Læsetid: 6 min.

’En smeltedigel af kreativitet’

Det lover programlæggerne af filmfestivalen i Cannes om dette års udgave af festivalen. Den begynder på onsdag og har blandt andet Lars von Trier og ’Dogville’ blandt de konkurrerende film
9. maj 2003

Cannes 2003
I traileren til Lars von Triers nye film, Dogville, får man meget at vide: at den danske instruktør indspillede filmen i vinteren 2002; at optagelserne foregik langt fra offentlighedens søgelys; og at der for at lindre følelsen af isolation blev opstillet en ’skriftestol’ få meter fra studiet.
Inde i det lille rum, som var til rådighed 24 timer i døgnet, var en rød knap, der aktiverede et videokamera. Foran det videokamera placerede en række af filmens mange stjerner sig, og de små sekvenser, som kom ud af det, udgør nu substansen i den humoristiske og meget lidt afslørende trailer for Dogville.
Nicole Kidman kan ikke finde det røde lys. Ben Gazzara vil aldrig igen medvirke i en film af denne gale instruktør, som han i øvrigt ikke kan huske, hvad hedder. For Paul Bettany har det været som at slå store søm gennem hovedet. James Caan beder en forstyrrende person om at lukke døren, »folk er så uhøflige,« siger han. Og von Trier selv sidder bare og kigger lige i kameraet uden at sige et muk.
Det er ikke til at blive klog på hverken Trier eller Dogville, som ingen til deres store fortrydelse endnu har set – i hvert fald ikke blandt pressen – men det, vi har hørt, lyder spændende: Trier har selv ført kameraet, og filmen er optaget i ét stort studie med kridtstreger på gulvet som eneste markering af kulisser.
Få film har der været så meget omtale af og samtidig så meget hemmelighedskræmmeri omkring.

Flere og flere film
Men inden for de næste par uger bliver det afsløret, hvad Trier nu har fundet på. Den årlige filmfestival i Cannes står for døren, og naturligvis er Trier at finde på den røde løber, som han har været det seks gange tidligere, kronet med en Guldpalme for tre år siden for den originale musical Dancer in the Dark.
Nu er Dogville naturligvis ikke den eneste film på festivalen, heller ikke den eneste danske film – debutanten Christoffer Boe deltager i Semaine de la critique med Reconstruction. Men der knytter sig naturligt nogle forventninger til Trier, der som få har formået at kombinere et unikt kunstnerisk udtryk med en forholdsvis bred publikumsappeal.
På festivalens hjemmeside kan man læse sig til, at hovedkonkurrencen i år omfatter 20 spillefilm mod sædvanligvis 23-24, og at filmene er udvalgt blandt 908 mulige kandidater. Inklusive kortfilm nåede feltet op på i alt 2.498 film, 200 flere end sidste år og hele 400 flere end 2001. I slutningen af 90’erne nåede det samlede antal film ikke over 1.000.
Trods denne stigning i antallet af film, især kortfilm, som forsøger at nå med til Cannes, har det ifølge programlæggerne været svært at finde film til det officielle program, som ud over hovedkonkurrencen omfatter sidekonkurrencen Un Certain Regard og officielle kørsler uden for konkurrence. Kun få af filmene blev meldt klar i god tid, og udvælgelseskomiteen med festivalleder Thierry Fremaux i spidsen måtte spørge sig selv, om 2003 mon blev »et godt eller et dårligt år?« Et lidt koket spørgsmål, som de selv og ganske forudsigeligt besvarer med en lovprisning af programmet: »Cannes Film Festivalen 2003 tegner til at blive lige så alsidig og rig som altid (...) en smeltedigel af kreativitet.«

Korte film
Når festivalen er forbi, vil pressen have været mere nuanceret og sikkert også nådesløs i sin bedømmelse af udvalget. Men når man har været i Cannes et par gange, går det op for én, at en festival sjældent er enten god eller dårlig – der er altid både gode og dårlige film at fornøje sig med, og man vil have haft i hvert fald én stor filmoplevelse.
Allerede nu kan jeg dog løfte sløret for en af dette års forsonende kvaliteter: De 20 konkurrencefilm er næsten alle meget korte, dvs. omkring halvanden time. Det er kun Lars von Trier, der tangerer de tre timer med Dogville, mens brasilianske Hector Babenco og Peter Greenaway som de eneste når lige over to timer med henholdsvis fængselsdramaet Carandiru og den for lang tid siden annoncerede og sikkert også temmelig eksperimenterende The Moab Story – The Tulse Luper Suitcase Part 1.
Korte film er noget af det, man lærer at sætte stor pris på i løbet af en filmfestival som Cannes, hvor ens tolerance over for film, ikke mindst de lange, bliver mindre og mindre for hver dag, der går, og for hver film, man ser.
Men ellers er det ganske svært på forhånd at vide, hvad årets program reelt har at byde på – ikke mindst fordi 40 af de 52 film i det officielle program har verdenspremiere i Cannes og ikke tidligere er blevet vist. Der knytter sig forventninger til flere af instruktørerne, men Cannes er også stedet, hvor selv anerkendte instruktører har det med at skuffe.
Måske fordi man er så spændt op til store oplevelser, at man ikke bare håber på, men regner med, at filmene er gode.

Franske fristelser
Clint Eastwood, der deltager i konkurrencen med Mystic River, har ikke lavet en ordentlig film i flere år. Man kan håbe på, at han er med i Cannes, fordi hans nye film fortjener det, men man kan frygte, at det kun er, fordi Clinten er den, han er, og havde en film klar i tide.
På samme måde med Gus van Sant, der herhjemme senest gjorde opmærksom på sig selv med en overflødig Psycho-genindspilning og i Cannes er aktuel med tv-filmen Elephant. Og Peter Greenaway, som længe har talt om sin storstilede Tulse Luper Suitcase-film midt mellem alle sine øvrige projekter. Hans forrige film, 81/2 kvinde, var et decideret makværk, og man kan frygte, at den engang så fremragende filmkunstner – som betog publikum med Arkitektens mave, Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker – nu er optaget af alt for meget andet til også at kunne lave helstøbte filmfortællinger.
Veteraner som Raul Ruiz og Alexander Sokourov, der er med i konkurrencen i år, forekommer at være fast inventar i Cannes. Begge instruktører laver da også den slags indimellem interessante, smalle film, som sjældent gør sig godt i en almindelig biograf, men høster anerkendelse på festivalerne.
Så synes der at være større sandsynlighed for, at den håndfuld franskmænd, som har fundet vej til konkurrencen, faktisk har noget at byde på. Flamboyante Francois Ozon, som medbringer sin egen Swimming Pool, har senest kaldt på superlativerne med ensemblefilmen 8 kvinder. Også Claude Miller og André Téchiné har inden for de senere år optrådt med held i de danske biografer, mens det dog er nogen tid siden, at vi sidst så en film af Bertrand Blier.

Ikke kedeligt
Blandt unge filmskabere er de tre mest interessante skikkelser iranske Samira Makhmalbaf, der lige nu er biografaktuel i Danmark med Blackboards og kommer til Cannes med A cinq heures de l’après-midi; den amerikanske skuespiller Vincent Gallo, som instruktørdebuterede med den roste Buffalo 66 og inviterer til hardcore-sex i Brown Bunny, og ikke mindst japanske Kiyoshi Kurosawa, der for et par år siden havde gyseren Caïro med til Cannes og nu lover os en Bright Future.
Ellers vil det nok ingen skade være til at kigge lidt uden for hovedprogrammet, hvor filmserier som Semaine de la critique og Quinzaine des realisateurs lokker med mere eller mindre kendte instruktørenavne og en lang række debutanter, som måske vil overbevise publikum og presse om deres talent.
Og så er der selvfølgelig alle hyldestserierne og de specielle forevisninger, hvor man kan opleve alt fra Fellini og Chaplin til Lindsay Anderson og Michael Curtiz.
Kedeligt bliver det næppe.

*Se Dogvilles trailer i biografen eller på filmens officielle hjemmeside, www.dogville.dk
*Dogville-stjernernes besøg i skriftestolen indgår i en dokumentarfilm af Sami Saif, Dogville Confessions, som også bliver vist i Cannes
*Filmfestivalen i Cannes begynder den 14. maj, og Information er som sædvanlig på pletten. Læs flere artikler fra Cannes 2003 på tema.information.dk/cannes2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her