, fik jeg ikke for alvor udskilt den fra den triste socialrealisme, der på finsk kan være en mere nedslående end kunstnerisk opløftende affære.
Set i dag er det indlysende, at kimen til Kaurismäkis afgørende internationale gennembrud sidste år med Manden uden fortid findes i denne hans tredje film. Og mere end det: evnen til at stilisere og kondensere socialrealismen, så den bliver fyndig fortælling, træder tydeligt frem i denne romance mellem skraldemanden og kassedamen, spillet af de kvintessentielle fåmælte Kaurismäki-skuespillere, Matti Pellonpää og Kati Outinen.
Pellonää døde i 1995, kun 44 år gammel, mærket af en hård livsførelse. Men den blonde Outinen er heldigvis stadig iblandt os og var også heltinden i Manden uden fortid.
Begge virker rørende unge her i Kaurismäkis første afsnit af proletartrilogien, der også omfatter Ariel (1988) og Pigen fra tændstikfabrikken (1990).

Hverdags-femme fatale
Pellonpää spiller skraldemand Nikander, en nærmest komisk indesluttet tørvetriller og dødbider, der for første gang opdager kærligheden. Da han får en date med Outinen, inviterer han hende med til verdens mest lurvede
og søvndyssende bingospil, og hun er parat til at opgive ham.
For der er dynamik og eventyrlyst i hendes kassedame, som oplever at blive fyret uretfærdigt og derfor stjæler kassen. Men hun har brug for en mand til at åbne den, og Nikander er pålideligheden selv – et villigt offer for denne hverdags-femme fatale, som Outinen giver en trodsig selvstændighed og sensualitet.

Suveræn stilist
Kaurismäkis dead pan-humor og herligt lapidariske replikker kaster et forsonende skær over hovedpersonernes deprimerende livsvilkår.
Der er solid, koncis realisme i billederne af skraldemandsjobbet og de fattigdomshæmmede livsmuligheder, men først og fremmest er det kommunikationsbrist, der gør kærligheden svær. Kaurismäkis elliptiske billedstil, der ikke udspensler, men skærer bort, udtrykker vidunderligt præcist parrets tragikomiske kontaktbesvær. Kun banale slagere kan tolke følelserne.
Det er på høje tid, Skygger i paradis får danmarkspremiere, og det kan ikke ske i bedre regi end den visning af instruktørens proletartrilogi, som Husets Biograf meget rosværdigt har stablet på benene. Ved siden af Lars von Trier er Kaurismäki Skandinaviens mest overlegne yngre artist, auteur og filmstilist. Mindre opreklameret og forkælet, men – skulle jeg tro – mindst lige så langtidsholdbar.

*Skygger i paradis. Instruktion og manuskript: Aki Kaurismäki. Finsk (Husets Biograf)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her