Læsetid: 4 min.

Socialtragik i virkelighedens kulisser

Brødrene Dardenne er dybt fortrolige med den postindustrielle tristesse, som deres fremragende film udspiller sig i
30. maj 2003

(2. sektion)

Baggrund
SERAING – Det var ved Cannes-festivalen i maj 1996, at de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne fik deres store gennembrud som filmkunstnere med den hjertegribende Løftet (biografaktuel i Danmark og begejstret anmeldt af Morten Piil, red.).
Det var ikke deres første film, og de producerede den for uhyre beskedne midler, men det blev den film, der gjorde dem kendte og anerkendte.
Dens virkning på biografpublikummet var overrumplende, og ingen, der har set den hudløst stilsikre fortælling om den ungdomskriminelle Igor og hans voldelige far af en boligspekulant, kan glemme dette stykke menneskeligt bevægende socialtragik.

En Guldpalmevinder
Tre år senere skabte brødrene igen røre i Cannes: Formanden for filmfestivalens jury, David Cronenberg, udløste både jubel og øvråb, da han overraskende meddelte, at juryen havde besluttet sig for at give sin mest prominente pris, Guldpalmerne, til brødrene Dardennes Rosetta, deres fjerde spillefilm.
Rosetta er som en opdateret version af eventyret om Rødhætte eller måske snarere Franz Kafkas Slottet. Det er fortællingen om en ung 17-årig pige, der sammen med sin alkoholiserede mor bor i en campingvogn i periferien af en belgisk storby og er desperat på udkig efter et job, så hun kan skabe sig sin egen tilværelse. Hun ønsker blot at leve en normal tilværelse og trods al den absurde modgang og forviklinger, hun møder, giver hun aldrig op.
Filmens dystre tone og brutale virkelighedsskildring giver en ætsende belysning af den vold, som den neoliberale økonomi udøver imod samfundets svageste. I Belgien har Rosetta givet anledning til en paradoksal nationalstolthed over en virkelighed, som det lille Benelux-land ellers burde skamme sig over, og filmen har bidraget til at forrykke den politiske dagsorden. Den belgiske regering har således lanceret udtrykket ’et Rosetta-job’ til at beskrive dens nye handlingsprogram for at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs.

Tredje Cannes-triumf
Sidste år deltog brødrene Dardenne så igen i Cannes, denne gang med den 103 minutter lange og smukke Sønnen. Den fortæller om snedkeren Olivier, der arbejder på et rehabiliteringsværksted for unge kriminelle, da han til sin forfærdelse en dag opdager, at drengen Francis, der myrdede hans kun få måneder gamle søn under et biltyveri, efter fire år i en lukket institution er på vej til at blive anbragt på værkstedet.
Nogle kritikere fandt, at Sønnen i lidt for høj grad ’dannede system’ med de foregående to Dardenne-film ved at bygge på samme ingredienser (håndholdt kamera, en ungdomskriminel teenager som hovedperson, moraliserende projicering på trøstesløse bykulisser af postindustriel tristesse). Andre igen anså den for brødrenes bedste film, og Cannes-juryen belønnede den da også med en pris for bedste mandlige hovedrolle.

Derfra deres verden går
Løftet var et trekantsdrama, Rosetta handlede om ensom stræben, og Sønnen er en duel. Men hver gang er det samme bål, som nærer brødrene Dardennes filmkunst og giver mening til det, som de anser for deres projekt og kald.
Brødrene Dardenne forsøger på den ene side at formulere en umistelig tro på en livsform og nogle sociale værdier, der er truet (solidariteten og sammenholdet blandt småkårsfolk på samfundets skyggeside, omsorgen for de andre og det nære miljø, kammeratskabet i arbejderklassen osv.). På den anden side fastholder brødrene et bistert klarsyn på den moderne virkeligheds armod og river brutalt de falske slør væk, som den kan hylle sig i.
Den grå og triste verden, som brødrene Dardenne beskriver, har de ikke selv opfundet. De kommer selv direkte derfra: fra den jernhårde og snavsede virkelighed i Seraing, en industriel forstad til Liège, hvor de blev født, voksede op og gik i skole, og som er forblevet det faste anknytningspunkt for deres film.
Skønt de ikke længere bor i Seraing, har brødrene Dardenne næsten tilbragt hele deres liv i denne by, der gemmer på så mange minder for dem. Deres familie hørte ikke til de fattigste, men delte vilkår og omgivelser med Seraings ydmyge eksistenser.
De kendte byen på dens industrielle højdepunkt, et arbejdsomt og folkeligt sted, hvor fagforeningerne stod stærkt, og har registreret dens nedtur mod afgrunden, først i deres talrige dokumentarfilm, siden i deres spillefilm. Overalt i disse gader, som brødrene gennemstrejfer med samme stolte fortrolighed som kvarterets unger, har depressionen sat sine bitre aftryk: tilmurede facader, nedlagte butikker, kondemnerede veje og raserede bygninger.
Trods sin afrakkede bymidte og forurenede forstæder er byen Seraing ikke ganske blottet for charme. Sporene af dens fordums arkitektoniske elegance er endnu talrige, og den allestedsnærværende jernindustrielle infrastruktur aftegner imod dens himmel en forbløffende struktur af syrnede rørledninger, kraner, transportbånd og skorstene af enhver art, som får Seraings bylandskab til at ligne en Meccano-verden.

Brødrenes Hollywood
Disse nedslidte industrizoner udgør den unikke dekoration for Dardenne-brødrenes film, men er samtidig det ultimative sindbillede på den nedbrudte sociale virkelighed, hvori deres hovedpersoner går til grunde, og det symbolske teater, hvor deres tragedier udspiller sig.
Brødrene Dardenne er populære i Seraing. På vej ned ad en lille skrånende gade bliver de standset af en lille gruppe begejstrede lærlinge, der holder rygepause. Der udveksles vittigheder og sladder. En af lærlingene var med som statist i Sønnen. Lidt længere henne hilser en hel lille familie på brødrene, der gengælder interessen og spørger til den tandløse fars helbred og til den ældste søns seneste udskejelser. En bilist, en cafeejer, en tilfældig forbipasserende kvinde smiler alle til Jean-Pierre og Luc Dardenne på deres spadseretur gennem byen. Seraing er deres helt private filmstudier i naturlig størrelse, deres helt egen frilufts-Hollywood, deres Mainstreet Belgium.
Brødrene Dardenne er altså i eminent grad belgiere! Belgien er for os franskmænd et lille lidt aparte land, der ligner Frankrig alt for meget. Som laboratorium for den europæiske kapitalisme gennem to århundreder har Belgien bevaret sin status som sociopolitisk prøveballon, hvilket er, hvad brødrene Dardenne vidner om i deres filmisk nybrydende laboratorieprøver.

© Libération og Information

*Oversat og bearbejdet af Niels Ivar Larsen

*Efter ’Løftet’ og ’Rosetta’, der har premiere i dag, vil Grand præsentere den tredje film i Dardenne-brødrenes betydelige trilogi, ’Sønnen’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her