Under proppen
Det var ærkebiskop Desmond Tutu, der kaldte Sydafrika for regnbuens land. Det traditionsrige sydafrikanske køkken bliver i samme ånd kaldt rainbow cuisine. Onsdag aften var den sydafrikanske mesterkok Cass Abrahams på gæstevisit på Cap Horn i Nyhavn. Og hvilken aften. Vi startede med hendes farverige græskarsuppe med Malawisalt, birkesfrø, koriander, gurkemeje, chili og nelliker, som blev serveret med friskpisket fløde.
Inden vi var kommet så langt havde højskolebossen og jeg smagt os gennem en perlerække af sydafrikanske vine, som blev introduceret af Rainbow Wines engagerede indehaver Flemming G. Petersen. Han og hans kone, Ingrid Petersen, har i en årrække importeret vin og andre fødevareprodukter fra Sydafrika til Danmark.
Den første af Rainbow Wines vine, vi smagte var en frugtrig blomsterduftende Chardonnay fra vinhuset Niel Jourbert, som ligger i Paarl Valley i det store vinområde Cape Winelands. Den var let at drikke, og smagte ikke så wooded, som chardonnay ofte gør. Jeg synes eksempelvis, at mange af de amerikanske chardonnayer simpelthen smager for meget af træfade, og er så fyldige, at man næsten ikke kan rumme dem. Men denne i øvrigt billige chardonnay har en frisk smag, som ikke tillader, at fadsmagen helt tager magten fra vinen. Den har selvfølgelig lagret på fad, men kun i fire måneder.
De sydafrikanske vine har en relativ høj alkoholprocent, som selvfølgelig hænger sammen med det solrige klima og varmen, som gør alle druerne meget modne. Vi smagte også en række gode rødvine. De tre første var enkeltdruevine merlot, shiraz og cabernet sauvignon og derpå to vine, hvor cabernet sauvignon og merlot var blandet sammen. Alle rødvinene ville være glimrende til Cass Abrahams hovedret, som var den sydafrikanske nationalret Bobotie. Den består af meget krydret hakket oksekød, som er bagt i ovnen med tørrede frugter, rosiner, mandler og hakket persille. Sammen med dette serveres nænsomt krydret kyllingebryst med yoghurt og friske korianderblade.
Det var en stor aften på Cap Horn, og højskolebossen så da også rimelig tilfreds ud, da vi hen på aftenen tog afsked med selskabet omkring Cass Abrahams eksotiske sydafrikanske middag.
Er man i København den 5. juni kan man på Cap Horn møde den sydafrikanske mester i braii sydafrikansk grill Oscar Foulkes, som vil stå for aftenens menukort.
*Vinene vi smagte: Chardonnay fra Niel Jourbert, 13,5 %, 2002, pris ca. 59,95 kr. Shiraz fra Exelsior, 2002. Merlot fra Exelsior, 14,5 %, 2002. Cabernet Sauvignon fra Exelsior, 14,5 %, 2002. Cabernet sauvignon + Merlot fra Backsberg, 13,5%, 2001. Cabernet Sauvignon (52 %) + Merlot (48 %) fra Niel Jourbert, 2001.
*Alle vinene er endnu ikke ude i butikkerne, men nærmere oplysninger om vinene kan fås hos: Rainbow Wine, 86 12 75 25, email:fgp@drcgroup. com eller ip@ mybest. dk