Læsetid: 4 min.

Surt at være Kødpølsen

EU-formand Romano Prodi, tidligere udenrigsminister Lamberto Dino og formanden for det største italienske oppositions-parti, Piero Fassino, beskyldes for at have modtaget kæmpesumme i bestikkelse
9. maj 2003

BLERA – Romani Prodi bestukket af Slobodan Milosovic? Det var spørgsmålet, der dirrede i luften, da en yng-re romersk finansrådgiver i onsdags vidnede for den undersøgelskommission, som det italienske parlament har nedsat for at finde ud af, om der blev udbetalt bestikkelse i forbindelse med det delvist statsejede Telecom Italias køb af 29 procent af aktierne i det serbiske teleselskab Telekom Srbija.
Handlen fandt sted, mens Prodi var statsminister, Lamberto Dini udenrigsminister og den nuværende leder af DS (Venstredemokraterne), Piero Fassino, var viceudenrigsminister. Og de skulle ifølge vidnet have modtaget ikke færre end 55 mio. dollar til deling for at have bragt den for Italien meget ufordelagtige handel i stand.
Vidnet hedder Igor Marini. En 40-årig tidligere, nu falleret yuppie, som er under anklage for pengevask, og som er søn af den polske skuespillerinde Halina Zalewska, som spillede i italienske genrefilm, sværd-og-san-dal-film, i 1960’erne, men også i Vis-contis Leoparden. Selv gift med, og skilt fra, en kendt skuespillerinde. Og det ville være udvedkommende gossip, hvis ikke Marinis vidneudsagn var præget af stort dramatisk talent.

Kødpølsen, Frøen og Storken
Han omtalte ikke Prodi, Dini og Fassino ved navn, men ved de øgenavne eller dæknavne, som han havde fået af den advokat, Fabrizio Paoletti, der havde givet ham til opgave at maskere bestikkelsen ved en kæde af overførsler gennem konti i forskellige skattely. ’Kødpølsen’, ’Frøen’ og ’Storken’. De tre politikere, hvis returkommission han, Marini, manøvrerede. Der er ingen ugennemskuelighed i kodenavnene. At Prodi kaldes Mortadella, den metertykke italienske kødpølse, er folkeeje, og som præcis beskrivelse af deres fysignomi er også Frøen og Storken velkendte øgenavne for Dini og Fassino. Medsammensvoren skulle også, ifølge Marini, være Lamberto Dinis hustru Donatella, som er en meget smuk og meget rig selverhvervende kvinde. Af Marini blot kaldet ’Frøinden’.
Men der var ikke blot spil for galleriet i hans vidneudsagn: Han hævdede, at hos en navngiven notar i Lugano i Schweiz lå dokumenter, som kunne bevise hans udsagn, og han redegjorde i detaljer for sit arbejde med at hvidvaske pengene.
En talsmand for undersøgelseskommissionen erklærede, »at vi behandler oplysningerne med stor, stor forsigtighed, men også med alvor. Vi er nødt til at verificere disse dokumenter, så derfor tager vi allerede i dag til Lugano.«
Så allerede i går drog et lille følge af en statsadvokat, to poltifolk og to kommissionsmedlemmer til notaren i Lugano for at kigge på det eventuelt belastende materiale for Kødpølsen, Frøen, Frøinden og Storken.
Romano Prodi har reageret på Marinis vidneudsagn med sarkasme: »Det næste bliver vel, at jeg er den seriemorder, der slår prostituerede ihjel.« Og alle tre politikere har bebudet sagsanlæg for bagvaskelse.
Tydeligst og mest nuanceret har Piero Fassino udtalt sig. I det daglige morgenprogram »Radio anch’io« (Radio, det er osse mig) sagde han: »Denne Marini er enten mytoman eller provokatør – men hvem arbejder han for?«
Spørgsmålet er retorisk. Fassino vil ikke sige, at Marini er plantet af Silvio Berlusconis interessesfære, men det mener han – hvis man forudsætter, at han er uskyldig – og Berlusconis interesse skulle være at feje sit eget skidt ind under nogle andres dørmåtter. Således som han gjorde allerede i mandags, da han ved retten i Milano i en lille time afgav forklaring som anklaget for at have bestukket dommere i Rom til at lade en sag om købsretten til det statslige fødevareselskab SME falde ud til sin fordel.
Dengang, i 1985, var Romano Prodi præsident for statens holdingselskab IRI og dermed sælgeren, som havde lavet en forhåndsaftale med Berlu-sconis historiske konkurrent i det italienske erhvervsliv Carlo de Bennedetti. Men Berlusconi fik aftalen forpurret i kompagniskab med spa-ghettikongen Barilla og opfinderen af Nutella og Kinder-æg, Ferrero.
I sin forsvarstale i mandags sagde Berlusconi, at han var gået ind i SME-handlen på opfordring af sin ven, nu afdøde og dengang statsminister Bettino Craxi for at forhindre, at Prodi holdt alt for billigt udsalg af statens ejendom. Uden på noget tidspunkt at nævne Prodis navn, lod han forstå, at denne kunne have snævre personlige interesser i at sælge til Carlo de Benedetti. At han gennem sin advokat Cesare Previti – dømt sidste uge til 11 års fængsel i en parallel sag – skulle have bestukket dommerne for at opfylde Craxis ønske, kom han ikke med et ord ind på.

En tilfældighed?
Det kan være en tilfældighed, men det er påfaldende, at Romano Prodi tre gange på en uge søges inddraget i luskede affærer. For også i går – tilfældigvis? – kom turen til ham i den parlamentskommission, der siden offentliggørelsen af den sovjettiske spion Mitrikhins arkiver skal undersøge, om de italienere, som Mitrokhin navngiver, har været agenter for KGB. Økonomen Romano Prodis eget økonomiske konsulentfirma Numisma, afhændet da han blev politiker, har været rådgiver for den italienske militære efterretningstjeneste, men den i går – af Berlusconis dagblad Il Giornale – rejste mistanke mod Prodi er, at han i sin tid som statsminister fra 1996 skulle have bestilt venner i efterretningstjenesten til at destruere eller forplumre dokumentation af hans og hans firmas forbindelser til KGB.
At Romano Prodi er formand for EU-kommissionen, er i denne forbindelse uvigtigt. Han er nemlig efter sin embedsperiode i Bruxelles centrum-venstreoppositionens mest synlige statsministerkandidat mod Berlusconi. Romano Prodi bestukket af Milosovic? Romano Prodi KGB-agent? Det lyder som noget fra en roman, men er de intriger, der spindes i italiensk politik i disse dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu