Læsetid: 4 min.

Socialforsker: Giv de ledige flere penge

Opgiv den hårde disciplinering af de tungeste ledige: Kun penge kan integrere dem i samfundet, siger socialforsker, professor Iver Hornemann Møller
26. maj 2003

Skal alle mennesker for enhver pris have et lønarbejde og være i selvforsørgelse for at blive accepteret af samfundet? Ifølge leder af Center for Social Integration og Differentiering ved Handelshøjskolen i København, Iver Hornemann Møller, forholder det sig sådan i dag. Desværre, tilføjer han. Vores arbejdskultur er blevet alt for snæver. Professoren slår derfor til lyd for, at man bør bløde op over for de tungere grupper i kontanthjælpssystemet: De langtidsledige, der længe har døjet med samfundets krav om aktivering, været udsat for dets hån, fordi de ikke har magtet at forsørge sig selv. For der vil altid være en gruppe mennesker, der ikke kan leve op til kravene på arbejdsmarkedet. Og der vil altid være – selv i en højkonjunktur – mennesker, for hvem udsigten til fast og lønnet arbejde forbliver uden for rækkevidde. Det viser historien. Så hvorfor blive ved med at tvinge folk med mange problemer ud i aktiveringsordninger, der ikke ændrer stort på disse menneskers liv andet end at føje yderligere nederlag til?
»Alle erfaringer viser, at beskæftigelseseffekterne af aktivering både i Danmark og andre steder er meget lille, hvad angår de langtidsarbejdsløse. I den grad har det haft mest negative effekter, selv om der altid vil være enkelte solstrålehistorier,« siger han.

Hensyn til skatteyderne
Det nuværende dogme i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken trækker han tilbage til begyndelsen af 1990’erne.
»Både Nyrup, Lykketoft og Aase Olesen (tidligere socialminister red.) nævner hensynet til skatteborgerne: De skal se, at dem, der får understøttelse, også laver noget for pengene. Det andet er, at sådan et aktiveringssystem disciplinerer dem, der er i arbejde. Hvis du kan se, at du ikke kan gå arbejdsløs, uden at du skal lave noget til gengæld, så er der ingen tvivl om, at det disciplinerer og får folk til at fastholde deres nuværende funktion. De kan ikke opnå nogen gevinster,« siger Iver Hornemann Møller.

Ny slags lighed
Hele ideen med aktivering er ikke et dansk fænomen. Stort set hele Vesteuropa har været præget af tankegangen i de seneste 10-20 år, udført i varierende former og med forskelligt indhold.
»Der er gået ideologi i det. Hollænderne, englænderne, portugiserne – alle lande i Europa snakker om beskæftigelsesterapi. På de europæiske statsmandsmøder er det noget med, at beskæftigelsesraterne skal sættes op. I et vist omfang kører det i selvsving. Herhjemme skal man gå fra at være bistandsmodtager til at være bankdirektør. Det er ikke den gamle socialdemokratiske lighed, der gør sig gældende længere, men alle skal kunne nå toppen. Udsagnet er jo et eksempel på, at der skal være lige muligheder. Det hænger igen sammen med, at samfundet er blevet mere individualiseret; den der betonvelfærdsstat har det ikke så godt længere, den skal lære at tilpasse sig den enkeltes behov. Det går fint i spænd med den nye type af velfærdside-ologi: Aktiveringspolitikken får derved også en generel europæisk-dansk samfundsmæssig understøttelse af en velfærdsstats omlægning, som ikke er voldsom, men mærkbar. Den er på vej,« siger Iver Hornemann Møller.
I Holland har man føjet flere nuancer til, hvad det vil sige at være integreret i samfundet. Mens samfundsmæssig integration i Danmark efter Iver Hornemann Møllers opfattelse stort set kan oversættes til at være en del af arbejdsmarkedet, er der i Holland større fokus på den type integration, man kan fremme uden nødvendigvis at have erhvervsbeskæftigelse som endemål.
»Man kan jo godt være med i et fællesskab, uden at man nødvendigvis skal tjene penge gennem lønnet arbejde,« bemærker Iver Hornemann Møller. Han mener, det er på tide at tage et opgør med ’tvangsfilosofien’ i aktiveringspolitikken. Hvis folk i lang tid har været uden for arbejdsmarkedet, har de alligevel fået så mange nederlag, at så er der ingen grund til at give dem flere, påpeger Iver Hornemann Møller. Man kan give folk et tilbud om at ’komme og være med’, men tvang fører ingen vegne, siger han.

Sæt ydelsen op
Frem for nidkært at være optaget af, om folk nu også gør noget for deres penge, mener Hornemann Møller i stedet, at opmærksomheden bør henledes på de sociale ydelser. Han foreslår så stik modsat regeringens filosofi i beskæftigelsespolitikken, at folk på langvarig offentlig forsørgelse bør have tildelt flere penge: »Det ekskluderer folk at leve på kontanthjælp i lang tid. Jeg har lavet en del undersøgelser både herhjemme og ude i Europa om fattigdom og arbejdsmarked. Det gennemgående træk er, at det så-mænd ikke så meget er det, at du ikke har været i arbejde i lang tid, men det at du ikke har nogen penge, der går mest ud over folks livskvalitet. Man kan ikke gå i biografen, invitere naboen til en pilsner, blive medlem af fitnesscentret eller holde fødselsdag for ungen. Pengene er i stor udstrækning adgangsbilletten til en mere omfattende samfundsmæssig integration. Det viser sig, at folk, der er på langvarig forsørgelse fra det offentlige, ikke engang kan fastholde deres netværk, for det koster jo penge at invitere dem. Det er ikke godt at fratage folk muligheden for at leve det samme liv, som andre borgere i det samme samfund. Der skal være en bundgrænse, og den skal være højere end den er i øjeblikket.«

*Danny Rødgaard er free-lancejournalist

Serie
*Hvordan ser det ud ude i den danske velfærdsstats virkelige virkelighed? Når vi kommer længere ned på bunden og væk fra middelklassens normalfacade med fast job og egen indtægt. Dette er den fjerde artikel om en anden, men lige så reel side af Danmark. De første blev bragt den 13., 14. og 20. maj. Serien fort-
sætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her