Læsetid: 4 min.

For meget sved, for dårligt spil

Efter at Brøndby har ligget i førerposition i to uger, byttede landets absolutte tophold igen plads
26. maj 2003

Fodbold
FC København er tilbage på førstepladsen i Superligaen.
Efter to uger med Brøndby i førersædet byttede landets absolutte tophold igen plads, da den københavnske fusionsklub vandt over sit jyske modstykke FC Midtjylland med 2-1, mens Brøndby nøjedes med at spille 0-0 mod AB.
To point skiller de to hold, som har gjort kampen om Danmarksmesterskabet til en ren duel, for siden Farum led et smalt 1-0 nederlag til FCK er borgmester-klubben fra den plagede kommune ved Furesøen gået helt i stå. I et par uger har der ikke været bevægelser på Farums pointkonto, hvor Esbjerg i går tilføjede Christian Andersens hold det tredje nederlag på stribe.
Tredjepladsen holder, men Midtjylland, Esbjerg og OB er blot to og tre point efter, og deres målregnskab er positivt, hvor Farums helt atypisk for et hold så langt fremme er i minus med ni mål. Det har sin pris altid at forsøge at spille champagne-fodbold. Desværre!
Brøndby spiller ikke altid berusende fodbold, selv om stilen er mest mulig boldbesiddelse, kombinationsfodbold i højt tempo med en-to berøringer a la den klassiske, men i dag alt for sjældne, italienske model: La bella figura.
Sådan må det naturligvis være med Michael Laudrup som cheftræner og John Faxe Jensen som den værdifulde praktiker og assistenttræner. Men de to garvede profesionelle ved naturligvis også, hvad der altid er vigtigst i professionel turnerings-fodbold: At vinde.
Det er både en fejltagelse og en undervurdering af personen og fodboldkapaciteten Michael Laudrup, hvis man tror, at han – det største boldtalent i dansk fodbold nogensinde – har et romantisk og sentimentalt forhold til spil og prioriteter. Hellere spille dårligt og vinde end godt og tabe, som han sagde, mens han selv havde støvlerne på i store udenlandske klubbeer fra Juventus til Ajax Amsterdam. Forskellen er kun, at hvis du satser på resultatfodbold, så skal du også vinde hver gang. Der er jo ikke godt spil og uheld som undskyldning, som han sagde.
Resultatfodbold spiller Brøndby ikke under Laudrup og Faxe. Det ville også konflikte mod deres indstilling og lyst til stadig at være med i det professionelle spil. Men de har lært et Brøndby-hold under genopbygning at vinde. Eller i hvert fald udviklet det til at få noget ud af kampe, hvor det ikke kører og spillet ender med at blive decideret skidt, som i kampen mod AB, der var den nullert, som cifrene signalerer.
Det er altså bare 15 Superliga- og fire pokalkampe siden, at Brøndbys regerende danske mestre har tabt. En serie, der virker succes-selvforstærkende, som cheftræner Michael Laudrup påpegede op til søndagens kamp på Brøndby stadion mod AB.

Blokeret
Det var ikke gudefodbold, som Brøndby-mandskabet serverede for 17.096 tilskuere på den anden side af Vestvolden. Faktisk var det undervejs jammerligt, hvad Brøndby leverede mod de sportsligt og økonomisk truede skønspillere fra Bagsværd. AB vidste, at de skulle blokere Brøndbys dynamiske og gennembrydende kantspil, hvis de skulle have noget med hjem, og det lykkedes faktisk Rasmus Daugard og Lennart Lynge Larsen at lukke af for Mattias Jonsson, Kasper Dalgas og co. Og så var AB’erne meget bevidste om at giveBrøndby så få hjørne- og frispark som overhovedet muligt. Det lykkedes med en massiv og velorganiseret defensiv – klart på bekostning af underholdning, chancer og afslutninger. Fejlafleveringer og boldtab i bundter, tempo-svigt og trilleri på stedet medførte, at Brøndby nåede frem til meget få afslutninger mod AB-hold, der lukkede godt af på kanterne, stod tæt foran mål ñ og havde en fortræffelig keeper i unge Stephan M. Andersen.
Det er en af den professionelle fodboldgesjæft barokke og charmerende sider, at AB med sine begrænsede økonomiske muligheder har kunnet holde på et talent af Stephan Andersens karat. Til gengæld har den tidligere førstemålmand Jan Hoffmann meddelt, at han forlader AB til sommer, når hans kontrakt udløber. Træt af at være bænkevarmer og utilfreds med, at han ikke sin plads tilbage efter overstået skade, har den tidligere landsholdsreserve fået nok af lugten i bageriet ñ og af træner Ove Christensens dispositioner. Jyden, der engang var landstræner i bordtennis, har bragt ABís spil op over ping-pong-niveauet. Det er ikke lige så seværdigt, men det er nødvendigt, når man hænger med den hvide bukseende blot et par point over nedrykningsstregen. Derimod er det sværere at undskylde alle de mange tacklinger, der landede i benene p Brøndby-spillerne, så hjemmeholdets styrmand Morten Wieghorst måtte humpe ud med et skadet knæog udsigt til et par ugers pause.
På Brøndby stadion havde AB ét godt langskud på mål af anfører Michael Johansen, som Casper Ankergreen i Brøndby-målet parerede. Ikke én chance spillede de grønblusede sig til i en kamp, hvor første halvleg var jævn og næsten lige, mens de sidste 45 minutter var ren power play af Brøndby. Peter Foldgast havde et par store chancer, han burde have scoret på.
Mattias Jonson havde Brøndbys største tilbud, men alene med keeper Andersen lige før pausen skød han i benene på gæsternes bedste mand. Anden halvleg var helt Brøndbys, hvis bedste igen var stopper Per Nielsen. Det var bare en søndag, hvor der for meget transpiration og for lidt inspiration over Brøndbys spil.
Med 0-0 i bundkampen mellem Silkeborg og AaB og Viborgs første nederlag under Benny Lennartsson er der også højspænding i bunden. Fire point skiller Silkeborg på 11.-pladsen fra AGF på syvendepladsen efter 29 af de 33 kampe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu